S og V åbner for nye forhandlinger om DOT

TRÆNGSEL: De to partier erklærer sig klar til at se på, om der er mulighed for at tage yderligere skridt for at koordinere transporten i Region Hovedstaden.

Henrik Axel Lynge Buchter

Ved onsdagens spørgetime i Folketingssalen svarede transportminister Hans Christian Schmidt (V) på, hvad hans holdning er til det trængselsproblem i hovedstaden, som en analyse fra Region Hovedstaden har vist koster samfundet milliarder af kroner om året.

Til det udtrykte ministeren sin bekymring, og han forstod ligeledes på spørgeren, Socialdemokratiets transportordfører Rasmus Prehn, at han delte den holdning.

"Det første jeg spurgte om, da jeg blev transportminister, var, hvorfor man ikke var gået mere drastisk til værks med DOT. Jeg forstod, at det var det længste, man kunne komme for den tidligere regering," lød det fra Hans Christian Schmidt, der tilføjede:

"Men jeg tager Rasmus Prehns udmelding i dag op som, at nu er Socialdemokratiet rede til at gå længere, og det tror jeg, vi vil få en god snak om, for det er også et synspunkt, jeg har," sagde han.

DOT er et samarbejde mellem DSB, Movia og Metroselskabet, som skal skabe en mere sammenhængende transport på Sjælland og Øerne.

Socialdemokraterne ønsker dog en lignende løsning som i London, hvor al offentlig transport er styret et sted fra i stedet for flere forskellige virksomheder, der skal arbejde sammen.

"Jeg kommer gerne til et møde og tager en snak om yderligere skridt, vi kan tage for at koordinere hele den indsats, vi gør transportmæssigt i hovedstadsområdet. Jeg synes også, vi skal have en snak om havnetunellen, for der er vi Socialdemokrater også villige til at hjælpe på vej," sagde Rasmus Prehn.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00