Stop dovenskaben - løs krisen

Af Jan Villadsen
Formand for 3F's Transportgruppe.

Danskerne er blevet utroligt dovne, og der er masser af ledige job. Det oplyser aviser, tv og arbejdsgivere. I efteråret var flere direktører i medierne med klager over dovne ledige. Og i januar 2013 kom en savværksejer på banen, fordi han manglede ansatte.

BT tog et faktatjek. Det viste sig, at savværket ikke havde søgt efter arbejdskraft. Hverken hos fagforeninger, a-kasser eller jobcentre. Det var direktøren måske for doven til?

Så blev det februar. Og DA gik på banen med ny rapport: Der er alt for mange ledige. Kontanthjælp og dagpengene giver for meget, lød det, da medierne og DA's direktør skar konklusionen ud i pap.

Med andre ord. Krisen skyldes slendrian, dovenskab og sofatrang hos de over 200.000 danskere, der er uden arbejde.

Krisen bør være fælles ansvar
Dovenskaben må være opstået pludseligt. For i 2007 var stort set alle i sving, og arbejdsgiverne skreg om flaskehalse på andet end whiskybeholderne i barskabet.

Det vi ser nu er ansvar, der skubbes rundt. Klynk over omkostninger og skat. Krav om tilskud og støtte til erhvervsliv og banker. Og brok over, at ledige ikke tager pligten på sig.

Jan Villadsen
Formand for 3F's Transportgruppe

Så kom krisen, og siden er der blevet snydt på vægten, presset løn og set stort på regler som aldrig før. I dag hører jeg ingen arbejdsgivere i kampen for dansk arbejdskraft. Men i efteråret måtte jeg i Ekstra Bladet forholde mig til annoncer, hvor danske vognmænd som Kim Johansen og Kurt Beier søgte bulgarske chauffører til 12.000 kroner om måneden. De forklarede, at danskerne er for dyre. Krise og ledighed var ikke deres problem.

Sådan var det ikke før. For eksempel da Danmarks statsminister hed Poul Schlüter. Han var klar i mælet: Krisen var et fælles ansvar. Manglen på job var ikke den enkelte lediges skyld.

I dag er bankkrak, konkurser, finanskrise, boligbobler og fyringer i 10.000-vis ikke et fælles problem, hvis man spøger DA og arbejdsgiverne. De hævder, den enkelte ledige er doven og ikke vil arbejde i bestemte brancher. Derfor er der ingen grund til at styrke vores fælles velfærd.

Jeg savner en fælles indstilling, hvor man går efter andre løsninger end umulige akut-job.

Moral og øget kontrol
Danmark har 5.000 virksomheder med over 100 ansatte. Hvad sker der, hvis hver enkelt tager en ekstra lærling, praktikant eller voksenlærling ind per 100 ansatte? Det giver mindst 5.000 ekstra praktikpladser.

I Danmark er vi over 2 millioner i arbejde. Hvad sker der, hvis vi satser endnu mere på uddannelse? Hvis en ledig kommer i jobrotation per 100 ansatte, imens en kollega får efteruddannelse. Det vil give beskæftigelse til 20.000 ekstra. Vores arbejdskraft bliver bedre uddannet. Konkurrenceevnen og vores berømte flexicurity-model vinder.

Der er over 120.000 udenlandske arbejdstagere i Danmark. Dertil kommer over 30.000 udstationerede på fabrikker, lagre, avisruter, i sæsonjob og på landevejene, hvor udenlandske chauffører kører flere og flere kilometre. Typisk for danske datterselskaber syd for grænsen.

Hvad vil der ske, hvis vi bremsede den udvikling. Med bedre moral og øget kontrol. Hvis hver sjette af disse job bliver danske igen, giver det 25.000 nye job.

Det vi ser nu er ansvar, der skubbes rundt. Klynk over omkostninger og skat. Krav om tilskud og støtte til erhvervsliv og banker. Og brok over, at ledige ikke tager pligten på sig. Hvis vi skal løse de problemer, krisen har skabt, så skal det ske sammen. Den åndelige dovenskab skal stoppes. Det vil ikke koste den enkelte virksomhed alverden ud over at vise en smule samfundsind.

Samfundet, Fællesskabet og den danske velfærd vil derimod vinde stort.