Debat: Folkeskolens ”Detroit-moment” er nu

Af Simon Pihl Sørensen
Viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune

Detroit er i dag USA´s fattigste by. I 1960 var det verdens rigeste.

Folkeskolen – største del af befolkningens fællesnævner – er på mange måder en succes og har været det i mange år. Vi har alt andet lige et ret godt samfund med højere grad af lighed, flere muligheder for flere, mindre kriminalitet og så videre – end de fleste andre lande.

En af årsagerne er et godt, gratis uddannelsessystem, hvor Folkeskolen er krumtappen, selv om vi åbenlyst endnu ikke har fået alle med. 

I stedet for at gøre denne skole endnu bedre, så vi netop kan få taget de afgørende skridt henimod at få de sidste 20 procent godt igennem. I stedet for at bygge videre ovenpå, forfine og tilføre nye ressourcer, er vi ved at gøre Detroit ”kunststykket” efter. Vi lader stå til.

Vi tror, at det, der var godt i går, bliver bedre i morgen, hvis vi sparer lidt hist og pist, snyder lidt på vægten. I Detroit var det lidt billigere skruer og lidt tyndere metal, man brugte, i tiltro til, at brandet var stærkt nok.

Flere ressourcer anvendt på Folkeskolen kan i den virkelige verden, uden for Slotsholmen, i den grad godt betale sig.

Simon Pihl Sørensen
Viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune

I Folkeskolen er det lidt flere elever i klasserne, lidt mindre forberedelse og ovenikøbet de sidste to år en statsstøttet favorisering af de private konkurrenter. Det sidste oplevede bilbyen Detroit dog ikke. Men man lod stå til og blev overhalet af resten verden. Beboerne flygtede i milliontal.

Det samme vil ske for folkeskolen – eleverne og lærerne vil flygte – hvis ikke vi satser stort.

Sparemanøvre er farlig for fremtiden
Ikke alt behøver at gøres op i penge. Men med næsten 30 procent flere i megaklasser end for få år siden, en betydelig reduktion af lærernes forberedelsestid og en devaluering af pædagogerne til at være at være medhjælpere i undervisningen for at bringe udgifterne ned, er det klart, at det her også handler om en spare-dagsorden. Pengene fosser ud af folkeskolen, fordi den skal bære en større del af de kommunale besparelser, da den ikke som for eksempel ældreområdet og privatskolerne har fået tilført ydelser ved de seneste finanslove.

Hvis ikke det skal gå som bilbyen, skal vi handle nu. Tre tiltag er oplagte: 

1. For det første skal vi have sat et maksimalt timetal på lærernes undervisningstid. Vi ved fra al tilgængelig forskning og praksis, at det afgørende er, at undervisningen er velforberedt. I dag underviser mange lærere op til 28 timer. Det kommer der ikke god undervisning ud af.
2. For det andet skal vi have sat en stopper for megaklasser. Med mange flere inkluderede elever er der i disse klasser ikke tid nok til alle børn, og mulighederne for den afgørende undervisningsdifferentiering er ikke til stede.
3. For det tredje – og det er en helt afgørende forudsætning for at komme videre med de to første forslag – er vi nødt til at tage et frontalopgør med det nidkære regime, Finansministeriet har lagt ned over Folkeskolen.

Flere ressourcer anvendt på folkeskolen kan i den virkelige verden, uden for Slotsholmen, i den grad godt betale sig. Og hvis ikke vi indser det, ender vores fælles skole som den gamle bilby: slidt og forladt. Der skal handles nu.