Alternativet: Sæt folkeskolen fri

Af Carolina Magdalene Maier
Ordfører for skoler og ungdomsuddannelser, Alternativet

For en lille måned siden bad jeg i en Facebook-opdatering forældre og lærere komme med deres erfaringer fra hverdagen 1 år efter folkeskolereformen – gode såvel som dårlige.

Det gjorde jeg, fordi jeg mener, at det er vigtigt, at man lytter til borgerne i et demokratisk samfund, og fordi vi i Alternativet arbejder ud fra en ide om, at ”flere ved mere”.

Det væltede mildest talt ind med kommentarer. Ikke kun på Facebook, da et betragteligt antal uopfordrede mails fra frustrerede forældre og lærere også fandt vej til min e-mail. Jeg har læst hver og én af de beskeder og mails, jeg har modtaget, og samlet set peger de især på tre helt grundlæggende problemer:

Det er på høje tid at tage kritikken og bekymringerne fra lærere, forældre og elever alvorligt. Det betyder ikke, at vi skal kaste reformen over bord og starte forfra. Folkeskolen har været igennem nok reformer de seneste par årtier. 

Af Carolina Magdalene Maier
Ordfører for skoler og ungdomsuddannelser, Alternativet

1. Skoledagenes længde
Rigtig mange forældre beskriver, hvordan de lange skoledage resulterer i trætte, uoplagte børn. Senest viser en undersøgelse fra Skole og Forældre, at omtrent halvdelen af skolerne har skemaer på mellemtrin og udskoling, som er længere end forventet i folkeskolereformen. En far skrev til mig: ”Jeg oplever min dreng som mere træt, mere ’stresset’ og med et mindre positivt syn på skolen end nogensinde før.

Han går på en dejlig skole med dygtige lærere. Han klarer sig fint i skolen. Men det er bare blevet for meget, han savner friheden, tiden med kammerater og det at kunne slappe af”. En anden – en mor til tre børn på 10, 13 og 15 –  skrev: ”Anders på 13 år har tre skoledage til 15.45, en skoledag til kl. 15 og en til kl. 14. Lysten til at gå til sport er mindsket væsentligt i år. Ligeledes er lysten til skole mindsket, han kører sur i det. Martin på 15 år har 2 skoledage til kl. 15.45, 2 til kl. 14 og 1 til kl. 15. Martin kan for første gang ikke overtales til at gå til sport, det bliver for meget, synes han”.

2. Manglende forberedelsestid
Mange lærere har skrevet i frustration over, hvad de oplever som en alvorlig forværring af deres muligheder for at forberede sig. En kvindelig lærer skrev til mig: ”Forberedelse under tvungne rammer bliver tit uinspireret og rutinepræget, fordi man er træt, fordi man sidder i et lokale med syv andre uden sin varme kakao og smøger, fordi tiden er afgrænset, og det er umuligt at få et flow eller gribe ideen, når den er der.

Jeg savner så inderligt at komme hjem kl. 13, få ro på, putte sønnen kl. 19, tænde computeren og en smøg, ånde dybt ind og arbejde til kl. 22 på noget undervisning, som jeg ville være stolt af at levere”. En anden kvinde, som jeg talte med til et privat arrangement, sagde noget, som jeg hæftede mig ved, nemlig at hun på grund af tidsnød ikke længere forbereder sin undervisning, nu tilrettelægger hun den.

3. Tvungen lektiehjælp
Flere forældre oplever, at den tvungne lektiecafé ikke alene gør dagene længere for børnene, men også tjener et tvivlsomt formål. En mor skriver om sin datter: ”Sidste år var min datter ikke i lektiecafé hele året, da hun ikke havde lektier for. Alle UUV-timer sidste år er blevet brugt på at lege, som min datter siger det. Så kom den tvungne lektiecafé. Hun har indtil videre haft 6 cafétimer, hun har ingen af gangene haft lektier for, så hun har fået at vide, at hun selv kan lave nogle regnestykker i sit hoved og så regne dem, det tager 5 minutter, så er det godkendt, og så har hun fået at vide, at hun kan hjælpe sin veninde og sine klassekammerater med deres lektier, og ellers kan hun gå på biblioteket og læse en bog.

Jeg synes, det er synd for hende, at hun skal straffes og være tvunget til at være der i de timer”. Men det er ikke kun forældrene, der oplever problemer med lektiecafeerne. Fx skriver en lærer, som selv er ansvarlig for en lektiecafé, at hun har meget svært ved at se ideen i lektiecafeerne, fordi hun under de nuværende vilkår ’skal hjælpe 26 elever på én gang’.

Lunken modtagelse af kritik
I stort set alle de indlæg, jeg har modtaget fra forældre, har de anført, at de enten var i gang med at finde et andet skoletilbud uden for folkeskolen eller havde skrevet deres børn op. Det stemmer overens med den øgede søgning til privat- og friskoler, som vi ser disse år. Alligevel ser vi en konservativ reaktion fra regeringens side, som nok ønsker at pille ved de små knapper, men ikke for alvor tager kritikken alvorligt og handler på den.

Således har undervisningsministeren indtil videre skrevet en opfordring til kommunerne om at udnytte lovens muligheder for at erstatte den understøttende undervisning med to-lærertimer og derved skære ned på den ugentlige skoletid, ligesom hun har opfordret skolerne til at indsende dispensationsansøgninger fra loven direkte til hende. Og ellers har hun senest på Danmarks Lærerforenings Kongres bedt skolelærerne om ikke at tage eleverne som gidsler og om at give reformen lidt tid at komme i gang på. Det er, alt andet lige, en lunken modtagelse af den massive kritik.

Men jeg synes, at vi som politikere bør tage kritikken endda meget alvorligt, så folkeskolen ikke udvikler sig til en institution, som forældrene og lærerne søger væk fra. Folkeskolen, anno 2015, er begrænsende for både elever og lærere. De tvungne lange skoledage skaber mathed og ulyst hos børnene, ligesom de begrænser mulighederne for og lysten til fritidsaktiviteter – et rum, som har så uendelig stor betydning for at børnene kobler af, bruger deres krop og deltager i fællesskaber.

Lærerne har alt for lidt og alt for rammesat forberedelsestid. Det går ud over både kvaliteten og kreativiteten. Samtidig begrænser rigide krav til målstyring og nationale tests både lærere og elever i deres muligheder for at lade nysgerrighed, kreativitet, nytænkning og livsduelighed være styrende for undervisningen og læringen.

Sæt folkeskolen fri
Så nok er nok. Det er på høje tid at tage kritikken og bekymringerne fra lærere, forældre og elever alvorligt. Det betyder ikke, at vi skal kaste reformen over bord og starte forfra. Folkeskolen har været igennem nok reformer de seneste par årtier. Tilliden mellem lærere og politikere er tyndslidt og skal bygges op igen. Men vi skal heller ikke bare lade stå til. Vi må, i passende tempo, sørge for at videreudvikle folkeskolen i en frisættende retning, hvor lærerne gives friheden tilbage, og børnene gives begejstringen, nysgerrigheden og kreativiteten tilbage.

Folkeskolens fornemste opgave er at klæde vores børn og unge på til den fremtid, som bliver deres, men som ingen kender. Det kræver en forandringskompetence uden sidestykke. Og det kræver dygtige, professionelle lærere, som skal vise eleverne det, de ikke selv ser. Det kræver, at lærere og ledelse opsøger og udfordrer elevernes nysgerrighed og problemløsning; deres handlekraft og integritet, etik og moral.

Eleverne skal løse konflikter i praksis og lære at navigere i de sociale spilleregler, deres omgivelser betinger. De skal lære at følge deres interesse og nysgerrighed, men altid under hensyntagen til det større fællesskab. Til det har folkeskolen ikke brug for lange skoledage, tvungne lektiecafeér, rammesat forberedelse, nationale tests og stram målstyring.

Tværtimod har den brug for at blive sat fri, så både elever, lærere og skoleledere får plads og rum til at eksperimentere og lave fejl og eksperimentere igen og lave lidt færre fejl i jagten på den skole, som for dem er verdens bedste.