Alternativet takker nej til sammenligningsværktøj

Af Carolina Magdalene Maier
Ordfører for børneliv, skoler, forskning og uddannelse

For nylig præsenterede børne- og undervisningsministeren et nyt digitalt værktøj, hvormed man kan sammenligne skoler ud fra en række parametre, herunder trivsel, karakter, elevfravær og elevsammensætning. Ifølge ministeriets hjemmeside kaldes værtøjet for ’Åbenhedsinitiativet’, og formålet er bl.a. at give forældre bedre muligheder for, på et oplyst grundlag, at vælge skole til deres børn, samt at give skolerne mulighed for at følge med i udviklingen, så de kan sætte målrettet ind.

I Alternativet er vi store tilhængere af åbenhed. Faktisk er en af vores seks grundlæggende værdier ’gennemsigtighed’, så umiddelbart burde ministerens nye tiltag være vand på vores mølle. Men siden jeg første gang hørte om tiltaget, har det skurret i mine ører og givet en dårlig smag i munden. Hvorfor? Fordi tiltaget er et strålende eksempel på den konkurrencestatslogik, som regeringen drives af par excellence.

Åbenhed
Flere elementer gør sig gældende: Først til begrebet ’åbenhed’. Ministeren hævder, at det digitale værktøj er et eksempel på åbenhed, fordi det offentligt fremviser folkeskolernes præstationer på en række parametre. Til det må vi spørge os selv:

Hvorfor indfører ministeriet et værktøj, som de aktører, der skal anvende det, ikke har efterspurgt?

Carolina Magdalene Maier
Ordfører for børneliv, skoler, forskning og uddannelse

1) Hvad er åbenhed i politik?
2) Hvad drives åbenheden af, altså hvorfor åbenhed?

For Alternativet handler åbenhed – eller gennemsigtighed – i politik om flere ting, bl.a. at vi klart og tydeligt lægger frem, hvilke drøftelser vi har, hvor vi står, hvilke argumenter vi underbygger vores synspunkter med, og i sidste ende, hvorfor vi vælger at træffe de beslutninger, vi gør. Men åbenhed handler i vores optik ikke om at udstille børn.

Man bør også spørge: Hvorfor åbenheden? Åbenhed kan nemlig også gøre sårbar og udstille mennesker eller institutioner uden samtidig at have et forandrende eller norm- eller samfundskritisk sigte. Derfor er hvorfor-spørgsmålet også vigtigt.

Taler folkeskolen ned
Ministerens nye digitale værktøj har ikke – i Alternativets optik – et positivt forandrende sigte. Det taler ikke folkeskolen op. Det gør ikke børn til bedre elever. Det reducerer tværtimod børn til brikker i en konkurrencestatslogik, som vi tager afstand fra i Alternativet. Når de enkelte skoler anspores til at anvende værktøjet til at ’sætte målrettet ind’, bliver det ud fra den optik, der også har banet vejen for PISA-testene og lignende: at man skal sammenligne sig med de andre ud fra en meget smal opfattelse af, hvad der er godt og skidt.

Alternativet er ikke modstander af udvikling og forandring – tværtimod. Men vi ser ikke et lys i den stigende tendens til at kvantificere og sammenligne på tværs af skoler, landsdele, ja, sågar lande, som pågår i disse år.

Den enkelte skoles udvikling bør komme indefra. Den enkelte skole bør have friheden til selv at definere, hvilke områder den gerne vil forbedre sig på, og dermed også til selv at opstille visioner for, hvornår og hvordan den kommer derhen – uagtet at resten af Danmarks folkeskoler vælger andre fokuspunkter. Kun på den måde opnår vi en dansk folkeskole, som er præget af diversitet, faglig stolthed og tilstrækkelig selvbestemmelse.

Hvorfor sammenligne etnicitet?
Et andet element i debatten er de parametre, som indgår i værktøjet. I pressen er der flere gange blevet refereret til, at værktøjet kan sammenligne skolernes andel af etniske og ikke-etniske danskere. På ministeriets hjemmeside omtales dette parameter med begrebet ’elevsammensætning’. Hvad dækker dette over?

Det spørgsmål har jeg for nylig sendt til ministeren – i et meget stærk håb om, at det ikke indebærer at elever opgøres på baggrund af etnicitet. I givet fald bliver det ikke uden skarp kritik fra Alternativet. For hvad er formålet med det? Og skal forældre virkelig kunne vælge skole ud fra, hvor mange ikke-etniske danske børn, der går på en skole?

Endelig er det også et relevant spørgsmål, om der findes aktører uden for ministeriet, som har efterspurgt det nye værktøj – eller om de ønsker det. Claus Hjortdal, formanden for skolelederne, har meldt klart ud, at de ikke ønsker værktøjet, og at de ikke kommer til at bruge det. Ifølge Hjortdal bliver det primært et værktøj for politikere og journalister. Lidt ligesom PISA-testene er det. Forældrene har, så vidt jeg ved, heller ikke efterspurgt det.

Værktøj, der ikke er efterspurgt
I sidste uge skrev en nyslået kandidat i statskundskab til mig, at han i sit speciale har undersøgt, hvilke informationer forældre anvender forud for valget af grundskole. Hans resultater viser, at forældre slet ikke vælger skole efter resultatparametre (f.eks. karakterer), men ud fra drøftelser i og råd fra omgangskredsen. Så hvorfor indfører ministeriet et værktøj, som de aktører, der skal anvende det, ikke har efterspurgt?

I Alternativet ønsker vi en skole, hvor konkurrence og målstyring erstattes af virkelyst og frisættelse. Og vi ønsker en relation mellem skole, forældre og politikere, hvor det ikke er politikerne, men de mennesker, der bruger folkeskolen – dvs. skolerne, eleverne, forældrene, skolelederne – der sætter dagsordenen. 

Til det er der ikke brug for et digitalt sammenligningsværktøj. Så tak, men nej tak.