Antorini: Alle elever skal prøve en erhvervsuddannelse

EUD: Alle folkeskoleelever skal besøge en erhvervsskole eller en erhvervsgymnasial uddannelse i 8. klasse. Det vil få flere til at vælge erhvervsvejen, siger undervisningsminister Christine Antorini (S). Hun afviser, at personlig vejledning for alle er vejen frem.
Ved at opleve de erhvervsrettede ungdomsuddannelser på egen krop kan de unge se, om det er noget for dem, mener undervisningsminister Christine Antorini (S).
Ved at opleve de erhvervsrettede ungdomsuddannelser på egen krop kan de unge se, om det er noget for dem, mener undervisningsminister Christine Antorini (S). Foto: Agnete Finnemann Scheel/Altinget.dk
Per Bang Thomsen
De unge ved alt for lidt om de erhvervsrettede ungdomsuddannelser, og derfor skal alle folkeskoleelever fremover forbi en erhvervsskole eller en erhvervsgymnasial uddannelse, når de går i 8. klasse.

Det siger undervisningsminister Christine Antorini (S), som vil gøre kravet til en del af den kommende erhvervsuddannelsesreform.

"I dag er det frivilligt, om man vil prøve en erhvervsuddannelse eller en erhvervsgymnasial uddannelse i 8. klasse. Det vil vi ændre, så alle unge fremover skal forbi en erhvervsrettet ungdomsuddannelse og have nogle forløb på skolerne. Ved at opleve uddannelserne kan de unge se, om det er noget for dem, og det vil udfordre de unge i deres uddannelsesvalg," siger Christine Antorini.

Et politisk valg
Som det er i dag, bliver de unge tilbudt et ugelangt introduktionskursus til to ungdomsuddannelser efter eget valg. I Undervisningsministeriet har man ingen tal på, hvor mange unge som besøger erhvervsuddannelserne eller de erhvervsgymnasiale uddannelser - htx og hhx - i den forbindelse.

Men ifølge undervisningsministeren ved de unge alt for lidt om de erhvervsrettede ungdomsuddannelser, og det er en af grundene til, at tilstrømningen til erhvervsuddannelserne er styrtdykket i det seneste årti.

Fakta

Hvad er en erhvervsuddannelse?
En erhvervsuddannelse er en ungdomsuddannelse, som er målrettet de håndværksmæssige fag. Der findes 109 forskellige erhvervsuddannelser, og undervisningen veksler mellem skole og praktik.

Uddannelserne er grupperet under 12 indgange og varer mellem 1,5 og 5,5 år.

Hvad er en erhvervsgymnasial uddannelse?
De erhvervsgymnasiale ungdomsuddannelser dækker over henholdsvis højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx). Begge uddannelser er gymnasiale uddannelser, der varer tre år.

På hhx er der især fokus på virksomheds- og samfundsøkonomi kombineret med fremmedsprog og almene fag, mens der på htx er fokus på fag som matematik, fysik, kemi og teknikfag.


Kilde: ug.dk

I år valgte blot 18,8 procent af de unge at læse en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Derudover vælger mere end 13 procent af de unge at tage en erhvervsuddannelse efter studentereksamen, og det skal der laves om på, lyder det fra regeringen.

Christine Antorini understreger, at besøget på en erhvervsrettet ungdomsuddannelse ikke skal udelukke, at de unge også kan besøge det almene gymnasium.

I dag er det frivilligt, om man vil prøve en erhvervsuddannelse eller en erhvervsgymnasial uddannelse i 8. klasse. Det vil vi ændre, så alle unge fremover skal forbi en erhvervsrettet ungdomsuddannelse og have nogle forløb på skolerne.

Christine Antorini (S)
Undervisningsminister

"Men mange unge søger det almene gymnasium af sig selv, og derfor har vi fra politisk side truffet et valg om, at de unge skal besøge de erhvervsrettede ungdomsuddannelser i folkeskolen," siger Christine Antorini.

Nej til to samtaler
Derudover ønsker ministeren, at lærerne i folkeskolens udskolingsklasser også kommer på besøg på erhvervsuddannelserne.

"De skal se erhvervsskolerne og opleve den læring, der finder sted, så de kan fortælle deres egne elever mere detaljeret om erhvervsuddannelserne. Den personlige oplevelse betyder meget for elevernes uddannelsesvalg," siger Christine Antorini og understreger, at det ikke vil kræve en lovgivningsændring.

Til gengæld mener hun ikke, at der er brug for mere personlig uddannelsesvejledning i folkeskolen. I dag er det kun de uafklarede elever med særlige vejledningsbehov, som skal forbi en vejleder, og det har mødt kritik fra både UU-vejledere og elevorganisationerne.

De afklarede unge har også brug for at blive udfordret på deres uddannelsesvalg, lyder kritikken, og senest har elevorganisationerne foreslået, at alle elever skal have mindst to vejledningssamtaler i 9. klasse.

Men det afviser undervisningsministeren.

"Alle unge, også de stærke, skal udfordres på deres uddannelsesvalg. Men jeg mener ikke, at personlig vejledning for alle er løsningen, hvis flere skal vælge en erhvervsuddannelse. Det handler derimod om, at de unge skal opleve erhvervsuddannelserne i praksis, mens de går i folkeskole. Den personlige vejledning skal fokuseres mere på de unge, der virkelig har brug for den, og som måske har brug for mere end to samtaler," siger hun og understreger, at der i dag findes eksempelvis gruppevejledning og E-vejledning for alle eleverne.

Eleverne er kritiske
Hos organisationen Danske Erhvervsskoler er direktør Lars Kunov glad for udmeldingen.

"Det er absolut positivt, at alle elever fremover skal præsenteres for de erhvervsrettede uddannelsestilbud. Jeg håber, det kan være med til at åbne de unges øjne for de muligheder, der er på erhvervsuddannelserne. Det er elevernes egne billeder og oplevelser, der rykker ved noget," siger Lars Kunov.

Han understreger, at han er enig med ministeren i, at det ikke er mere personlig vejledning, som er løsningen på erhvervsuddannelsernes problemer.

"Alle unge skal udfordres i deres valg, men det kan fint finde sted i brobygningsforløbet, eller ved at integrere det praksisfaglige i folkeskolen. Det betyder meget mere end en samtale med en vejleder," siger han.

Det er Agnete Vienberg Hansen, formand for Danske Skoleelever, dog ikke enig i. Hun bakker op om ministerens forslag, men understreger, at det ikke kan stå alene.

"Jeg er helt enig i, at de unge skal ud i virkeligheden og opleve de erhvervsrettede uddannelser, men det kan ikke stå alene. Der er også brug for personlig vejledning, for som ung har man brug for at tale med en, der har det store overblik, og som kan udfordre end på ens uddannelsesvalg. Derfor er det nødvendigt med to vejledningssamtaler for alle," siger Agnete Vienberg Hansen.

V: Det handler også om personligt ansvar
Hos Venstre bakker uddannelsesordfører Peter Juel Jensen umiddelbart op om forslaget.

"Venstre støtter selvfølgelig alle de initiativer, som kan klæde de unge på til at træffe et mere fornuftigt uddannelsesvalg. Om det er en løsning, kan jeg ikke svare på. Men der er brug for at få styrket overgangene mellem grundskolen og ungdomsuddannelserne," siger han.

Peter Juel Jensen mener dog ikke, at det kan erstatte vejledningen, og han understreger, at eleverne skal have den vejledning, de har behov for.

"Jeg vil dog også løfte fanen for det personlige ansvar. Fra politisk side kan vi gøre nok så meget for at styrke brobygningen og lave flere vejledningssamtaler. Men de de unge mennesker skal også vide, at det er et valg, de selv må træffe, og det koster blod, sved og tårer at sætte sig ind i de forskellige muligheder," siger Peter Juel Jensen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christine Antorini

Sygeplejerske-studerende, fhv. adm. direktør, Life Fonden
cand.comm. i offentlig forvaltning (Roskilde Uni. 1994)

Lars Kunov

Rådgiver, KunovConsult, fhv. direktør, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
major (1997), cand.jur. (Københavns Uni. 2003)

Agnete Engberg

Fhv. undervisningsinspektør, Undervisningsministeriet, fhv. næstformand, Regeringens Børnekommission
børnehavelærer (Frøbelseminariet 1950), socialrådgiver (1958)

0:000:00