Coronakrisen afslører Socialdemokratiets kolde, nationalkonservative hjerte

Mange har undret sig over, hvad formålet egentlig var med Mette Frederiksens Israels-rejse. Jeg er ikke så meget i tvivl.

I mine øjne var besøget, som jo ikke havde andet udfald end en løs aftale om oprettelsen af en fond, en bevidst symbolpolitisk demonstration af den rejse mod den nationalkonservative stat, som Socialdemokratiet har været på i en årrække: Danmark kan selv, Danmark vil selv, Danmark er bedre end andre lande, Danmark deler ikke med andre, medmindre vi får noget igen.

Som det utilpassede barn i børnehaven, der ikke gider at lege med de andre børn, fordi hun føler, at hun er bedre og vigtigere end dem.

Demonstrationen af egenrådighed toppes af, at det jo ikke er hvem som helst, statsministeren har valgt at slå sig sammen med. Dels er det den nationalkonservative østrigske kansler Sebastian Kurz, som har gjort sig bemærket med en stærk indvandrerkritisk profil. Og dels den israelske premierminister Netanyahu, som i sin vaccineaftale med Pfizer deler sine borgeres sundhedsdata med en kommerciel virksomhed på et niveau, som slet ikke ville være lovligt i Danmark; som i øjeblikket er sigtet for korruption i form af at have modtaget store gaver og forsøgt at bestikke medier; og som ikke just selv er i særlig stort gavehumør, når det kommer til at sørge for at dele ud af sine dyrt indkøbte corona-vacciner til de besatte palæstinensiske områder.

Jeg undrer mig ofte over, hvad det er for et etisk kompas, Socialdemokratiet navigerer efter. Hvis noget overhovedet.

Carolina M. Maier
Kommentarskribent

Vi har jo set Mette Frederiksen gå enegang med Østrig tidligere. Da handlede det om en dansk-østrigsk aftale, igen uden om EU, om at behandle asylansøgninger fra flygtninge, som søger asyl i Danmark eller Østrig, i et nordafrikansk land. Så vi slipper for bøvlet her til lands, forstås. Hellere købe sig fra besværet end at tage ansvaret på sig. Det er i hvert fald ikke pligt-etikken, der maler det socialdemokratiske hjerte rødt.

Hvad havde været det rette at gøre i relation til den akutte vaccine-situation? Det havde naturligvis været, at vores statsminister havde brugt sin tid og sine kræfter på at forsøge at skabe opbakning i EU til en opkvalificering af EU's egen vaccineindsats. Hvis Danmark har penge at skyde i en fond, så har vi nok også penge, vi kan investere i en opjustering af produktionskapaciteten i den europæiske vaccineproduktion.

For det ironiske er jo, at hvor Isralen ingen vaccineproduktion har, så har EU masser, ikke mindst i Tyskland. Den præcis samme kritik gælder, for så vidt angår asylbehandlingen. Den bør vi naturligvis finde en europæisk løsning på, al den stund vi altså er forpligtet af et europæisk samarbejde i form af EU.

Regeringens os-selv-nok-politik ses desværre ikke kun, når det kommer til coronavacciner og asylbehandling. Den akutte situation med de danske børn i syriske fangelejre, som regeringen ikke vil hente hjem, på trods af at børnene er i dyb mistrivsel og har alvorlige psykiske skader, som potentielt kan ødelægge resten af deres liv, er endnu et eksempel.

Og det er så grelt et af slagsen, at jeg får ondt i maven bare af at skrive om det. Tænk engang, at den danske stat med åbne øjne gør sig ansvarlig for, at danske statsborgere får ødelagt deres liv. At små børn lider.

Én ting er, at Mette Frederiksen med et koldt hjerte har besluttet sig for, at børnene i de syriske lejre ikke er Danmarks ansvar. Men jeg forstår simpelthen ikke, at ingen af de øvrige partisoldater udfordrer partidisciplinen her. Hvordan kan mennesker, der selv har børn, passivt bakke op om, at den danske stat ødelægger andre børns liv?

Tragikken bliver kun større, al den stund man lytter til både FN og eksperter, som fortæller, at børnene på sigt vil udgøre en større sikkerhedsrisiko – også for Danmark – ved at blive i lejrene, end hvis vi tager dem hjem nu og skaber gode, demokratiske rammer for deres opvækst.

Læg oveni disse tragiske, egocentriske magtdemonstrationer fra den danske regering, at samme regering i øvrigt også synes, at tvang kan være et gode. Vi så det med udspillet til flere tvangsanbringelser, hvor regeringen trods fagkundskabens anbefalinger som udgangspunkt vil tvangsanbringe flere børn frem for at skabe rammer for langt mere kvalitative og individuelle vurderinger af de enkelte sager.

Vi ser det også nu, hvor regeringen mener, at tvangstestning af borgerne er helt i orden. Det bliver bakket op af det loyale støtteparti SF, hvis sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen her i Altinget ligefrem har udtalt, at man ikke har ret til at se tvangstestning som et angreb på sin personlige frihed. Det er alligevel noget af en udtalelse.

For det første har vi nu alle her i landet ret til at mene og forstå, som vi lyster. Det står sådan set i Grundloven. For det andet: Hvem forestiller S og SF sig skal agere politi ved tvangstestning? Skal sundhedspersonalet agere med magt? Skal politiet stå ved siden af og holde folk fast? Det er himmelråbende tåbeligt og ren symbolpolitik, at S og SF taler for tvangstestning uden at forholde sig til konsekvenserne heraf, ikke mindst hvad angår tillidsforholdet mellem borgere og myndigheder.

Det bringer mig tilbage til etikken. Jeg undrer mig ofte over, hvad det er for et etisk kompas, Socialdemokratiet navigerer efter. Hvis noget overhovedet.

Jeg er oprigtigt nysgerrig på, hvad det egentlig er for etiske grundværdier, regeringen holder sin politiske linje op imod. Hvis nogen fra regeringspartiet kan forklare mig det, ville jeg sætte pris på det.

Jeg er med på, at det næppe er dyds- eller pligtetikken, der bestemmer, hvilken vej regeringens nål viser. Men heller ikke i et nytteetisk perspektiv kan jeg forstå regeringens ræsonnementer. For nyttetikkens udgangspunkt er jo, at om end det er konsekvenserne af en handling, der er afgørende, så gælder det også, at handlingen skal sikre størst mulig nytte for det størst mulige antal mennesker. Men det gælder måske kun for de mennesker, der har dansk statsborgerskab, og som lever inden for Danmarks grænser? Hvorfor er vi så overhovedet med i internationale fællesskaber, hvis det er logikken?

Det, jeg ser hos Socialdemokratiet, er en stor og voksende national egocentrisme. Jeg ser en regering, som er i gang med at føre sit land ned ad en vej, som jeg i hvert fald ikke ønsker at gå. Det er en vej, som er belagt med meget velpudsede og velanrettede brosten, måske er de ligefrem af guld. For vi har penge, og vi har teknologi, og vi har lav kriminalitet og et velfungerende sundhedssystem og et godt socialt sikkerhedsnet.

Ofte tænker jeg, at den danske regering er blevet historieløs.

Carolina M. Maier
Kommentarskribent

Men vogt jer! Det er kun for os.

Hvis vi skal ofre noget af det, for at nogle af de mindre bemidlede lande i det forpligtende europæiske fællesskab, vi er en del af, får det lidt bedre, så vil vi hellere gå enegang sammen med de få andre, der ligner os. Det er det billede, jeg ser. Og jeg bryder mig ualmindeligt lidt om det.

Som medlem af et forpligtende europæisk fællesskab er det også i og for det fællesskab, vi kæmper de kampe, der skal kæmpes. Det er der, vi bruger vores styrke, og det er der, vi giver af vores overflod. For hvad sker der, når den dag kommer, hvor det er os, der har brug for hjælp? Hvor penge og velsmurte systemer ikke kan gøre det, men hvor der for eksempel er brug for militær magt eller beskyttelse? Regner vi så med, at de europæiske lande, der har den slags ressourcer, skynder sig at komme os til undsætning, når nu vi ikke ligefrem har delt ud af vores egen kagebod?

Ofte tænker jeg, at den danske regering er blevet historieløs. Det er, som om begivenhederne fra Anden Verdenskrig og det efterfølgende stærke samarbejde – der jo førte til etableringen af både NATO og FN – ligger så langt væk, at regeringen glemmer, hvor småt et land vi er, og hvor stærk vores afhængighed af andre lande er, når det kommer til stykket.

Anden Verdenskrig viste for alvor, at vi ikke kan klare os alene. Det gælder stadig. Med det selvtilstrækkelige, nationalkonservative billede af Danmark, som vores regering for tiden tegner af vores land ude i verden, bør vi spørge os selv, om vi også har venner, når vi for alvor får brug for dem.