Dansk Erhverv: Taxametersystemet kan løse mange problemer med elevfordeling

Af Claus Rosenkrands Olsen
Uddannelsespolitisk chef, Dansk Erhverv

Coronavirus har sendt alle gymnasieelever hjem, men snart kan mange af dem se frem til at blive sendt helt andre steder hen.

Følger man anbefalingerne fra den ekspertgruppe, der for nylig afrapporterede til regeringen, skal der fremover tegnes nye streger på det danske landkort, som definerer, hvor en del af de unge kan gå i gymnasiet.

Central styring og fordeling af elever må tage over, hvor det frie valg og markedet fejler. Desværre bygger det på en forestilling om, at man rent faktisk kan styre de unges valg.

Problemerne, der søges løst, er naturligvis reelle. Både i forhold til at fastholde gymnasier i hele landet, mens ungdomsårgangene svinder ind, og i forhold til at sikre den sociale og etniske diversitet på gymnasierne.

Men med ekspertgruppens anbefalinger står vi klar med en kanon til affyring ind i en sværm af gråspurve, hvor vi kun har behov for at ramme hver tiende.

Der er ikke brug for en kanon fra Slotsholmen, men snarere en skalpel lokalt kombineret med de redskaber, som vi allerede har i værktøjskassen.

Claus Rosenkrands Olsen
Uddannelsespolitisk chef, Dansk Erhverv

Spørgsmålet er derfor, om ikke problemet kan afgrænses til dét, som det reelt handler om, og om løsningerne ikke i vid udstrækning kan findes i det eksisterende system.

Der er ikke brug for en kanon fra Slotsholmen, men snarere en skalpel lokalt kombineret med de redskaber, som vi allerede har i værktøjskassen.

Brug taxametersystemet
I stedet for at indføre en ny, kompliceret og omfattende elevfordelingsmodel bør vi reformere det stærke styringsinstrument, der allerede findes i dag: Taxametersystemet. 

Med ændret fordeling mellem grundtilskud og aktivitetstakster kan man understøtte skoler, der udfordres af det midlertidige fald i ungdomsårgangene.

Det samme kan ske med geografiske taxametre eller såkaldte skyggetakster. Og man kan understøtte skoler med udfordringer i elevgrundlaget gennem sociale taxametre af forskellig art eller belønne dem, som løfter elever med svage faglige forudsætninger.

Man kan således skabe forudsætninger for at gøre det uattraktive mere attraktivt. Både for elever og gymnasier. Og det hele kan uden videre håndteres gennem taxametersystemet.

Tvang er ikke vejen frem
Resten fordrer mere håndholdte indsatser overfor de ti til 15 gymnasier, hvor udfordringerne ikke kan håndteres med nationale uddannelsespolitiske greb.

Det er her skalpellen kommer ind i billedet. Ofte er der tale om problemer skabt af årtiers fejlslagen integrationsindsats, som ikke kan løses, når de unge rammer gymnasiealderen, men kalder på blandt andet bolig-, social- og skolepolitiske redskaber.

Hvis intet af det virker, må man i sidste ende lukke gymnasiet. Løsningen er ikke at tvinge unge over på gymnasier med store sociale udfordringer.

Vi skal ikke kigge meget rundt i andre dele af uddannelsessystemet for at finde kreative løsninger fra forældre og unge, hvis man fra centralt hold for eksempel skulle ønske at flytte elever fra velfungerende til socialt udfordrede gymnasier.

Omfattende brug af falske adresser, øget tilgang til privatgymnasier eller udskydelse af studiestart med efterskole eller udlandsophold for blot at nævne et par eksempler.