Debat

Danske Erhvervsskoler: Flere skal vælge erhvervsuddannelse – og gennemføre

DEBAT: Digitalisering, åben skole og rollemodeller hører til opskriften, når Danmark skal sikre sig faglært arbejdskraft i fremtiden, skriver Lars Kunov, direktør for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.  

Folkeskolens elever skal præsenteres for det praksisnære, mener Lars Kunov fra Danske Erhvervsskoler.<br>
Folkeskolens elever skal præsenteres for det praksisnære, mener Lars Kunov fra Danske Erhvervsskoler.
Foto: Danske Erhvervsskoler
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Kunov
Direktør for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier

Hvordan sikrer vi nok faglærte i Danmark i fremtiden?

Det er ret enkelt. Vi sikrer tilstrækkeligt med faglærte ved først at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse og herefter få flere af dem til at gennemføre.

Det er målet med EUD reform 2015, og erhvervsskolerne arbejder hver dag for at realisere begge dele. Vi påtager os naturligvis vores del af ansvaret.

Det er ikke nok at have verdens bedste uddannelser, hvis ingen kender dem.

Lars Kunov, direktør, Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier

Det gør vi ved at skabe spændende og interessante uddannelser, så det er federe at gå på en erhvervsuddannelse.

Vi har fået et grundforløb for de helt unge, hvor vi skaber ungdomsmiljøer omkring et fagligt interessefællesskab – her kommer de unge, både fordi der er andre unge, men også fordi der er spændende undervisning og dygtige lærere.

Digitalisering fremtidssikrer uddannelser
Erhvervsskolerne tror på, at digitaliseringens muligheder vil gøre undervisningen sjovere, mere målrettet den enkelte, mere udfordrende og tættere på virkeligheden. En udvikling, der også skal fremtidssikre uddannelserne.

Vi ved ikke, hvilke kompetencer der kræves i fremtiden. Men det er sikkert, at det er afgørende at have det digitale mindset under huden.

Digitaliseringen betyder nye lærerroller, hvor læreren får en afgørende rolle for at motivere, perspektivere og i det hele taget forbinde det digitale med virkeligheden.

Den gode historie
Vi arbejder på at blive bedre til at fortælle den gode historie om at blive faglært.

Vi havde et rigtig godt eksempel i sidste uge, hvor maskinsnedker-lærling Rasmus Schwartz havde indstillet og fik kåret sin læreplads, Jyndbjerg Møbelsnedkeri i Bjerringbro, som Årets Læreplads.

Rasmus Schwartz udstrålede, at han så sin uddannelse til faglært som en vej til at få en profession, en identitet og en selvstændighed. At det er en vej til at skille sig ud fra mængden og få en unik kompetence – en kompetence, man tilmed kan tjene penge på.

En uddannelse til faglært er også en ungdomsuddannelse, der er starten på en karriere. En karriere, der kan føre til spændende specialistfunktioner, som giver mulighed for at starte sit eget, og som kan danne basis for at tage en videregående uddannelse.

Virksomhedsparate studerende
Når kåringen af Årets Læreplads er vigtig, skyldes det ikke mindst, at erhvervsuddannelsernes styrke og akilleshæl er praktikpladser.

Vekseluddannelsen betyder praksisnære uddannelser, høj beskæftigelse, løn under uddannelse, men der mangler stadig pladser.

Det bekæmper erhvervsskolerne med et øget fokus på kvalitet. Vi er gået fra en målsætning om, at alle skal igennem til at stille store krav, som også betyder, at de, som fremadrettet søger praktikplads, er virksomhedsparate.

Men det er jo ikke nok at have verdens bedste uddannelser, hvis ingen kender dem. Derfor er erhvervsskolerne nu i gang med samarbejder med folkeskolen.

Folkeskolen åbner dørene 
Med folkeskolereformen blev der skabt en række muligheder for at præsentere eleverne for det skabende, det praksisorienterede, det, der kan ses, røres og sælges.

Derfor skal den åbne skole og uddannelse og job foldes ud, ligesom folkeskolens almindelige undervisning skal gøres mere anvendelsesorienteret.

Her har erhvervsskolerne en pædagogik, som kan bidrage til, at også de børn, som har krudt bagi, kan holdes motiverede, og det at have krudt bagi er jo ikke negativt, bare det suppleres med noget mellem ørerne.

Det var lidt om, hvad erhvervsskolerne er i gang med. Nu er jeg spændt på at høre nogle af de andre debattørers bud på, hvordan vi får flere faglærte, og jeg glæder mig også til at høre, hvordan politikerne vil bakke op om vores indsatser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Kunov

Rådgiver, KunovConsult, fhv. direktør, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
major (1997), cand.jur. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00