Debat

Danske Gymnasier: At tage 3.g om er ingen menneskeret

DEBAT: Politikerne bør gribe ind over for en ny tendens, hvor elever shopper bedre karakterer og gennemsnit ved at gå 3.g om på en ny skole, skriver Danske Gymnasiers formand, Birgitte Vedersø.

Foto: Pressefoto/Danske Gymnasier
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Birgitte Vedersø
Danske Gymnasiers formand

Flere rektorer har op til skoleårets afslutning kontaktet mig om et fænomen, som jeg opfordrer politikerne til at skride ind over for.

Det handler i al enkelhed om, at en elev, der står til at få sig en studentereksamen og ikke er i fare for at dumpe, melder sig syg med lægeerklæring og så efter ferien fortæller gymnasiet, at han eller hun fortsætter på f.eks. VUC eller et andet gymnasium.

Elevens hensigt er at ”shoppe” bedre karakterer og gennemsnit, fordi han eller hun på den nye skole selv får mulighed for at bestemme, hvilke fag man vil have merit for, og hvilke man vil tage om. Jeg har hørt begrebet omtalt som et ”4.g”, "bevis-finten", eller at man holder sit ”bevis åbent” – mærkeligt barn har mange navne.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Giv rektorer de nødvendige redskaber 
Politikerne må give rektorerne et redskab, så skolerne kan komme ”omgængerproblemet” til livs. At forlænge sin eksamen med et år skal alene skyldes et sygdomsforløb, ikke at man gerne lige vil gøre sit snit lidt bedre.

Samfundet bør ikke bruge penge på SU og lærerlønninger, blot fordi enkelte unge har set en mulighed i at spekulere lidt i en fremgang i eksamensgennemsnittet fra 8 - 8,5.

At forlænge sin eksamen med et år skal alene skyldes et sygdomsforløb, ikke at man gerne lige vil gøre sit snit lidt bedre.

Birgitte Vedersø
Danske Gymnasiers formand

Kun sjældent betyder et år mere reelt en forbedring af snittet, og nogle gange løber snittet også fra eleven, og pludselig skal man ikke have 8,5, men 8,6 for at komme ind på drømmestudiet. Det er derfor heller ikke noget, som hjælper den enkelte unge set gennem et helt livsforløb.

Spild af offentlige ressourcer
Mit forslag skal derfor være, at man politisk beslutter, at det skal kræve en underskrift og en helt særlig begrundelse fra rektor på afgivende 3.g.-skole, for at en elev kan få lov til at tage ”4.g.” Uden en sådan underskrift kan taxameter-tilskuddet og SU i et ekstra år for eleven eksempelvis bortfalde.

Samtidig sikrer man de unge, der på grund af sygdom helt reelt bør have mulighed for at gå 3.g om.

Nogle vil hævde, at skolen, der i dag tager imod en ”4.g’er” og på den måde vil få tilført penge i taxameter, har en interesse i at lade denne praksis foregå i det skjulte. Derfor bør dette incitament ikke være til stede. Skolerne skal i stedet bare gøre det, vi er sat i verden for, nemlig at sørge for, at eleverne gennemfører og får noget fornuftigt ud af deres to eller tre år på et alment gymnasium.

"Bevis-finten" er heldigvis ikke en meget udbredt praksis, men det er spild af offentlige ressourcer, og det er ikke fair over for elever, der gennemfører stx eller hf på normal tid. Vi må uvæsenet til livs – det tjener eleven, skolen og samfundet bedst i det lange løb.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Birgitte Vedersø

Selvstændig konsulent, fhv. rektor, Gefion Gymnasium, bestyrelsesmedlem, Københavns Universitet
cand.mag. i dansk og italiensk (Aarhus Uni. 1991)

0:000:00