Debat

DEA: Kombinationer af tilbud får udsatte unge i uddannelse og beskæftigelse

DEBAT: Kombinationer af tilbud hjælper udsatte unge til uddannelse eller beskæftigelse, skriver DEA. Det er vigtig viden til forhandlingerne om en ny forberedende grunduddannelse.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kasper Marc Rose Nielsen
Seniorøkonom, Tænketanken DEA

Kort før sommerferien måtte ordførerne trykke på pauseknappen i forhandlingerne om en ny uddannelsesindsats for de cirka 50.000 unge mellem 18 og 25 år, som efter grundskolen ikke er kommet i gang med hverken en uddannelse eller et job.

Men onsdag denne uge mødtes partierne igen og forventningen er, at partierne i løbet af sensommeren eller efteråret lander en reform af området.

Særligt fokus på de mest udsatte unge
Siden sidst er der kommet ny viden frem om, hvad der bedst hjælper de udsatte unge på vej. Kort før sommerferien offentliggjorde Tænketanken DEA, med støtte fra den A.P. Møllerske Støttefond, et større analyseprojekt om de forberedende tilbud og deres evne til at løfte unge videre til uddannelse og beskæftigelse.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Her stiller vi som noget nyt og i modsætning til tidligere analyser på området skarpt på præcis de unge, som vi kan se har størst risiko for senere i livet at ende på kanten af samfundet.

Kort fortalt har vi analyseret cirka 5.000 udsatte unge, hvilket svarede til 12 procent af den samlede gruppe af unge i de forberedende tilbud. Definitionen på, at disse unge udsatte er, at de er i høj risiko for at ende på langvarig offentlig forsørgelse.

For gruppen af unge med særlige behov er det vigtigt at prioritere indsatser så tidligt som muligt, da det kan være med til at mindske de udsatte unges risiko for senere i livet at ende på langvarig passiv forsørgelse.

Kasper Marc Rose Nielsen
Seniorøkonom, Tænketanken DEA

Det kan blandt andet være på grund af psykiske lidelser, anbringelser uden for hjemmet, handicap, etnisk baggrund eller forhold, der knytter sig til den unges nærmeste familie, for eksempel forældrenes uddannelsesniveau, husstandsindkomst, kriminalitet i familien, forhold i lokalområdet, hvor den unge er vokset op m.v.

Tre nye analyseresultater, som politikerne bør forholde sig til
Analyseprojektet indeholder en række nye resultater, som forhandlerne bør være opmærksomme på i arbejdet med at stykke en ny Forberedende Grunduddannelse sammen.

For det første tyder det på, at det at kombinere bestemte typer af tilbud kan hjælpe de udsatte unge videre i uddannelse eller beskæftigelse. For eksempel har kombinationen Almen Voksenundervisning på for eksempel VUC og et produktionsskoleophold en positiv effekt i forhold til at komme i uddannelse eller beskæftigelse.

Det hænger formentlig sammen med, at de udsatte unges udfordringer ofte er meget komplekse. Derfor har de brug for støtte til at udvikle både personlige, sociale og faglige kompetencer for at komme i gang med en ungdomsuddannelse eller et job.

Det er ny viden og betyder, at der kan være behov for at give især udsatte unge plads til at gå en mindre direkte og mere ”krøllet vej” igennem de forberedende tilbud for at lykkes med at få fodfæste på en uddannelse eller en arbejdsplads.

For det andet tyder det på, at det især er de udsatte unge, som allerede i grundskolens 7.-9.-klasse har været visiteret til et specialtilbud i udskolingen, der ser ud til at have størst gavn af visse kombinationer af de forberedende tilbud.

Dermed giver analyseprojektet et indblik i, at det for gruppen af unge med særlige behov er vigtigt at prioritere indsatser så tidligt som muligt, da det kan være med til at mindske de udsatte unges risiko for senere i livet at ende på langvarig passiv forsørgelse.

Endelig for det tredje, så viser analyseprojektet, at der er stor forskel på, hvor godt de enkelte skoler og institutioner løfter de udsatte unge til ordinær uddannelse eller beskæftigelse inden for de enkelte typer af tilbud, selv når der tages højde for deres rammevilkår, herunder deres elevsammensætning mv.

Det tyder således på, at der kan være potentielle gevinster at hente ved at udbrede god praksis på tværs af institutionerne og skolerne.

Forhåbentlig får partierne snart landet en politisk aftale på det forberedende område, som inddrager den nyeste viden.

Men det er et komplekst område, som også i årene, der kommer, vil kræve omhyggelige svar og en både klog og stærk implementeringsindsats ude på skolerne og institutionerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00