Skoleforsker: Elevfællesskaber er en del af skolens faglighed

Af Andreas Rasch-Christensen
Forsknings- og udviklingschef, VIA

Skolen præger os. I tiden, hvor vi er der og i tiden derefter. Når voksne fortæller deres livshistorier, så fylder skoletiden såvel kvantitativt som kvalitativt. Den har sat sig spor. Både på godt og på ondt.

Skoletiden er ikke altid for stilletter og hvide fingerhandsker. Der uddeles verbale og til tider konkrete ørefigner i frikvartererne, og klassens fællesskaber kan være barske størrelser. Nogle gange er man ude. Andre gange inde. Det giver sår på sjælen og samtidig robusthed.

Skolen følger os hele livet
Enkelte har store problemer med at få positive relationer til andre børn og unge. Måske også voksne. Vi fokuserer meget på børn og unges kognitive udvikling. Deres sproglige og matematiske kompetencer. De er vigtige og prioriteringen rigtig.

Men relationer til andre sætter sig også spor helt op i voksenlivet. Vi har brug for de nære venskaber, de gode samarbejdsrelationer og det at skabe noget sammen med nogle, der er anderledes end os selv. Derfor må vi ikke glemme betydningen af skolens fællesskab i iveren efter at se, hvordan den enkeltes læreproces nu forløber.

Fællesskaber er ikke en blåstempling af fraværet af rammer, struktur og faglighed. Det er det modsatte. Der er rammer og regler for, hvordan man er sammen i skolen. En disciplinering der også betyder noget, når de professionelle voksne ikke er til stede. Regler og rammer indeholder pædagogisk faglige beslutninger med inddragelse af og samarbejde med børn og unge samt deres forældre.

Mange husker skoletiden for de venner, vi fik og mistede, for det første forliste kæresteforhold og de voksne, der var gennemgående i vores liv. Alt dette præger os den dag i dag og tiden fremover.

Andreas Rasch-Christensen
Forsknings- og udviklingschef, VIA

Nogle forældre søger de små og trygge miljøer, hvor deres børn er sammen med nogle som dem selv. Det kan der være mange gode grunde til. Det er dog ikke den eneste type af fællesskab.

Børn og unge lærer af hinanden
Børn og unge vil rigtig gerne hinanden. De glæder sig til, at de får nye klassekammerater og tænker mindre på, hvor de nye kommer fra. Derfor kan skolens fællesskaber sagtens udfolde sig, selvom de er lidt større og indeholder forskellige elever med forskellige udfordringer og potentialer. Det skal blot ske med styring af skolens personale.

Børn og unge lærer af hinanden i skolen både fagligt og socialt. Det sker bare ikke af sig selv. Det sker under rammer sat af de professionelle. Flygtningebørnene har godt af at være sammen med de danske børn. Derved lærer de bare ikke per automatik dansk eller integreres.

Fællesskabet kræver professionelle kompetencer
Det kræver de rette professionelle kompetencer, og skolens ansatte skal have muligheder for at udøve dem. Det lykkes nogle steder at inkludere elever med autisme i den almindelige folkeskole, men kun fordi der er tilstrækkelig med voksne og konstruktive dialoger med hjemmene. Tilsvarende er elev-til-elev-læring et udmærket element i undervisningen, hvis lærerne planlægger forløbet og følger det tæt.

Elev-fællesskaber er dermed også faglige, og fællesskaber er også fag. Når elever i historieundervisningen lærer om andre tiders fællesskaber og sætter dem i relation til deres egne, eller får koblet deres nære familiære fællesskaber og fortællinger til de store historiske begivenheder.

Mange husker skoletiden for de venner, vi fik og mistede, for det første forliste kæresteforhold og de voksne, der var gennemgående i vores liv. Alt dette præger os den dag i dag og tiden fremover.

Folkeskolens DNA er faglige og sociale fællesskaber. Lad dem leve og udfolde sig.