Debat: Udenlandske studerende straffes af regeringens symbolpolitik

Af:
Henrik Christiansen
Group Senior Vice President, Human Resources, Grundfos
Konstantin Lassithiotakis
Direktør, VIA Erhverv, VIA University College

---

Vi vil gerne komme med en forudsigelse. Når den nye regering begynder at udmønte sit regeringsgrundlag i konkrete handlinger, vil der på et eller andet tidspunkt blive rejst en diskussion om udenlandske studerende i Danmark. En diskussion, hvor konklusionen allerede er givet på forhånd: Antallet af udenlandske studerende i Danmark er for højt og skal begrænses, og det gælder særligt studerende, der kommer fra lande som Rumænien, Bulgarien og Slovakiet.

Temaet med de udenlandske studerende er ikke et, de tre partier har udviklet i forhandlingerne om det fælles regeringsgrundlag: Det blev lanceret i begyndelsen af september, i forbindelse med den tidligere regerings 2025-plan, og er nu blot videreført.

Problemstillingen er heller ikke ny i dansk politik. For år tilbage var det studerende fra de øvrige nordiske lande, der var i fokus. De kom hertil, tog deres uddannelse og rejste hjem igen, lød det. Enkelte politikere påstod endda, at de øvrige nordiske lande ligefrem underdimensionerede en række af deres videregående uddannelser og dermed indirekte udnyttede det danske uddannelsessystem.

Mellem 70 og 90 pct. bliver i landet det første år, efter de har gennemført deres uddannelse.

Henrik Christiansen og Konstantin Lassithiotakis

Nu bliver det så sandsynligvis unge fra Østeuropa, der kommer til at stå for skud. Korrekt er det, at antallet af studerende fra lande som Rumænien, Bulgarien og Slovakiet er mangedoblet de senere år. Ligesom det er tilfældet med studerende fra Estland, Letland og Litauen, som Danmark og resten af Norden har et politisk samarbejde med.

Men inden billedet af endeløse og ustoppelige mængder af udenlandske studerende, der oversvømmer vores uddannelsesinstitutioner, brænder sig fast på nethinden, er der grund til at se mere faktuelt på emnet.

Helt grundlæggende har borgere fra de øvrige EU-lande samt fra EØS-landene Schweiz, Liechtenstein, Island og Norge fri adgang til de danske uddannelser på visse betingelser, ligesom danskerne har adgang til disse landes uddannelser. De nordiske lande har endvidere en aftale om gensidig adgang, indgået tilbage i 1996. Her afregner landene en mindre kompensation pr. studerende indbyrdes. Aftalen er en del af en bredere aftale om samarbejde og udvikling af netværk på uddannelses- og forskningsområdet.

Det samlede antal udenlandske studerende i Danmark, der får SU, er omkring 25.000. Flertallet af dem er imidlertid ikke rejst hertil for at tage en uddannelse. De har adgang til danske uddannelser og dansk SU, fordi de i forvejen har en tilknytning til landet. Deres forældre kan være udlændinge og arbejde her. De kan være gift med en dansker. De kan have boet og haft fast arbejde med mindst 30 timer om ugen i mindst to år inden starten på en uddannelse, eller de kan have boet i Danmark i mindst fem år. De kan også tilhøre det danske mindretal i Sydslesvig.

Ud over disse grupper er der studerende, der kommer direkte fra EU eller fra lande i EØS-samarbejdet. Deres adgang til danske uddannelser og dansk SU bygger på en EU-afgørelse, som giver dem ret til begge dele, hvis de har fast arbejde mindst 10-12 timer om ugen ved siden af studierne. De skal med andre ord have en stabil indtægt under deres uddannelse.

Deres antal vokser, men indtil nu er der ikke kommet flere studerende fra denne gruppe, end Uddannelses- og Forskningsministeriet har forventet og budgetteret med. Udviklingen er med andre ord ikke løbet løbsk eller kalder på akut politisk handling.

Men hvorfor kommer de udenlandske studerende? Er de her bare for at få en gratis uddannelse med tilhørende studiestøtte, inden de tager hjem igen?

Nogle af dem er, og de studerende fra de øvrige nordiske lande udgør den største gruppe, der forlader landet efter endt uddannelse. Sandsynligvis fordi de har et velfungerende land med gode fremtidsudsigter for en langvarigt uddannet at vende hjem til. Det har mange af de studerende fra de øvrige EU-lande ikke.

For en stor del af de udenlandske studerendes vedkommende skal søgningen til Danmark nærmere ses som et udtryk for, at Danmark betragtes som et godt sted at bygge en fremtid op for dem, der tør tage springet. Det er næppe de svageste unge, der bryder op hjemmefra i en ganske ung alder, rejser til et nærmest ukendt lille land med et vanskeligt sprog med et mål om at gennemføre en uddannelse på engelsk og samtidigt finde et arbejde. At kunne gøre det vidner om mental styrke, selvtillid og målrettethed.

Forholdene i Danmark er uden tvivl langt bedre end dem, mange af de udenlandske studerende forlader. Men så rosenrøde er vilkårene heller ikke. De skal klare sig her i landet, uddannelsen skal følges, prøver og eksamener skal bestås, og den ugentlige arbejdskvote, de er pålagt, på 10-12 timer skal opfyldes. Det sidste holder ministeriet faktisk øje med. Der er løbende sager med studerende fra EU-lande, som ikke får lov til at fortsætte deres uddannelse, fordi de ikke opfylder dette krav.

På VIA University College har vi fulgt de udenlandske færdiguddannede fra vores ingeniøruddannelser og øvrige tekniske uddannelser. Mellem 70 og 90 pct. bliver i landet det første år, efter de har gennemført deres uddannelse.  De finder arbejde, eller de læser videre. De er ikke kræsne i deres valg af job, men søger derhen, hvor arbejdet er, fagligt og geografisk.

Det ligger snublende nært at se regeringens fokus på de udenlandske studerende som ren symbolpolitik. Et ønske om at tilfredsstille vælgere og forligspartier, der er skeptiske over for udlændinge i Danmark. Problemet er blot, at det er en symbolpolitik, der er ude af trit med virkeligheden. Vi mangler kvalificeret arbejdskraft inden for en lang række områder i erhvervslivet. En mangel, der er ved at blive kritisk og kræver politisk handlekraft.

Det ved regeringen godt. I regeringsgrundlaget står der, at ” Vi skal byde de udlændinge velkommen i Danmark, som kommer med lyst, evner og appetit på at bidrage til vores land.”

Lige med undtagelse af den mest oplagte gruppe, kunne man tilføje.

Hvis regeringen vitterligt ønsker at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, er de udenlandske studerende den mest oplagte gruppe at byde velkommen. Gerne på en konstruktiv måde, hvor vi sørger for at rekruttere de mest kvalificerede og får dem sluset ind på uddannelser inden for de områder, hvor vi mangler arbejdskraft, og efterfølgende sikrer, at arbejdsmarkedet tager imod dem, når de er færdiguddannede.

Det kræver bare en seriøs politisk indsats. Spørgsmålet er, om regeringen har det politiske mod til at gøre det.