Direktør: Erhvervsuddannelserne skal tilpasse sig de unge – ikke arbejdsgiverne

Det hænger overhovedet ikke sammen med den pædagogiske virkelighed: Det er erhvervsskolelæreren, der står med de mest uddannelsesfremmede elever, de største krav til tværfaglig synergi og behov for at gøre eleverne fortrolige med helt nye og praktiske læringsformer. I modsætning til på gymnasierne, hvor eleverne gennem hele grundskolen er blevet grundigt forberedt på spillereglerne for de undervisningsformer, de møder.

Måske skulle man sikre nogle økonomiske og strukturelle rammer, som sikrer og signalerer, at underviserressourcer på erhvervsuddannelserne er lige så vigtige og værdifulde, som de er på gymnasiet.

Adgang til videre uddannelse

I stort set alle officielle vejledninger om ungdomsuddannelserne præsenteres erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser som to separate uddannelsesveje, som de unge død og pine skal vælge imellem. Ofte ud fra præmissen: Vil du lære et fag og hurtigt ud på arbejdsmarkedet, eller vil du kvalificere dig til at læse videre – og dermed også udsætte valget om "hvad du vil være"?

Vejledningsindsatsen bør droppe det uhensigtsmæssige fokus på én mulig karriere i en fjern fremtid

Gunna Funder Hansen
Direktør, Social- og Sundhedsskolen Fyn

Ud over, at en erhvervsuddannelse også kan være et skridt til videre uddannelse, så fremstilles EUX på stort set alle kanaler som en erhvervsuddannelse med en form for gymnasialt tilvalg – ikke som et reelt gymnasialt alternativ.

Det underspilles katastrofalt, at EUX tilbyder en gylden kombination af både det gymnasiale og det erhvervsrettede – en ungdomsuddannelse, der kombinerer det boglige og de mange videreuddannelsesmuligheder med det praktiske og muligheden for at træde direkte ud på arbejdsmarkedet efter studentereksamen. EUX er ren win-win – der er bare ingen, der ved det.

Måske var det en ide at anerkende og tydeligt signalere, at en gymnasial uddannelse i kombination med en erhvervsuddannelse er lige så gymnasial og lige så studieforberedende som de – i Undervisningsministeriets fremstilling – ”rigtige” gymnasiale uddannelser.

Hvad kan vi lære af gymnasiernes succes?

Vil man gøre erhvervsuddannelserne til en succes, er det på tide, at nogen med politisk ansvar spørger sig selv: Hvordan skaber vi lige så gode vilkår og støttende rammer for elever på erhvervsskolerne som på gymnasierne? Hvordan sikrer vi, at lærerne har lige så stærke didaktiske kompetencer og lige så gode betingelser for deres opgaveløsning? Og hvordan positionerer vi erhvervsuddannelserne som lige så fremtidssikrende og EUX som lige så studieforberede som de øvrige gymnasiale uddannelser?

Ret nu fokus mod nældens rod frem for bare at skrue endnu en tand på de krav, der stilles til de unge

Gunna Funder Hansen
Direktør, Social- og Sundhedsskolen Fyn

Først og fremmest bør vi interessere os for, hvordan vi på erhvervsuddannelserne skaber lige så trygge læringsmiljøer med øje for, hvad der karakteriserer de unge i dag.

Måske gav det engang mening at opstille voksen-forventninger til arbejdsmarkedsparathed, selvstændighed og robusthed på hovedforløbet, men i 2023 er det en nostalgisk karikatur.

Der er forskel på at være 16 og 26 år, og det kan ikke fixes med et ekstra grundforløb. Der er brug for, at vi spænder et sikkerhedsnet ud under dem, der tager en erhvervsuddannelse direkte fra grundskolen, for eksempel ved at sikre dedikerede lærepladser til alle – og ved at stille krav til høje pædagogiske standarder både i skole og oplæring/praktik.

Det kan betyde, at det i dag dominerende arbejdsmarkedsfokus i erhvervsuddannelserne må vige, men so be it. Selvfølgelig skaber det værdi, at uddannelserne er tæt på arbejdsgiverne, men arbejdsmarkedets parter, der gennem de faglige udvalg i dag har udstrakte beføjelser over uddannelserne, er ikke nødvendigvis kompetente til at sikre høj pædagogisk kvalitet.

Gymnasierne har haft held med at tilpasse sig de unge frem for at tvinge de unge til at passe til dem. Hvis erhvervsuddannelserne skal gentage den succes, er arbejdsgiverperspektivet nødt til at vige for læringsperspektivet. På trods af de gode, gamle traditioner.

Endelig bør vejledningsindsatsen droppe det uhensigtsmæssige fokus på én mulig karriere i en fjern fremtid. De unge skal være på arbejdsmarkedet til de er 70 år, så kontinuerlig uddannelse og jævnlige karriereskift vil blive normen.

Fokus i uddannelsesvejledningen burde i langt højere grad dreje sig om spørgsmål som: Hvilken form for læringsaktiviteter trives du med? Hvordan skal din skoledag se ud, hvis du skal være glad for at stå op og gå i skole hver dag? Hvad vil give dig glæde og energi de næste to-tre-fire år af dit liv? Måske det ville drage flere af de elever, der i dag sveder på skolebænken på gymnasiet, mod erhvervsskolernes mere praksispædagogiske faciliteter.

Tag fat om nældens rod

I sin tiltrædelsestale i Børne- og Ungeministeriet talte vores nye minister dunder imod uddannelsessnobberiet. Det giver håb. For det er altså ikke kun blandt eleverne og deres mødre og uddannelsesvejledere, at erhvervsuddannelserne har mindre prestige end gymnasiet. Som det fremgår ovenfor, er det en etableret og indlejret sandhed i de strukturer, der styrer uddannelserne – og dermed også i ministerens eget ministerium – at gymnasiet er mere værd.

Vil man reelt en forandring, er skærpede karakterkrav til gymnasiet ikke vejen frem. Det vil blot understrege uligheden og skærpe fokus på det boglige som det fineste og mest eftertragtede.

Derimod er der behov for at sikre en reel lige værdisættelse af uddannelserne i det regelgrundlag, uddannelserne hviler på. En lille træningsbane og en meget lavthængende frugt kunne være, at ministeriet tænker sin formidling og vejledning om EUX forfra med fokus på at skabe en balanceret og målgruppeorienteret fremstilling, der ikke forplumres af uddannelsesbekendtgørelsernes og de ministerielle organisationsstrukturers logikker.

Hvis erhvervsuddannelserne skal matche gymnasieskolens succes og blive dét, de unge vil have, må uddannelserne tilpasse sig de unge og deres behov – ikke det modsatte. Det vil sikkert kræve et opgør med arbejdsgiverhensyn og andet traditionstungt arvegods. Men kære minister – ret nu fokus mod nældens rod frem for bare at skrue endnu en tand på de krav, der stilles til de unge. Dét vil være at tage et voksent ansvar.