Debat

Direktør: SOSU er også en medalje værd

DEBAT: Medaljer signalerer værdi og stolthed, skriver direktør Elsebeth Melgaard fra SOSU C. I dag uddeler SOSU-faget ikke medaljer, men det vil direktøren gøre noget ved.

"Vi er klar til at udvikle en ”svendeprøve” til SOSU-eleverne, så de også kan blive en del af medaljefesten og bidrage til den faglige stolthed," skriver Elsebeth Melgaard.
"Vi er klar til at udvikle en ”svendeprøve” til SOSU-eleverne, så de også kan blive en del af medaljefesten og bidrage til den faglige stolthed," skriver Elsebeth Melgaard.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Elsebeth Melgaard
Direktør for SOSU C

Vi strækker hals for at se Dronningen ankomme til den smukt pyntede sal på Københavns Rådhus.

Stemningen er intens. Folk er festklædte. Lange kjoler, velpressede kjoler og hvidt.

Vi venter, men mest af alt venter de unge, nyuddannede håndværkere, som om et øjeblik skal modtage deres sølv- eller bronzemedalje for en flot svendeprøve. Måske er de også så heldige at få tildelt et legat til håndværksmæssig videreuddannelse.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det er rørende at se de unge bære deres faglighed og med stolthed tage imod medaljen, hilse på Dronningen og vide, at hele denne fest er sat i scene for at hylde hans eller hendes håndværk og faget.

Brug for opmærksomheden
Medaljeoverrækkelsen på Københavns Rådhus, som Haandværkerforeningen TEC og NEXT-uddannelse står for, har en lang historie.

Jeg glæder mig til en dag i fremtiden at se repræsentanter også for SOSU-faget modtage deres sølv- eller bronzemedalje.

Elsebeth Melgaard
Direktør for SOSU C

Jeg kommer fra SOSU-verdenen og er beæret over at deltage i festlighederne. Jeg tropper op i mit stiveste puds, der er smukt kreeret og syet af skrædderlærlinge i skolepraktik på Next-uddannelsen i København.

Jeg tror, det er unødvendigt at pointere, hvor vigtig en opgave SOSU-uddannede løser hos den enkelte borger og i samfundet.

Men på trods af det er det meget komplekst at få flere til at vælge SOSU.

SOSU har brug for både unge og voksne elever. SOSU har brug for, at fagets status løftes, og vi har i samarbejde med arbejdsgivere og andre uddannelsesudøvere mange initiativer, hvor vi målretter arbejdet mod øget rekruttering.

SOSU-faget deler ikke medaljer ud. I SOSU-verdenen har vi ikke et konkret produkt, en svendeprøve, der afslutter elevens uddannelse, men det er en tanke værd, om vi kan finde en måde at få del i festlighederne på, så vi også kan give medaljer for veludført ”svendeprøve”.

SOSU og erhvervsuddannelserne har brug for den positive opmærksomhed. Vi har brug for flere unge, der vælger en erhvervsuddannelse – og nej, det er ikke medaljen i sig selv, der får flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

Vi skal se på betydningen af medaljen. Den signalerer en værdi og stolthed, som kan være med til at tale betydningen af SOSU op. Blandt meget andet kan det give SOSU positiv værdi at tilbyde SOSU-fagets udøvere en stærk, stolt og betydningsfuld faglig identitet og få flere unge til at vælge SOSU.

Vi er klar
Vi taler om at få de håndværksmæssige fag tilbage i Folkeskolen. Det kan jeg kun hilse velkomment. Mit råd er – husk også de håndværksmæssige fag, der ikke har konkrete materialer at arbejde i og produkter at levere.

På SOSU C har vi et tæt og godt samarbejde med fagets arbejdsgivere. I skolen har vi ”værksteder”, læringsfaciliteter, der giver eleverne et realistisk miljø at arbejde i, så de er velforberedte, når de skal ud i virkeligheden hos de borgere, der har brug for pleje, hjælp og omsorg.

Vi er klar til at udvikle en ”svendeprøve” til SOSU-eleverne, så de også kan blive en del af medaljefesten og bidrage til den faglige stolthed.

Jeg glæder mig til at deltage i medaljeoverrækkelsen 2018 på Københavns Rådhus tirsdag 15. maj og glæder mig til en dag i fremtiden at se repræsentanter også for SOSU-faget modtage deres sølv- eller bronzemedalje.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00