Docent: Dannelse tages som gidsel i den neoliberale uddannelsespolitik

Af Thomas Engsig
Docent, Professionshøjskolen UCN 

Lad mig lige indledningsvist slå noget helt fast: Skolen kan ikke være ikke-dannende. Det er i min klare forståelse simpelthen en absolut umulighed. Det er kendetegnende for debatten om dannelse i skolen, at det ofte bliver et enten-eller.

Dermed ingenlunde sagt, at skolen og det pædagogiske og skolepolitiske sprog ikke har været (og til dels stadig er) i en art dannelsesmæssig krise – derom er der heller ingen tvivl.

Årsagen til at jeg overhovedet finder det nødvendigt, endsige afgørende, at slå dette fast med syvtommersøm, skyldes at vi for indeværende er vidner til en bemærkelsesværdig genkomst af dannelsesbegrebet i forbindelse med debatten af vores folkeskole samt pædagogik og uddannelse i det hele taget.

Når jeg anvender ordene dannelsens evige genkomst i denne klummes titel er det ikke blot en anerkendelse af den pædagogiske filosof, Brian Degn Mårtenssons bog

Pædagogikkens evige genkomst, der er en utrolig smuk og sigende titel, men en markering af, at på trods af at dannelse i skole, pædagogik og uddannelse aldrig forsvinder, da dannelse uomtvisteligt er indlejret i al undervisning og i de kundskaber, elever skal indføres i, så kan vi netop tale om en genkomst af dannelsesbegrebet i forhold til de samfundsmæssige måder at tale om skolen på, det vil sige en art diskursiv og politisk genkomst.

Jeg er bekymret for, at dannelsesbegrebet tages som gidsel i den aktuelle neo-liberale uddannelsespolitik.

Thomas Engsig
Docent, Professionshøjskolen UCN 

Det er unægtelig positivt, at vi i debatten om skolen, og hvad skolen overhovedet er til for, igen taler bredt om dannelse, men ikke desto mindre mener jeg, at vi ligeledes skal være på vagt overfor denne genkomst af dannelsesbegrebet.

Fra synlig læring til synlig dannelse                            
Siden den newzealandske uddannelsesforsker, John Hattie, i 2009 publicerede bogen Visible Learning, der i 2012 blev oversat til bogen Synlig læring, har læring, læringsmål og kompetencer på den ene side og dannelse og formål på den anden konstitueret en pædagogisk kampplads af format.

Stefan Herman skitserede i bogen: Hvor står kampen om dannelsen fra 2016, en regulær skyttegravskrig, hvor en politisk-administrativ logik indædt kæmper mod en pædagogisk-konservativ logik om spørgsmålet; hvad er skolen til for.

Det må være hævet over enhver tvivl, at John Hatties omfattende metaanalyser og konklusioner, samt mantraet til lærerne ”Know Thy Impact”, har sat gang i en veritabel læringgørelse af det pædagogiske sprog og en egentlig læringgørelse af skolens formål.

Det er den pædagogiske filosof, Gert Biesta, der på grundig vis i flere bøger har diskuteret, at vi for indeværende ser denne læringgørelse af det pædagogiske sprog og måderne hvorpå, vi tænker og praktiserer uddannelse på, hvilket bl.a. målene i reformen af vores folkeskole er et eklatant eksempel på.

Aldrig er der blevet talt så meget om at gøre læringen synlig for alle, hænge bannere op på skolers gavle med lærings-slagord og nedbryde fagenes mål i et nærmest uendeligt antal læringsmål - og samtidigt brugt så lidt tid og engagement på at diskutere, hvad skolen i grunden er til for, og hvad skolens dannelsesbidrag er og bør være.

Således burde man nødvendigvis være ovenud begejstret over dannelsesbegrebets genkomst i skoledebatten, men samtidigt spøger frygten for nye fænomener i baggrunden – er vi på vej mod synlig dannelse?

Dannelsens genkomst er nødvendig – i de rette gevandter                                
Som nævnt indledningsvist har dannelsen i skolen aldrig været væk, men den allestedsnærværende læringsiver har medført, at man i vid udstrækning er blevet blind for at knytte ideen om dannelse til spørgsmålet om, hvad skolen overhovedet er, samt hvad den er til for.

Når jeg dels er begejstret for dannelsesbegrebets genkomst i debatten om skolen og samtidigt kalder på agtpågivenhed, handler det om, at jeg er bekymret for, at dannelsesbegrebet tages som gidsel i den aktuelle neo-liberale uddannelsespolitik og blot bliver anskuet som et middel til mere læringsudbytte og således pakket ind i helt andre gevandter, der til syvende og sidst medfører en egentlig instrumentalisering af dannelsen, hvor denne ikke er et fænomen i sig selv, men alene er et middel.

Den kritiske opmærksomhed må således rette sig mod de former og udtryk, som dannelsesbegrebet tager, når det fremstår i debatten: er der tale om et instrumentelt og anti-pædagogisk dannelsesbegreb, hvor dannelse i skole, undervisning og pædagogik alene anskues som et middel, der tjener mål i læringgørelsens navn, så må vi nødvendigvis være kritiske.

Knytter dannelsens genkomst i skolen og debatten om undervisning og pædagogik derimod an til spørgsmålet om, hvad skolen er til for, samt omhandler elevens ”kommen ind i verden” og er knyttet til fagenes kundskaber og genstande, ja så er der tale om en egentlig genkomst, der ikke blot er pædagogisk nysprog eller neo-liberale skinmanøvrer, men snarere et udtryk for nogle vigtige og nødvendige bevægelser i vores folkeskoles stadige udvikling.

I den indeværende begejstring over dannelsens evige genkomst, der således er en glæde over en diskursiv og skolepolitisk genkomst, må vi kontinuerligt bestræbe os på være overordneligt kritiske overfor det forstillede dannelsessprog.