Eksperter anbefaler stor omkalfatring af gymnasiernes elevfordeling

FORDELT: Landets gymnasier skal deles ind i klynger. Inden for dem skal elever blandt andet fordeles efter karaktersnit. Sådan lyder hovedanbefalingerne fra en længe ventet ekspertgruppe.

En ekspertgruppe med tidligere V-minister Rikke Hvilshøj i spidsen har leveret anbefalinger til fremtidens elevfordeling. 
En ekspertgruppe med tidligere V-minister Rikke Hvilshøj i spidsen har leveret anbefalinger til fremtidens elevfordeling. Foto: /ritzau/Lars Krabbe
Tyson W. LyallSimon Engell Kjøller
Fakta
Ekspertgruppen bestod af:

* Rikke Hvilshøj (formand). Adm. direktør i Dansk IT og tidligere integrationsminister.
* Torben Rugberg Rasmussen. Lektor ved Syddansk Universitet.
* David Dreyer Lassen. Professor ved Københavns Universitet.
* Søren Brøndum. Rektor på Herning Gymnasium.
* Peter Hvid Amstrup. Tidligere adm. direktør på Rybners.
* Kirsten Jensen. Tidligere rektor på Hvidovre Gymnasium & HF.

Der skal slås helt nye streger på Danmarkskortet, hvis det står til ekspertgruppen, som har set på gymnasiernes elevfordeling.

Efter mere end et års venten offentliggjorde gruppen torsdag aften sin rapport om, hvordan man kan få brudt opdelte gymnasier op og få understøttet udkantsgymnasierne.

Hovedanbefalingen lyder, at der skal laves en såkaldt klyngemodel, som inddeler hele landet i zoner med tre eller flere afdelinger i hver (en institution kan have flere afdelinger, red.).

Dokumentation

Hvad er en klyngemodel?

Ekspertgruppen anbefaler, at der skal laves klynger af afdelinger (forstået som et enkelt udbud af én uddannelse).

En klynge skal bestå af tre eller flere afdelinger, som kan gå på tværs af regioner og de eksisterende fordelingsudvalg.

Hele landet skal inddeles i klynger.

Hver gymnasial uddannelse får sin egen klynge. Derfor bliver der en klynge kun til stx, en til hhx, en til htx og en til hf.

Se geografiske eksempler på klynger her.

I klynger, hvor der ikke er udfordringer med elevsammensætningen, vil den være ”hvilende”.

Det betyder, at elevfordelingen her skal ske efter de nuværende regler på det almengymnasiale område. Ansøgere, som bor i hvilende klynger, vil derfor kunne blive optaget på deres førsteprioritet, hvis den ikke er overansøgt.

Ekspertgruppen foreslår at lade regionerne beslutte, om en klynge skal aktiveres.

Derudover vil rektoren eller lederen på den enkelte afdeling kunne kræve, at klyngen aktiveres, hvis elevsammensætningen på afdelingen ”giver anledning til faglige, pædagogiske eller sociale udfordringer”.

Hvordan skal eleverne fordeles indenfor de aktive klynger?

Ekspertgruppen foreslår at fordele eleverne med udgangspunkt i deres faglige niveau fra grundskolen.

Det skulle give en mere blandet elevsammensætning, da elever med udenlandsk herkomst ifølge eksperterne generelt har lavere karaktergennemsnit fra grundskolen.

Derfor er forventningen at fordeling på baggrund af fagligt niveau fra grundskolen blandt andet vil give en mere blandet elevsammensætning i forhold til ”socioøkonomi, faglige udfordringer og også i forhold til herkomst”.

Ansøgerne får stadig har mulighed for at prioritere afdelingerne indenfor klyngen, og man kan ifølge eksperterne ikke helt undgå, at ansøgere med samme herkomst kan have en tendens til at søge mod de samme afdelinger.

Først skal der ske en fordeling af de 25 procent af ansøgerne, som har det laveste gennemsnit ved folkeskolens afgangsprøver og 10. klassesprøver.

Eksperternes vurdering er, at denne fordeling ”vil kunne gøre en reel forskel i forhold til at sikre en anden elevsammensætning og samtidig balancere hensynet til det frie valg”.

Efterfølgende fordeles de resterende 75 procent. Hvis en afdeling i klyngen er overansøgt, vil ansøgere med kortest afstand have forrang.


Altinget logoUddannelse
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget uddannelse kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00