Erhvervsskole bøder for millionsnyd
TILBAGEBETALING: Snyd med tilskud til kursister fra rengøringsselskabet Forenede Service rammer Erhvervsskolen Nordsjælland, der skal betale 5,4 millioner kroner tilbage til statskassen.
Erik Bjørn Møller
JournalistErhvervsskolen Nordsjælland skal betale 5,4 millioner kroner tilbage til statskassen efter snyd med tilskud til 149 kursister fra rengøringsselskabet Forenede Service, skriver Fagbladet 3F.
Pengene skal betales til statskassen i begyndelsen af januar, lyder det i en beslutning fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i Undervisningsministeriet.
Årsagen er, at Erhvervsskolen Nordsjælland og Danmarks næststørste rengøringsfirma, Forenede Service, ud fra "urigtige oplysninger" og "fejlagtige indberetninger" har modtaget statsstøtte for arbejdsmarkedskurser for 149 kursister. Styrelsen mener, at tilskuddet fra staten er blevet udbetalt for skoleaktivitet, der ikke har fundet sted eller ikke fandt sted i kursisternes arbejdstid.