Debat

Produktionsskole: Debatten om FGU mangler de unges stemme

DEBAT: Man kan næsten få på fornemmelsen, at debattørerne glemmer, hvem den forberedende grunduddannelse er til for. Lad de unge blive hørt, det er trods alt dem, der bedst selv kender deres behov, skriver Henrik Bruun, Esbjerg Forberedende Erhvervsskole.

Det er vigtigt, at politikerne lytter til de unges behov, skriver Henrik Bruun.
Det er vigtigt, at politikerne lytter til de unges behov, skriver Henrik Bruun.Foto: Colourbox
Kristian Tolbøll
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henrik Bruun
Forstander, Esbjerg Forberedende Erhvervsskole (EFE)

Louise har aldrig fået ros i folkeskolen og har ingen selvtillid. Freja lider af en sjælden sygdom, narkolepsi, hvilket har sat hende fagligt langt bagud. Morten fik ansvaret for sine små søskende i en alder af 15 år og kunne ikke koncentrere sig om skolen.

De unges stemmer bliver ikke hørt
Skæbnerne bag eleverne på Esbjerg Forberedende Erhvervsskole er mange, ligesom på landets andre produktionsskoler. Eleverne kommer fra mange samfundslag og med mange forskellige indgangsvinkler til det at tage en uddannelse.

Der eksisterer mange årsager og grunde til, at eleverne har brug for en anden vej til at komme i uddannelse og arbejde. Eleverne har forskellige behov, ønsker og meninger. Fælles for dem er, at de kender deres behov bedst.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Men det er ikke stemmerne fra de unge på produktionsskolerne, som er blevet hørt i debatten om den kommende forberedende grunduddannelse. Folk med partifarver på reversen, lokalpatrioter, som forsvarer deres sogn, og ildsjæle, som brænder for deres område, har sat sig på debatten.

Er vi voksne klogere end de unge? Spørgsmålet om, hvordan vi møder de unges behov bedst er komplekst og kræver som minimum, at de unge bliver hørt.

Jeg står i den situation, at jeg får hjælp af min far, for ellers kunne jeg ikke få det til at hænge sammen.

Ida
Elev på FGU

Nogle gange kan man næsten få på fornemmelsen, at debattørerne glemmer, hvem den forberedende grunduddannelse er til for. For de unge vil gerne høres. Det fandt vi ud af, da Esbjerg Forberedende Erhvervsskole underviste i demokrati og samfund og i den forbindelse arrangerede en tv-debat om den forberedende grunduddannelse – med eleverne som hovedpersoner.

Hør på eleverne 
For Freja er det vigtigt, at ordblinde får ret til at få undervisning i løbet af skoledagen.

”Jeg ved godt, at nogle synes, at vi skal have det uden for undervisningen, men det synes jeg er dybt forkert. For vi kan ikke gøre for, at vi er ordblinde,” sagde hun i debatten.

Louise lagde vægt på, at engelsk er et vigtigt fag, som spiller en stor rolle i elevernes hverdag og vil blive ved med at gøre det i en fremtid på arbejdsmarkedet.

”Det ville være rart at kunne forbedre sin karakter i engelsk,” argumenterede hun.

Andre igen snakkede om økonomien. At det er vigtigt, at eleverne kan leve af den skoleydelse, som de modtager på skolerne.

”Jeg står i den situation, at jeg får hjælp af min far, for ellers kunne jeg ikke få det til at hænge sammen,” sagde Ida, som også argumenterede for, at eleverne på forberedende grundforløb skal have mulighed for at bo på skolehjem.

På Esbjerg Forberedende Erhvervsskole lægger vi vægt på at høre elevernes meninger. De kender bedst deres egen hverdag og behov, og spørger man dem, vil de gerne indgå i en seriøs diskussion om fremtiden for forberedende grundforløb. Derfor arrangerer vi valgmøde på skolen 15. november. Og derfor arrangerede vi tv-debatten.

Jeg vil også opfordre dig til at høre de unges stemme. Om ikke på anden vis, så gå ind på Esbjerg Forberedende Erhvervsskole og hør tv-debatten, hvor de unge debatterer om forberedende grundforløb. Nogen skal jo sørge for, at de unge bliver hørt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00