FADD: Faglige evner er vigtige - men der skal også være plads til de sociale

Af Søren Skjødt formand for FADD og forstander på Godhavn, Frants Christensen bestyrelsesmedlem i FADD og leder på dagbehandlingsinstitutionen Kejserdal & Henrik Kaustrup, konsulent i FADD

Langt de fleste mennesker opfatter folkeskolen som en vigtig uddannelses- og dannelsemæssig grundsten i vores demokrati.

I forbindelse med opfølgningen på folkeskolereformen, er vi, der arbejder på udsatte børn og ungeområdet, optagede af to centrale spørgsmål:

1. Hvordan kan lovgivningen fremme udsatte børn og unges reelle deltagelse i læringsfokuserede fællesskaber?
2. Hvordan kan vi som praktikere – med udgangspunkt i gældende lovgivning - medvirke til at skabe de bedste læringsbetingelser for de udsatte børn og unge?

Der er kun gode grunde til at fremme udsatte børn og unges deltagelse og fastholdelse i uddannelsesaktiviteter.

Først og fremmest for børnenes og de unges egen skyld.

Lysten til og behovet for at leve et liv præget af autonomi, integritet og værdighed er bærende ledetråde i såvel det enkelte menneskes frisættelse som en forudsætning for opretholdelsen af en demokratisk velfærdsstat.

Vi skal sørge for, at der er adgang til et mentalt udsigtstårn, hvor børn kan gå op og få øje på livet i en folkeskole, og de skal kunne se konturerne af, hvad det kræver at gå der.

Søren Skjødt, Frants Christensen, Henrik Kaustrup, Foreningen af Døgn- og Dagtilbud

Udsatte børn og unge ønsker sig mest af alt at være som de andre. Hertil kommer afkastet af investeringen set i et større samfundsmæssigt perspektiv.
Længere nede på listen kommer vores muligheder for at leve op til konventioner, regeringsmål og internationale komparative undersøgelser.

For os at se er det helt afgørende, at udsatte børn og unge får en koordineret, individuel, timet, målrettet og (delvist aftagende) håndholdt indsats - så længe det giver mening.

For langt de fleste udsatte børn og unge, der i en kortere eller længere periode ikke kan profitere af at gå i en almindelig folkeskoleklasse, skal det være målet, at de kommer til det.

Reelt tålt ophold
Vi ved, at der er børn i den danske folkeskole, der oplever - og reelt er - på tålt ophold; med lavt fagligt udbytte og uden betydningsfulde relationer til andre børn.

Vi ved også, at der er nogle børn, der på grund af lav intelligens, handicap, psykisk sygdom eller alvorlige tilknytningsforstyrrelser sjældent vil komme til at profitere af et undervisningstilbud i en almindelig folkeskoleklasse.

Det er vores erfaring, at ’både-og løsninger’ fremmer dels udsatte børn og unges læringslyst og generelle udvikling af læringskompetencer, og løsningerne kan hindre tilbagefald.

Det er derfor vigtigt, at læringsindsatsen tilrettelægges med udgangspunkt i det enkelte barn, dets specifikke forudsætninger, ressourcer og potentiale, samarbejdet mellem de professionelle og med inddragelse af forældre og andre netværkspersoner med henblik på, at barnet kan bevæge sig fleksibelt og udviklingsorienteret mellem de miljøer, der har fokus på, at barnet skal lære at lære.

I bedste fald er bevægelsen fremadrettet, men den kan også være tilbagerettet, hvilket typisk sker i forbindelse med det, barnet oplever som negative sociale begivenheder.

Nogle børn og unge har brug for et særligt intensivt læringsforløb i en intern skole, specialskole eller i et dagbehandlingsmiljø. Nogle bor hjemme eller på eget værelse; andre på en døgninstitution.

Viden, forudseenhed, koordinering og timing skal afgøre, hvornår og hvordan et barn kan indgå i en normalklasse:

• på fuldtid eller
• deltid eller
• i perioder eller
• i forhold til enkelte fag

Børn skal - når de kan - ud i de proaktive miljøer, der medskaber deres oplevelse af normalitet – afstemt efter deres kompetencer.

Nogle af de udfordringer, vi har haft siden reformens ikrafttræden, har handlet om de længere skoledage, forpligtelsen på fuld fagrække og - specielt for de mindre skolers vedkommende - de skemamæssige problemer med at skabe et match mellem børnenes individuelle fag-behov og de lærerressourcer, man har til rådighed. Derudover også de begrænsede økonomiske muligheder for at ansætte/leje faglærere og at indrette eller leje faglokaler, som følge af de mindre budgetter.

Disse vilkår anerkender vi samtidig med, at kendsgerningerne kalder på både at øge samarbejdsfrekvenserne eller partnerskaberne mellem specialområdet og lokale folkeskoler, men også på en prioritering af, hvad der er vigtigst i bestemte perioder af et barns liv.

En helhedsorienteret sammenhæng
Fra forskningen ved vi, at skole, uddannelse og beskæftigelse er og bliver centrale beskyttelsesfaktorer i udsatte børn og unges liv.

Men det er evnen til at kunne begå sig personligt og socialt også. Den arbejdsmarkedskultur, som børnene skal kunne fungere i, er præget af kompleksitet, metakommunikation og samarbejde på tværs af sektorer og grænser.

Det er derfor vigtigt, at der er en helhedsorienteret sammenhæng mellem udviklingen af de skolefaglige kompetencer og arbejdet med de behandlingsmæssige opgaver for den målgruppe, der benytter sig af interne skoler, specialskoler eller dagbehandlingsmiljøer.

Det kan i den forbindelse fremme nogle børns udvikling, at arbejdet med de behandlingsmæssige opgaver foregår i andet regi end de skolefaglige opgaver. For andre børn er det netop centralt, at arbejdet foregår på den samme matrikel med de samme pædagoger og lærere.

Vi er samfundsmæssigt blevet meget optagede af, at udsatte børn og unge udvikler deres skolefaglige kompetencer. Og det skal vi blive ved med. Ambitiøst og realistisk.

Men vi må fastholde vigtigheden af, at nogle udsatte børn - enten sideløbende eller som adskilte processer - får mulighed for at fokusere på også de personlige og sociale kompetencer:

Det er rigtig godt at kunne matche indholdet i den faglige del af en jobprofil, men hvis man ikke aktivt kan deltage i snakken i pausen, i omklædningsrummet eller på vej hjem fra arbejde, kan eksklusionsforløbet være sat i gang.

Vi er glade for, at SFI-rapporten “Anbragte børn skolegang på intern skole” (2016), understreger den samme pointe.

Vi skal fastholde kompleksiteten i opgaverne, men for børn og forældres skyld skal vi i nogle sammenhænge kompleksitetsreducere for overblikkets og målrettethedens skyld.

For også at tage hensyn til de kommuner, der har tendens til at fortolke indsatsen for de mest udsatte børn og unge for snævert (med endimensionelt fokus på enten skolefaglighed eller på udviklingen af personlige og sociale kompetencer) eller for bredt (uden fokus), må vi derfor bede om en lovgivning, der knivskarpt beskriver den vigtige sammenhæng mellem den skolefaglige og den behandlingsmæssige indsats.

En nuanceret lovgivning
Vi har brug for en lovgivning, der lægger op til, at indsatsen for og sammen med børn, unge og deres forældre fra de interne skoler, specialskolerne og dagbehandlingsområdet tager udgangspunkt i det enkelte barn, dets egne og forældrenes ressourcer. Og parternes potentiale.

Vi har brug for en lovgivning, der nuanceret og balanceret anerkender, at børn er forskellige: Nogle børn har let ved at gå i en folkeskole, nogle har ikke, nogle kan komme til det. Og nogle kommer (måske) aldrig til at kunne det.

Det er blandt andet for at kunne skabe perspektiver for de sidste tre kategorier, at vi har dagbehandlingsinstitutioner, specialskoler, heldagskoler og interne skoler.

Og vi har brug for en lovgivning, der betoner vigtigheden af hensynet til det udsatte barn mere end hensynet til de kommunale budgetter.

Det er så vores opgave som praktikere i spændet mellem strukturel forudsigelighed og metodisk dynamik at sikre sammenhæng i udviklingen af børnenes alsidige kompetencer.

Vi har en forpligtelse til at skabe et helhedsorienteret og afvekslende uddannelsesmiljø, der skal ligne det, det skal være: En skole for børn – hvor de voksne omkring og med børnene finder løsninger på tværs af faggrænser og siloer i kommunerne.

Vi skal sørge for, at der er adgang til et mentalt udsigtstårn, hvor børn kan gå op og få øje på livet i en folkeskole, og de skal kunne se konturerne af, hvad det kræver at gå der.

Vi skal kunne anvise vejen dertil. Trivsel er en forudsætning for læring. Læring er en forudsætning for trivsel.