Debat

Formand: Fortsæt arbejdet med de erhvervsrettede fremmedsprog

DEBAT: Selvom der er kommet nye ministre på uddannelsesområdet, er det vigtigt, at arbejdet med den nationale strategi for fremmedsprog fortsætter. Sådan lyder opfordringen fra formanden for Kommunikation og Sprog, der samtidig præsenterer et par af de udfordringer, som de to nye ministre formentlig vil støde på.

Foto: Forbundet Kommunikation og Sprog
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Per Lindegaard Hjorth
Formand for Forbundet Kommunikation og Sprog og medlem af Uddannelsesministeriet referencegruppe vedrørende en national strategi for fremmedsprog

På en større konference 17. november om en national sprogstrategi gav de to daværende ministre på området, Ulla Tørnæs (V) og Ellen Trane Nørby (V), henholdsvis Uddannelses- og Undervisningsministeriet, et klart og fælles tilsagn om at ville udarbejde en national strategi for fremmedsprog.

Fortsæt arbejdet
Embedsværket har været i gang et stykke tid. Meldingerne har været et udspil fra regeringen medio januar 2017. Nu er de to ministre draget til andre ressortområder og efterlader dermed et tomrum.

Vores ønske, vores håb og vores opfordring til de nye ministre på området, henholdsvis Søren Pind (V) og Merete Riisager (LA) er naturligvis, at de vil løfte det fortsatte arbejde med den nationale sprogstrategi. Vi håber derfor de nye ministre læser med. Gør de det, vil de møde nogle centrale udfordringer.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Sprogmiljøer og bedre kvalitet
For det første skal sprogmiljøerne bevares. Det er vigtigt, at vi til enhver tid har et fremmedsprogligt beredskab. Det er dyrt, miljøerne er små, og uddannelserne og forskningen er oppe imod frafald, dimensionering, fremdriftsreform og manglende søgning.

For det andet skal kvaliteten forbedres. Det vil formentlig øge søgningen og reducere frafaldet. Blandt andet skal sammenhængen mellem sprog og kultur i fokus, så sprogrådgivere også bliver kulturrådgivere. Til det formål er en taxameterforhøjelse nødvendig.

Vores ønske, vores håb og vores opfordring til de nye ministre på området, henholdsvis Søren Pind (V) og Merete Riisager (LA), er naturligvis, at de vil løfte det fortsatte arbejde med den nationale sprogstrategi.

Per Lindegaard Hjorth
Formand for Forbundet Kommunikation og Sprog

Desværre er ledigheden for de sproguddannede for høj. Ledigheden skal ned. For hvorfor skal man investere i at bevare sprogmiljøerne og styrke kvaliteten, hvis kandidaterne alligevel bliver uddannet til ledighed? Måske skal optagelseskriterierne skærpes, måske skal universiteterne aftale en arbejdsdeling, måske skal miljøerne være mindre, bedre og stabile.

Voksende efterspørgsmål, men høj ledighed
En frisk undersøgelse fra Dansk Industri viser, at virksomhederne har brug for fremmedsprog i eksportarbejdet. Tal fra Uddannelsesministeriet viser, at antallet af stillingsopslag med krav om sprog vokser, og antallet af stillingsopslag efter sprogspecialister vokser også. Tal fra Kommunikation og Sprog viser, at oversættervirksomhederne i Danmark leverer en bred vifte af sprog til dansk erhvervsliv. Behovet for fremmedsprog er erkendt, efterspørgslen på sprog og sprogkyndige vokser.

Alligevel er uddannelsesmiljøerne skrøbelige og ledigheden for høj. Hvad er der galt? Vi skal fra mismatch til match. Vi håber, at vi i en fælles indsats kan få knækket nødden til gavn for dansk eksport. Vi håber, de nye ministre vil være med. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00