Debat

Forsker: Fælles sprog om læring fjerner uheldigt karakterfokus

DEBAT: Nyt forskningsprojekt har vist, at det er gavnligt for gymnasieelever at opbygge en anden tilgang til dem selv som lærende personer, end hvad der er fokus på i dag. Hvis det uheldige karakterræs skal væk, skal der startes med at opbygge et fælles sprog om læring, mener forskningslederen Jan Alexis Nielsen. 

En forskergruppe på Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet har gennemført projektet "Gymnasiet tænkt forfra".
En forskergruppe på Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet har gennemført projektet "Gymnasiet tænkt forfra".Foto: Colourbox
Sara Ridder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan Alexis Nielsen
Lektor og forskergruppeleder på Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet

Der kører for tiden en højlydt debat om såkaldt læringsmålstyret undervisning. Groft forsimplet mener den ene part, at det store politiske fokus på læringsmål leder til et reduktionistisk syn på undervisning, hvor undervisningen kommer til at gå ud på, om elever kan reproducere viden og udvise tegn på opfyldelse af målkriterier. Lige så groft forsimplet mener den anden part, at uden klare og tydelige læringsmål kan lærer og elev ikke samarbejde om, at eleven løbende kommer tættere på at opfylde målkriterierne.

Det er en giftig debat, der er svær at komme ud af på en værdig måde. Desværre er det faglige aspekt af debatten ofte blandet med en masse ondt blod og gensidig mistro efter en ny overenskomst og reform i folkeskolen og en ny overenskomst og antræk til nye reformer i gymnasiet.

Fakta
Bland dig i debatten!
Skriv til [email protected]

Begge sider har ret
Det er pokkers, fordi som det jo ofte er tilfældet har begge (her karikerede) parter lidt ret. Vi kan som samfund ikke være interesserede i, at vores elever i større grad end nu opbygger en reproducerende orientering mod at præstere, hvor deres fokus alene er at udvise tegn på, at de opfylde målkriterier til eksamen.

Konklusionen er derfor ikke, at målstyret undervisning i selv er godt eller skidt. Konklusionen er nærmere, at der ligger nogle meget interessante potentialer i at opbygge et vedvarende fagdidaktisk og pædagogisk samarbejde mellem lærere og mellem lærere og elever om at give mening til bestemte læringsmål i gymnasiet.

Jan Alexis Nielsen
Forskergruppeleder på Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet

En del forskning viser da også, at elevers fokus på dem selv som lærende personer er langt mere konstruktivt for deres læring. På den anden side viser forskningen, at kort- og langsigtede læringsmål er vigtige redskaber til at understøtte læring.

I stedet for at vælge side i debatten, vil jeg forsøge at kvalificere den ved at pege på resultater fra projektet Gymnasiet tænkt forfra. Her er nemlig et påfaldende vidnesbyrd om, at en bestemt måde at arbejde med nye læringsmål kan føre til mindre reproduktion og opfostrer elever, der har fokus på deres egen mestring og læringsproces frem for på blot at præstere.

Kompetenceramme
Gymnasiet tænkt forfra var et treårigt projekt blandt seks gymnasier. I projektet omorganiserede man undervisningen i en klasse på hvert af de seks gymnasier i hele klassens gymnasietid. Et af projektets mål var, at undervisningen skulle styrke elevernes innovationskompetencer. Konkret betød dette, at den faglige undervisning typisk skete i rammen af forløb, hvor eleverne skulle bruge fagene til at arbejde med problemer fra praksisfelter ude i den virkelige verden. 

Men da projektet startede i 2012, var der ikke en fælles dansk ramme at forstå innovationskompetence ud fra. Det betød, at de deltagende lærere blev kastet ud i en proces om at undersøge, hvordan man kan forstå innovationskompetence som læringsmål i gymnasiet. Det vil sige, at lærerne opbyggede et fælles sprog om innovationskompetence ved at sætte ord på, hvordan de kan se på deres elever, om de er i gang med at tilegne sig disse kompetencer.

Den kompetenceramme omkring innovation, som lærerne udviklede blev et konsistent referencepunkt i planlægningen, udførelsen, og evalueringen af undervisningen i de relativt tætte lærerteams rundt om hver klasse. Men ikke nok med det. Lærerne inddrog i høj grad deres elever i arbejdet med at give mening til innovationskompetence. Med andre ord blev sproget om de nye kompetencer et fælles sprog blandt både lærere og elever. Vi kan i interviews med elever og lærere se, at der i projektklasserne har været en konsistent fokus på tilegnelsen af kompetencer.

Elevernes syn på sig selv
Vi kan se en markant tendens til, at projekteleverne igennem deres gymnasietid har opbygget en anden tilgang til dem selv som lærende personer end de kontrolelever fra de samme gymnasier, som vi også interviewede. Her spurgte vi blandt andet eleverne, hvad de lærer i gymnasiet. Sat på spidsen kan vi sige, at kontroleleverne generelt svarer, at de lærer fagene og at skrive opgaver – kort og præcist.

Projektelevernes fortælling om hvad de lærer, er også præcise, men de er alt andet end korte. Her fortæller projekteleverne om en række kompetencer, som de er i gang med at tilegne sig, og om hvordan de er ved at tilegne sig disse. Projekteleverne virker langt mere skarpe på, hvad det er de kan, og hvordan det kan være vigtigt for dem – for eksempel senere hen på uddannelser og i arbejdssituationer. Men vigtigst af alt får man indtrykket af, at vi har med nogle mennesker at gøre, som er langt mere bevidst om, hvordan de lærer, og hvad der skal til for at netop de lærer noget. 

Vores interviews med lærerne i projektet indikerer også, at projekteleverne, fra lærernes perspektiv er blevet mere bevidste og reflekterede omkring deres egen læring end hvad lærerne ellers er vant til. Frem for alt er der klare tegn på, at projekteleverne ikke har opbygget det samme karakterfokus (præstationsorientering), som andre elever opbygger i gymnasiet. Som nogle af lærerne udtrykker det: De genfinder ikke den ”absurde fokus på karakterer” i projektklasserne, og i projektklassen er de er ikke vidne til den ”stille lidelse”, som kendetegner elever, der gør deres skolearbejde for blot at kunne præstere over for et system.

Mindre fokus på præstation og karakterer
Også vores omfattende spørgeskemaundersøgelse blandt eleverne viser, at projekteleverne i mindre grad end kontroleleverne opbyggede en præstationsorientering i deres gymnasietid. For eksempel kan vi se, at frygten for at fejle – enten ved at dumme sig over for læreren, eller at andre tænker dårligt om ens arbejde – bliver en større og større motivationsfaktor for kontroleleverne mellem 1.g og 3.g, mens den bliver mindre og mindre for projekteleverne. Derudover trives projekteleverne langt bedre end kontroleleverne med at blive stillet ukendte problemstillinger, hvor de ikke lige ved, om de kommer helskindet i land.

Det skal her understreges, at projektelevernes opbygning af mestringsorientering ikke skete på bekostning at fravær og karakterer. Projekteleverne er til eksamen blevet målt på de samme kriterier som kontroleleverne og ved afslutningen af projektet var der ikke forskel på projekt- og kontrolelevernes karakterer.

Man kan ikke direkte påvise, hvad der ledte til projektelevernes mestringsorientering. Hertil har vi brug for mere forskning. Men det er min vurdering, at lærernes konsistente arbejde med at give mening til de nye læringsmål var en afgørende faktor.

Konklusionen er derfor ikke, at målstyret undervisning i selv er godt eller skidt. Konklusionen er nærmere, at der ligger nogle meget interessante potentialer i at opbygge et vedvarende fagdidaktisk og pædagogisk samarbejde mellem lærere og mellem lærere og elever om at give mening til bestemte læringsmål i gymnasiet.

Men for at høste disse potentialer kræves det, at der gives tid, plads og støtte til at opbygge en kultur om at skabe et fælles sprog om kompetencer og kompetencetilegnelse. Det vil i første omgang handle om at sikre, at det eksisterende tværfaglige samarbejde mellem lærerteams rundt om en klasse bliver til et egentligt pædagogisk-didaktisk samarbejde, der rækker ud over koordinering af lavpraktiske opgaver.

Men det vil også handle om at sikre meningsfuldt kollegialt samarbejde om faglig undervisning, der skal fremme især de nye generiske kompetencer så som innovation. Og dette arbejde må nødvendigvis tage udgangspunkt i at operationalisere disse kompetencer – for eksempel ved at opstille læringsprogressionsskemaer for de enkelte kompetenceelementer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00