Forskere: Den Kolde Krig dikterer vores uddannelsespolitik

Af Christian Ydesen og Frederik Forrai Ørskov
Aalborg Universitet

Selvom skolebørn verden over først stiftede bekendtskab med PISA omtrent et årti efter murens fald, er programmet altså ikke desto mindre en udløber af Den Kolde Krig. Fokus på optimering og en tiltro til testresultater som objektive indikatorer på et lands styrker og svagheder på forskellige samfundsområder går igen.

Christian Ydesen og Frederik Forrai Ørskov            

I løbet af marts måned testede OECD igen 15-årige verden over i deres skolekundskaber.

Som det har været tilfældet ved alle tidligere PISA-runder, skal det nok trække overskrifter, når resultaterne foreligger i december 2019. I løbet af de foregående seks testrunder er det nemlig lykkedes for OECD at markedsføre PISA som guldstandarden, når det gælder evaluering af kvaliteten af nationale uddannelsessystemer.

Som en tilsyneladende objektiv bedømmelse af uddannelseskvaliteten i testlandene er PISA blevet dagsordensættende inden for uddannelsespolitikken over hele kloden – også i dansk sammenhæng, hvor testresultaterne i medierne og blandt politikere bliver brugt til at postulere et behov for reformer.

PISA-testene er ikke neutrale
Men PISA-testene er ikke neutrale. De anlægger et økonomisk orienteret perspektiv på uddannelse og er desuden et direkte resultat af den koldkrigstankegang, der har præget OECD, siden organisationen blev grundlagt i 1961.

OECD har ingen lovgivende magt, men når organisationen alligevel er enormt indflydelsesrig på uddannelsesområdet, er det, fordi den mestrer kunsten at styre gennem tal.

Tallene er en stor del af hemmeligheden bag PISA-programmets indflydelse blandt politikerne og i den offentlige debat: Numeriske indikatorer og testresultater er omgivet af en aura af neutralitet, pålidelighed og videnskabelighed.

Men i selve udformningen af testene, i deres opgørelsesmetoder, genstandsfelter og kategorier foretages valg, der i høj grad dikteres af OECD’s egne værdier.

Effektivitet og planlægning baseret på tal
Vil man forstå dem, må man forstå OECD’s og PISA-testens historie.

Som en OECD-embedsmand udtrykte det på OECD’s første uddannelseskonference i Washington i 1961, så er ”kampen for uddannelse for vigtig til at blive overladt til uddannelsesfolk”. I stedet var der ifølge OECD brug for planlægning baseret på tal og med et målrettet blik for optimering og effektivitet.

Allerede her spillede statistik en afgørende rolle. Det skyldes blandt andet, at mange af de ledende figurer i det tidlige OECD og dets forløber, OEEC, havde tjent som militære rådgivere under Anden Verdenskrig og var med til at udvikle en særlig kvantitativ tilgang til militære beslutninger – såkaldt operationsanalyse – hvis metoder de siden overførte på andre dele af samfundslivet.

Et resultat af Den Kolde Krigs kapløb
OECD blev oprettet i det såkaldte Sputnik-moment: Det var lykkedes Sovjetunionen at sende den første satellit i kredsløb i 1957 og i samme ombæring at gøre især amerikanske politikere nervøse for, om Vesten haltede bagefter i Den Kolde Krigs teknologiske og videnskabelige kapløb.

Ifølge mange af OECD’s tidlige programmer skulle ”kampen for uddannelse” føres gennem øget planlægning ved hjælp af de nyeste, videnskabelige kvantitative redskaber og med henblik på en konstant optimering af uddannelsessystemerne, så man fik mere teknologisk viden for pengene.

Den samme tankegang ligger til grund for PISA-programmet. Således blev forstudiet til PISA, OECD’s Indicators of Education Systems (INES)-projekt, sat i søen i 1988 på baggrund af en rapport fra Reagan-administrationen, der i høj grad tog afsæt i koldkrigstankegangen.

Rapporten fra 1983 med den sigende titel ”A Nation at Risk” konkluderede, at kvaliteten af det amerikanske uddannelsessystem var for nedadgående. Den gav anledning til et nybrud i amerikansk uddannelsespolitik, hvor testning herefter blev en uddannelsesmæssig hjørnesten. Med PISA-testene tilskynder OECD netop den tilgang i resten af verden.

Testresultater som objektive indikatorer
Selvom skolebørn verden over først stiftede bekendtskab med PISA omtrent et årti efter murens fald, er programmet altså ikke desto mindre en udløber af Den Kolde Krig. Fokus på optimering og en tiltro til testresultater som objektive indikatorer på et lands styrker og svagheder på forskellige samfundsområder går igen.

Dermed er PISA-programmet også udtryk for en standardisering af, hvad uddannelse er, og hvilke kompetencer en grunduddannelse bør udruste de studerende med, uanset om de uddannes til arbejdsmarkederne i Rio de Janeiro, København eller Seoul. Der tages til gengæld ikke højde for, hvilke visioner og målsætninger det enkelte land har for sit uddannelsessystem; det til trods for at disse som regel er resultatet af demokratisk samtale og bygger på en lang læringstradition.

PISA-testen har en historie, der er nært knyttet til OECD’s historie, og ikke mindst til organisationens anstrengelser for først at skabe og siden bevare en dominerende position i forhold til at definere, hvad der globalt set forstås som god uddannelse. Forstår man ikke den historie, kan man ikke forstå, hvilke konsekvenser det har, når vi lader vores uddannelsessystems indretning diktere af, hvordan vi får skrabet flest PISA-point sammen.