Forskningschef: Pædagogers praksis skal ikke ensrettes

DEBAT: Danmarks største uddannelse, pædagoguddannelsen, er i øjeblikket til debat. Her er det afgørende, at uddannelsens praktiske vidensgrundlag prioriteres frem for et snævert fokus på teoretisk viden, skriver Andreas Rasch-Christensen.

Af Andreas Rasch-Christensen
Forsknings- og udviklingschef, VIA University College

Mandag 29. april blev der afholdt høring om fremtidens pædagoguddannelse på Christiansborg.

Arrangementet kan ses i samspil med det sandsynlige valgkampstema omkring dagtilbud og normeringer. Hvis der forhåbentlig kommer flere uddannede voksne i de danske vuggestuer og børnehaver, så er det relevant at drøfte, hvordan Danmarks største uddannelse kan blive endnu bedre. Den skal jo ideelt understøtte de flere pædagoger i deres daglige praksis.

Ved høringen blev der også vendt forhold, der antageligt ikke bliver et højt prioriteret valgkampstema. Ikke grundet manglende væsentlighed. Nærmere fordi det kan være vanskeligt at formidle. Der blev talt om, at pædagoguddannelsen og den pædagogiske praksis skal styrkes gennem mere relevant forskning. Det er betydningsfuldt at styrke uddannelsens vidensgrundlag, men det er også en kompleks størrelse.

Komplekst vidensgrundlag
Pædagoguddannelsens vidensgrundlag skal selvfølgelig ses i forhold til det, uddannelsen sigter imod. De færdiguddannede pædagoger skal jo helst kunne bruge uddannelsen. Ikke i et instrumentelt 1-1-forhold, men som grundlag for deres valg, refleksioner og arbejde med børn, unge og voksne efter endt uddannelse. Allerede her har vi den første udfordring. Uddannelsen sigter mod mange forskellige områder: dagtilbud, skoler, opholdssteder og meget mere.

Selv hvis man tager et enkelt område – for eksempel det aktuelle dagtilbudsområde – så bliver det ikke mindre komplekst. Pædagogers profession er ikke teknisk. Dagligdagen er præget af uforudsigelighed og mange forskellige typer af beslutninger. Aktiviteterne i en børnehave er ikke altid planlagte, og det er meget bevidst. Rutiner omkring middagsmaden og garderoben og ikke mindst spontan leg er væsentlige udviklingsmiljøer for børn.

Når børn leger i naturen, så kan de udvikle sig motorisk og socialt, men børn skaber også mening i deres tilværelse ved at fordybe sig i leg på deres egne præmisser. De bruger fantasien og virkelysten, når skovbundens dyr bliver til en zoologisk have.

Andre børn, der aldrig har været på besøg i en rigtig zoologisk have, kan også få den oplevelse ved at deltage i legen. På den måde er det vitalt, at legeaktiviteter ikke kun hjælpes på vej af de voksne. Til gengæld kræver det mange pædagogiske velbegrundede beslutninger, når pædagoger blander sig uden om eller intervenerer i legen for at guide den i nye retninger.

Leg er spontant
Vidensgrundlaget for leg er derfor ikke nemt at afgrænse, og det er ikke foreskrivende for praksis. Det er inspiration og refleksion. Det kan stamme fra forskningsprojekter, men også fra egne og andres praksiserfaringer. Den pædagogiske praksis er ikke et værdineutralt rum.

Pædagoger bruger sig selv som hele mennesker. I forbindelse med læreplanstemaet om natur og udeliv skal børn opleve forskellige former for natur, uanset hvor i landet de bor. De skal også have et personligt forhold til naturen og behandle den med respekt.

Derfor skal de også møde voksne, der behandler naturen respektfuldt. Det kan gøres på mange forskellige måder og påvirkes af, hvem de voksne er. Hvilken viden og erfaringer de står på, men lige så betydningsfuldt er deres holdninger, normer og værdier. Alt er i spil, og det er en styrke. Derfor er et vidensgrundlag også systematisk indsamlede praksiserfaringer, der fortløbende kan bruges til at udvikle pædagogers valg og refleksioner.

På samme måde skal pædagogstuderendes studieforløb indeholde øvelses- og træningsbaner, hvor de kan øves i, hvilke roller de kan spille i spontant leg, eller når børn eksperimenterer med vindretninger ved at sætte drager op. Praksis foregår ikke kun i praktikperioder. Der skal være masser af praksis ved uddannelsen. Ligesom der skal være masser af velvalgt teori.

Børns dannelse kan ikke formaliseres
Vidensgrundlaget er ikke en foreskrivende manual. Det er er informerende og inspirerende for pædagogernes individuelle valg. Ideelt kan det også lægges på bordet, når pædagogerne sammen drøfter deres praksis, og hvordan de fremadrettet kan udvikle den. Det kræver tid og rum, og det er vanskeligt at tilvejebringe, når man ikke lige kan hive en forberedelsestid ned fra hylden.

Hvis dele af vidensgrundlaget skal komme fra forskning, så stiller det store krav. Relevant forskning beskrives ofte som det, der virker. Men hvordan virker det og i forhold til hvad? Den fornyligt vedtagne nye læreplan for dagtilbudsområdet fremhæver værdier som børnesyn, dannelse og fællesskaber.  

Der findes masser af viden om, hvordan man kan inddrage børn i beslutninger, og derved arbejde med deres dannelse. Der findes bare ingen sikker viden om, hvordan det enkelte barn så præcist udvikler sig, hvis det inddrages på den og den måde. Vi kan heldigvis ikke styre, hvordan børn dannes, men det kan være en ambition at arbejde med det.

Dagtilbud funderes ikke kun på, hvad der virker. Man kan godt forskningsmæssigt argumentere for, at man skal lade børn være børn, så de gennem fantasi og nysgerrighed kan eksperimentere med omverden i rammer, som de voksne er ansvarlige for. Det er samtidig også en grundlæggende værdi i den danske dagtilbudstradition. Vi vil ikke have førskoler, hvor børns leg og frihed begrænses.

På den måde er vidensgrundlaget for de danske dagtilbud og pædagoguddannelsen en kompleks størrelse. Heldigvis. Den består af erfaringer, forskning, normer og værdier. For den pædagogiske forskning betyder det, at den ikke skal ensrettes. Den skal være empirisk og teorietisk og funderes på forskellige metodiske tilgange.

Forrige artikel Danske Gymnasier til rektor: Der er ikke guld gemt i taxameterjunglen Danske Gymnasier til rektor: Der er ikke guld gemt i taxameterjunglen Næste artikel Læringskonsulent: Glem ikke drengenes motivation for naturfag Læringskonsulent: Glem ikke drengenes motivation for naturfag
  • Anmeld

    Ole Olsen

    Pædagogens frihed og ansvar

    Hej Andreas

    Tak for dit gode debatindlæg, som påpeger, at det er overvejende praktisk og ikke kun teoretisk viden, som der er behov for i de danske vuggestuer og børnehaver.
    Sammenholder man dit indlæg med Maria Kaare Petersson debatindlæg, og ser TV2's dokumentarprogram "Bag facaden", så får man virkeligt et indtryk at det er teoretisk viden der styrer daginstitutionerne. Jeg hæfter mig især ved pædagoger, som taler om, at ”de vil være stærke, og børnene ikke skal få dem ned med nakken” og såkaldte ledere, som taler om at ”de har være bekendt med problemerne i flere år, og derfor har iværksat handleplaner”.
    Jeg kan ikke lade være med at tænke på ”hvor er de ansvarlige ledere”? – ikke ledere, som har ansvaret på papiret (læs: teoretisk ansvar), med ledere som er interesseret i at det fungerer i den enkelt institution, ledere som interesserer sig for børnene, ledere som interesserer sig for deres pædagogiske medarbejdere, ledere som skaber en hverdag, hvor pædagoger og børn glæder sig til at være sammen, og hvor forældre trygt kan aflevere deres børn.
    Jeg så ikke nogen i programmet, og jeg tror desværre, at lederne bliver pålagt for mange teoretiske rapporteringsopgaver, og ikke får mulighed for at skabe en sammenhængende hverdag, som passer til den enkelte institution og børnegruppe.
    Ledelse sker ikke kun i den enkelte institution, men også i den overordnede ledelse, hvor man ikke uddelegere ansvaret og blot prøver at styre udfra et teoretisk værdisæt og normer. Ofte glemmer man, at der er forskel på teori og praksis, og det ikke altid er det teoretiske, som er løsningen i den enkelte situation.
    Vi har brug for at styrke den lokale ledelse, som skaber et miljø til glæde for pædagoger og børns trivsel og udvikling.

  • Anmeld

    Andreas Rasch-Christensen · Forskningschef

    Til Ole

    Hej Ole. Tak for mange velvalgte betragtninger. Bh. Andreas