Debat

Forstander: Embedsværkets FGU-politik går stik imod den politiske aftale

DEBAT: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fører sin helt egen uddannelsespolitik, der går stik imod intentionerne i den politiske aftale om det forberedende område, skriver forstander Gert Møller, der efterlyser klare signaler fra embedsværket og regeringen.

Forstander Gert Møller efterlyser klare signaler om FGU fra centraladministrationen og regeringen.
Forstander Gert Møller efterlyser klare signaler om FGU fra centraladministrationen og regeringen.Foto: /ritzau/Jens Nørgaard Larsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Gert Møller
Forstander for Korsør ProduktionsHøjskole

Vi er i fuld gang med at reformere det forberedende område. Efter et års arbejde i ekspertudvalget for bedre veje til ungdomsuddannelse og efter mange og lange forhandlinger kom ”Aftale om bedre veje til uddannelse og job” på plads i oktober sidste år – med efterfølgende tilslutning fra alle partier i Folketinget.

Derfor må det undre, at STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering under Beskæftigelsesministeriet) fører sin helt egen uddannelsespolitik.

Med reformen har vi, der beskæftiger os med de unge, som har brug for en anden og praktisk vej til uddannelse og job, meget at være glade for. Den forberedende ungdomsuddannelse er ambitiøst tænkt og skal – ifølge aftaleteksten – tage udgangspunkt i den unge. Den skal reducere kompleksiteten og løfte den samlede kvalitet.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Partierne ønsker dermed at fremme sammenhængende og målrettede forløb med klar progression for de unge, så de efterfølgende kan gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse.

Modsatrettede signaler
Det har været opløftende, at både regeringen og Folketinget har behandlet sagen så seriøst, at de er enige om så væsentlige punkter, og jeg er overbevist om, at de vil det allerbedste for vores unge. Desværre sender STAR, der styrer landets jobcentre, med materialet 'Den gode ungeindsats – brobygning og FGU: Brobygning som ”sluse”' et helt andet signal.

STAR's logik går stik imod den politiske aftale og hensigten med reformen på det forberedende område om at gå fra et komplekst til et langt mere enkelt system.

Gert Møller
Forstander for Korsør ProduktionsHøjskole

Ifølge ’Brobygning som sluse’ skal brobygning være det første tilbud til alle unge ledige. STAR har nemlig sin helt egen prioritering: Først brobygning, så virksomhedspraktik og herefter øvrige kommunale projekter. Og så til allersidst i tilbudsviften: FGU.

Hermed indfører STAR altså sine egne for-forløb til FGU. For-forløb, fordi evalueringsrapporter viser, at langt hovedparten efter brobygning går videre i andre forberedende forløb eller indsatser.

Brobygning til erhvervsuddannelserne beskrives af STAR som en succes. Men virkeligheden er, at mere end 75 procent af de unge, der påbegynder et brobygningsforløb, end ikke gennemfører grundforløbet til erhvervsuddannelserne.

Vi fortsætter altså med at sende de unge fra Herodes til Pilatus i et system, der har kastet kaskader af initiativer og knopskydninger af sig i et uigennemskueligt system af ydelser, finansieringsformer og lovgivninger.

Det er ikke gjort med gode intentioner
Den ambitiøst tænkte FGU og kommunale ungeindsats er for øjeblikket i høring, og på lange strækninger er lovudkastene loyale overfor aftaleteksten.

Desværre går STAR's logik stik imod den politiske aftale og hensigten med reformen om at gå fra et komplekst til et langt mere enkelt system. Om at gøre op med kassetænkning, nedbryde siloer og skabe et forenklet system af forberedende tilbud, der hænger bedre sammen og styrkes i sit indhold.

Vi har en politisk aftale, hvor institutioner skal sammenlægges, og hvor kommunerne får til opgave at samle og koordinere via en ny kommunal ungeindsats, der ligeledes sammenlægger en række instanser. Det er ikke nogen let opgave – der skal en samlet og helhedsorienteret indsats til. Men det er det, der er opgaven.

Med andre ord: Det er ikke gjort med de gode intentioner i aftalepapiret. Intentionerne skal føres ud i livet – og det kræver et langt sejt træk.

Forskellige logikker inden for centraladministrationen presser på. Gode intentioner i et ministerium vinder ikke automatisk genklang i andre ministeriers styrelser. Er det vilkårene, når store systemer skal ændres?

Spørgsmålet er, hvad aftalepartierne siger. Vil de skabe en ambitiøs FGU, eller skal det hele ende i mudder mellem ministerier?

Lad os få et samlet og klart signal fra regeringen og centraladministration. Lad os stå sammen om den nye forberedende grunduddannelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gert Møller

Afgående direktør, FGU Syd- og Vestsjælland (1/5-24), fhv. forstander, Korsør Produktionshøjskole
lærer

0:000:00