Debat

Gymnasieelev: Vi unge er ikke mere ofre for konkurrencestaten end alle jer andre

DEBAT: Det er et demokratisk problem, at ungdommen i Danmark ikke bliver regnet for andet end stressede elever, der knækker under samfundets pres. Ikke fordi det ikke er rigtigt, men fordi det umyndiggør os, skriver Anton Lykketoft, gymnasieelev.

Unge demonstranter i London dagen efter Brexit-afstemningen. Det var ikke de unge, der stemte for Trump eller Brexit, skriver Anton Lykketoft.
Unge demonstranter i London dagen efter Brexit-afstemningen. Det var ikke de unge, der stemte for Trump eller Brexit, skriver Anton Lykketoft.Foto: /ritzau/Niels Almann Olesen
Signe Løntoft
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anton Lykketoft
Gymnasieelev

Jeg har taget en dyb indånding, talt til ti, og nu tager jeg ordet.

Når min generation prøver at deltage i den offentlige debat, handler det ofte om, hvor hårdt vi har det, og det er et demokratisk problem.

Det eneste, min generation for alvor kan trænge igennem med, er, hvordan konkurrencestaten og fremdriftsreformen ødelægger vores skolegang og stresser os i bund.

Fakta
Delltag i debatten.
Skriv til [email protected]

Det skader og ugyldiggør en debat, der kommer til at have betydning årtier ud i fremtiden. Debatten om samfundets indretning.

Kun den vildeste eskapist ville påstå, at verden ikke er i forandring. At den vestlige verden ikke står over for en række definitionsproblemer. Uanset hvordan vi vælger at tilpasse os i Danmark, skal ungdommen være en del af samtalen. Det er os, der skal leve med resultatet. Vi bliver derfor nødt til at ændre et malplaceret billede af ungdommen og lade nye tanker om fremtiden vinde indpas.

Ungdommen bliver gang på gang sat i offerrollen i den offentlige debat. Ofre for konkurrencestaten. Ofre for fremdriftsreformen. Ofre for en masse, der i højere grad præger hele landet og alle dets indbyggere, end blot én generation.

Anton Lykketoft
Gymnasieelev

Systemernes sammenbrud
For første gang siden anden verdenskrig kan forældre i den vestlige verden ikke kigge deres børn i øjnene og sige, at fremtiden er lysere og mere sikker, end den var, da de selv var unge.

Mine forældre blev voksne i løbet af de dejlige 1990’ere, i kølvandet på Berlinmuren og Sovjets fald. Danmark vandt Europamesterskaberne i fodbold, økonomien havde det godt, der var plads til velfærd, og i 1999 blev jeg født på en meget solrig søndag i november.

Ja, historien så sågar ud til, som Fukuyama sagde - at ende. Verden skulle, kunne, kun blive mere demokratisk, og globaliseringen ville automatisk arbejde i vores fælles favør.

Men pludselig ramlede den gode verden sammen. I 2001, downtown Manhattan, New York, og i 2008, downtown Manhattan, New York. To tårne forsvandt, og det samme gjorde historien om den fælles globale fremtid. Bankerne krakkede, og det samme gjorde troen på globaliseringens økonomi.

Denne mistro, disse knæk af systemer og etablissementer, kulminerede i briternes fravalg af Europa og amerikanernes valg af isolation, i den dybe kløft mellem fløjene og den slørede linje i midten.

Ungdommen blev nedstemt
Vi lever i en tid, hvor vi skal tage stilling til, hvordan vi vil håndtere globaliseringen.

Skal vi fornægte den? Vi producerer mad til 15 millioner mennesker i Danmark. Vi kan godt klare os selv. Skal vi ignorere verden og lade som ingenting? Business as usual, samme fremgangsmåder, samme partier, samme banebrydende finanslove, der rykker på en brøkdel af statsbudgettet, men redder hele landet alligevel, hvert år.

Eller skal vi imødekomme globaliseringen? Forberede Danmark på at være en del af verden. Acceptere automatiseringen og gøre den til vores egen? Modernisere velfærdstaten?

Jeg ved godt, hvad jeg synes. Det gør den ungdom også, der verden over har sendt stærke signaler til magthavere. I USA stemte 64 procent af ungdommen imod Trump. I Storbritannien stemte 74 procent af ungdommen for det europæiske fællesskab.

I begge tilfælde blev ungdommen nedstemt af ældre generationer, der dermed fik lov til at definere fremtiden mod fremtidens vilje.

Vi har ingen tillid tilbage
Vi står i en skelsættende tid, og ungdommen verden over har talt højt og tydeligt for døve ører. I både USA og Storbritannien har ungdommen i hobetal tilsluttet sig folk som Bernie Sanders og Jeremy Corbyn. - Folk, der mener, at de demokratiske institutioner er gået i stå.

Herhjemme, i verdens smørhul langt fra London og Washington, har ungdommen også noget på hjerte. Næsten 50 procent af min generation har lidt eller slet ingen tillid til de danske politiske partier. Herhjemme i trygge lille Danmark viser undersøgelser fra ”International Civic and Citizenship Education Study”, at den danske ungdom er den bedst demokratisk udrustede i verden.

Med andre ord har vi et åbent sind og en mægtig tro på demokratiet, der ikke findes andre steder i verden. Men samtidig har vi i min genration en manglende tillid til, at vi bliver lyttet til - at vi er værd at lytte til.

Vi har en enorm politisk viden, men har mistet troen på, at demokratiet lytter. 

Stress rammer alle
Denne mangel på tillid er hverken en mangel på lyst eller engagement, men snarere et udtryk for en usund offentlig debat. En offentlig debat, hvor politiske indlæg fra ungdommen i bedste fald bliver betragtet som gymnasieopgaver eller selvpromovering. Ungdommen bliver gang på gang sat i offerrollen i den offentlige debat. Ofre for konkurrencestaten. Ofre for fremdriftsreformen. Ofre for en masse, der i højere grad præger hele landet og alle dets indbyggere, end blot én generation.

Det er sandt, at en fjerdedel af unge lider af stress. Og det er sandt, at rekordmange unge går til psykolog, og at forventningerne til, hvor hurtigt vi kan tage en uddannelse, mildest talt er besynderlige.

Men de symptomer, vi ser blandt ungdommen, og de krav, der er rettet mod ungdommen, er ikke unikke.

Andelen af unge med stress afspejler stort set andelen af helt almindelige voksne mennesker med stress på arbejdsmarkedet. At hver sjette dansker rammes af depression, skyldes i lige så høj grad presset fra arbejdsgiverne som presset fra fremdriftsreformen. Måske handler det derfor ikke alene om, hvordan vi har indrettet vores uddannelsessystem eller den kollektive opdragelse, men om den måde, vi har indrettet hele vores samfund.

Ungdommen skal med i samtalen
At finde unge stemmer i den offentlige debat om samfundets udvikling skal ikke være unormalt.

Vi lever ikke i en stilfærdig tid, og vi er ikke en stilfærdig generation. Verden er i forandring, og ungdommen er klar til at forandre den. De valg, vi træffer eller ikke træffer i dag, bliver definerende for, hvordan resten af mit og mine med-unges liv kommer til at se ud.

Det er derfor et demokratisk problem, at ungdommen i Danmark ikke bliver regnet for andet end stressede elever, der knækker under samfundets pres. Ikke fordi det ikke er rigtigt, men fordi det fungerer som en malplaceret umyndiggørelse af ungdommen, som en distraktion for en større samtale, man ikke burde ønske at ekskludere os fra. En samtale, hvor en stærk og myndig ungdom er nødvendig: Samtalen om i morgen, om fremtiden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00