Hf-elev: Corona har skabt grobund for en motivations- og meningskrise

Efter at have læst Noemi Katznelsons debatindlæg, Nedlukningerne har overladt de unge til en social junglelov, kan jeg godt genkende mange af de ting, som hun italesætter.

Der er ingen tvivl om, at bekymringerne for elevernes – og alle andres – fysiske sundhed under nedlukningen, i høj grad har overskygget hensynet til de psykiske og følelsesmæssige behov.

Bare fordi at vi ikke længere har hjemmeundervisning på Zoom, betyder det på ingen måde, at alt er tilbage ved det gamle – snarere tværtimod. Og det er langtfra alle, der har haft lige gode forudsætninger for at slippe nogenlunde helskindet gennem det.

Meningsløshed og søgen efter en hverdag

Som den relativt introverte person jeg er, skulle jeg i teorien have haft nogle bedre forudsætninger for, at holde humøret oppe – både under selve nedlukningen og i den efterfølgende overgangstid - end for eksempel de mere ekstroverte medlemmer i min familie.

Hvis flere af dem, der arbejder med unge, prioriterede inddragende fællesskaber både online og fysisk noget højere, ville vi efter min mening være meget bedre stillet i forhold til fremtidige pandemi-scenarier.

hf-elev
Lucas Grøndal

Alligevel er jeg en af dem, der har haft sværest ved at komme overens med den sære hverdag som udsprang af pandemien.

Min søgen efter et uddannelsesmæssigt match kan i virkeligheden koges ned til en søgen efter en mere meningsfuld hverdag. Og når en pandemi så dukker op og afskærer mig fra dette, er følelsen af meningsløshed meget svær at gøre sig fri af. Den motivations- og meningskrise, som Noemi beskriver, er helt reel.

Oplevelsen af en form for mærkbar progression er vigtig, både når det gælder sociale forhold og faglige anliggender. Dagen i dag skal helst være en forlængelse af dagen i går – en kronologisk fortsættelse, der kan give øjeblikket mening. Den må helst ikke reduceres til en regulær gentagelse af det forgangne.

Værdien af inddragende fællesskaber

Jeg var heldigvis så privilegeret at blive involveret i FGU's elevorganisation - Modstrøm, inden nedlukningen, og her fik jeg den meningsfulde kontinuitet, oplevelse af fællesskab og mærkbare progression, som der skulle til for at bringe balance i tingene og give mig motivation.

Jeg var blandt andet med til at arrangere et semi-digitalt event, FGU-elevernes Fællesmiddag, som var et event arrangeret for at styrke fællesskabet og sammenholdet ude på skolerne, i tiden under og efter genåbningen.

Det var et tilbagevendende event, som vi afholdt næsten hver uge, fra starten af april til slutningen af maj, og jeg var med til at forberede, afholde og evaluere dem alle. Jeg havde noget at se frem til og øve mig på, uge efter uge, og nu kan jeg så se tilbage på det som et fedt minde fra en ellers knapt så fed tid.

Digitale events, online tjek-ind runder, fælles mærkesager og projekter, som udvikles i et fællesskab, online og fysisk, er i mine øjne nogle af de bedste redskaber til at (gen)etablere oplevelsen af mening og fællesskab i en verden, hvor vi har brug for at blive mindet om, hvad det er, der giver livet mening, og motiverer os til at stå ud af sengen om morgenen.

Det mærkes hurtigt hvorvidt et stærkt fællesskab er en del af et uddannelsessteds DNA, eller om det mere er en eftertanke, der lige bliver lagt ovenpå alt det andet i hverdagen. På den måde er et uddannelsesforløb som hf ikke så gunstigt stillet, men det er også begrænset hvor meget man kan modificere en presset læreplan uden at skulle gentænke hele konceptet.

Hvis flere institutioner, foreninger og folk, der arbejder med unge, prioriterede inddragende fællesskaber både online og fysisk noget højere, ville vi efter min mening være meget bedre stillet i forhold til fremtidige pandemi-scenarier og nye runder af nedlukninger.