Debat

HF-studerende: Uddannelsessystemet er ikke gearet til en virkelighed med kunstig intelligens

Kunstig intelligens udvikler sig i et halsbrækkende tempo. Politikerne bør derfor grundigt overveje, hvordan vi tilpasser uddannelsessystemet til den fremtid, der allerede ånder os i nakken, skriver Lucas Grøndal.

Udviklingen af generativ AI kalder på langsigtet uddannelsespolitisk innovation og nye investeringer. Politikerne skal tage opgaven seriøst, skriver Lucas Grøndal. 
Udviklingen af generativ AI kalder på langsigtet uddannelsespolitisk innovation og nye investeringer. Politikerne skal tage opgaven seriøst, skriver Lucas Grøndal. Foto: Florence Lo/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Politikerne undervurderer behovet for grundlæggende forandringer i uddannelsessystemet, når de tror at diskussionen om kunstig intelligens i uddannelsessystemet kan reduceres til udformningen af nogle få anbefalinger.

Det er ingen hemmelighed, at vores uddannelsessystem generelt ikke reagerer særligt hurtigt på fremskridt inden for teknologi og data, som kan forbedre elevernes læringsresultater og oplevelser. Det er heller ingen hemmelighed, hvor svært det er at ændre systemet, eller hvor lang tid det ofte tager.

At være politiker er, ligesom så mange andre offentlige embeder, en kamp mod tiden, og barren for eftertænksomhed er i årenes løb gradvist blevet sat længere ned – dette værende til stor skade for de komplekse samfundsudfordringer, som ikke kan løses af en enkelt regering.

Vores politikere er helt fra starten nærmest dømt til at være bagefter. Særligt hvad angår teknologiske nyskabelser som kunstig intelligens.

Lucas Grøndal
Hf-studerende

Det kræver både tid og eftertanke at stille de store spørgsmål, endsige at besvare dem, og denne iboende langsommelighed står i skarp kontrast til samfundsudviklingen, som buldrer derudad i et stadigt højere tempo – og truer med at slå bunden ud af selv de mest stress-resistente politikere.

Vores politikere er helt fra starten nærmest dømt til at være bagefter. Særligt hvad angår teknologiske nyskabelser som kunstig intelligens. En bestemt type kunstig intelligens, kaldet generativ AI, er på vej frem i disse måneder.

Det er en teknologi, der har potentiale til at løse nogle af de centrale udfordringer i uddannelsessystemet, såsom adgang, kvalitet, lighed og inklusion. AI vil potentielt kunne styrke undervisnings- og læringspraksis ved at give personlig feedback, tilbyde konstruktiv lektiehjælp, tilpasse læringsforløb og meget mere.

Menneskeskabt eller maskingenereret?

Teknologien indebærer dog også betydelige samfunds- og uddannelsesmæssige risici og udfordringer. Eksempelvis i forhold til etiske spørgsmål, bekymringer vedrørende privatlivets fred, digitale forståelseskløfter og datasikkerhed.

For hvad skal underviserne gøre, når eleverne kan lave deres lektier med et tryk på en knap? Hvad sker der når skolerne ikke længere har ressourcerne til at leve op til det moderne videnssamfunds behov? Og hvad skal politikerne gøre, når deres syn på uddannelse ikke længere er tidssvarende? 

Den rivende udvikling af generativ AI vil få store konsekvenser for den måde, vi vurderer elevernes problemløsningsevner og andre akademiske færdigheder. Efterhånden som disse integreres i vores hverdag gennem programmer som ChatGPT, LLaMA, Bard, LaMDA og andre vil det blive enormt svært at skelne mellem menneskeskabte og maskingenererede produkter. 

Det betyder også, at traditionelle metoder til at teste studerendes viden og færdigheder bliver endnu mere forældede og ineffektive, end de allerede er den dag i dag. Skolesystemet bliver uvægerligt tvunget til at tilpasse sig til den nye virkelighed, og udvikle ”nye” måder at måle elevernes læringsresultater på, som ikke let kan kopieres eller påvirkes af AI.

Langsigtede løsninger

Derfor vil jeg meget gerne høre politikerne tage opgaven seriøst, begynde at tænke langsigtet og adressere samfundsforandringerne på en mere nuanceret måde.

Skal vi i højere grad gøre brug af åbne spørgsmål, der kræver kreativitet, kritisk tænkning og originalitet? Skal vi bygge undervisningen op om projektbaserede eller samarbejdsbaserede aktiviteter, der involverer samarbejde, kommunikation og sociale færdigheder? Skal vi prioritere brugen af portefølje-eller kompetencebaserede vurderinger, der mere praktisk viser elevernes resultater over tid?

Traditionelle metoder til at teste studerendes viden og færdigheder bliver endnu mere forældede og ineffektive, end de allerede er den dag i dag.

Lucas Grøndal
Hf-studerende

Eller skal vi mon prøve at slå to fluer med et smæk, ved at lave et mere verdensvendt uddannelsessystem, som ikke blot ville være mere modstandsdygtige over for AI-interferens, men også langt bedre tilpasset de grundlæggende færdigheder eleverne har brug for til at klare sig og trives i en kompleks og foranderlig verden?

Jeg er lutter ører.

Som situationen i uddannelsessektoren aktuelt ser ud, vil de fleste former for innovation kræve, at politikerne graver dybt i lommerne. Derfor er det også min klare holdning, at fremtidige besparelser på uddannelsesområdet ved at begrænse uddannelsernes tilpasningsevne bliver endnu mere dyrekøbte end sædvanligt.

Her vil snæversynede uddannelsesreformer, der for eksempel kun tager højde for arbejdsmarkedets behov, ikke være synderligt fremtidssikrede.

Hvis vi derimod formår at gøre vores uddannelser mere formbare, procesorienterede og tilpasningsdygtige, vil denne investering have meget langsigtede positive effekter.

Som bonus vil formålet med de enkelte uddannelsesforløb stå mere klart, trivslen vil blive styrket betragteligt, og generativ AI vil blot være endnu et nyttigt værktøj i rygsækken. 

Læs også

Personligt kan jeg finde rigtigt mange grunde til, at der er behov for at gentænke den måde, vi har indrettet vores uddannelsessystem på, men det halsbrækkende tempo, som udviklingen af AI er sket med, burde være grund nok for politikerne til at gentænke deres prioriteringer.

Grund nok til at sætte sig ned, og tænke dybt og længe over hvor vi er på vej hen og over, hvordan vi skal tilpasse uddannelsessystemet til den fremtid, der allerede ånder os i nakken.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00