Lærerne stemmer ja til arbejdstidsaftale

AFGJORT: 67 procent af lærerne har stemt ja til en ny arbejdstidsaftale med kommunerne.

Med arbejdstidsaftalen får Anders Bondo sin ønskede afsked.
Med arbejdstidsaftalen får Anders Bondo sin ønskede afsked.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Tyson W. Lyall

Så blev der sat punktum.

Efter syv år med Lov 409, har landets skolelærere nu endelig en egentlig arbejdstidsaftale.

Tirsdag eftermiddag stod det nemlig klart, at 67,2 procent af Danmarks Lærerforenings medlemmer har takket ja til den aftale, KL og Lærernes Centralorganisation forhandlede på plads sidste måned. 

Da KL’s bestyrelse allerede i sidste uge godkendte aftalen, kan den nu gradvist træde i kraft frem mod skoleåret 2020/21.

Kritik af manglende timeloft
Den nye arbejdstidsaftale betyder blandt andet, at skolens parter er enige om, at lærernes forberedelsestid ikke må ”nedprioriteres og forsvinde” i løbet af skoleåret.

Aftalen medfører også, at skolelederne skal lave en opgaveoversigt over alle de opgaver, læreren kan forventes at skulle udføre i løbet af skoleåret.

Flere kritikkere af aftalen har imidlertid anklaget den for bygget op omkring luftige hensigtserklæringer.

De har eksempelvis fremhævet, hvordan den ikke indeholder nogen fast grænse for, hvor meget lærerne skal undervise, eller nogen angivelse af, hvor megen forberedelsestid, de præcis har krav på.

Blandt de 46.157 stemmeberettigede medlemmer endte kritikerne dog åbenlyst i mindretal.

I alt 35.893 medlemmer gjorde brug af deres stemmeret.

24.116 stemte ja. 11.777 stemte nej.

Bondos ønskede afsked
Med lærernes accept af arbejdstidsaftalen, får DLF-formand Anders Bondo den afsked, han havde ønsket sig.

Som bekendt har han nemlig valgt at trække sig efter 18 år, når Danmarks Lærerforening senere på måneden afholder kongres.

Beslutningen om at stoppe traf han egentlig allerede tilbage i 2018.

Men da overenskomstforhandlingerne i 2018 sluttede uden en endelig aftale, valgte han at blive ombord.

Arbejdstidsaftalen var således den sidste brik, der manglede, før Anders Bondo kunne give stafetten videre.

Hvem der så skal tage imod stafetten, bliver afgjort på kongressen 23. september. Aktuelt er kandidaterne til posten Morten Refskov og Gordon Ørskov Madsen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Bondo Christensen

Fhv. formand, Danmarks Lærerforening
lærer (Skårup Seminarium 1982), journalist (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 2023)

Gordon Ørskov Madsen

Formand, Danmarks Lærerforening og Lærernes Pension, formand, Lån & Spar Bank
Student 1986, folkeskolelærer 1996

0:000:00