Lektor: Diagnoser er ikke noget, børn trækker i en automat

DEBAT: Stigningen i antal af børn med diagnoser som ADHD og autisme vidner om, at mange er blevet overset indtil nu. Der er altså ikke tale om nogen diagnose-epidemi, skriver Marianne Eskebæk Larsen, lektor på Pædagoguddannelsen Nordsjælland.

Af Marianne Eskebæk Larsen
Lektor, Pædagoguddannelsen Nordsjælland

Mediernes gule bjælker har de seneste par dage rapporteret om en enorm stigning af børn med psykiske diagnoser.

Årsagen er en analyse lavet af Momentum (KL), som viser, at andelen af børn med ADHD og autisme er fordoblet på få år. Reaktionerne har været forudsigelige – lige fra den bekymrede psykolog til de anklagende kommentarer på Facebook.

Således får vi endnu en omgang i meningsmanegen, hvor meget af den offentlige samtale om ADHD og autisme befinder sig: Diagnosticerede psykiske lidelser er udtryk for et sygt samfund, en grådig medicinalindustri og en ekspanderende lægevidenskab.  

For ”diagnoser er stigmatiserende”, ”det gælder om at se det hele menneske frem for kun afvigelsen”, “hvis man ikke passer ind i en kasse, så får man en diagnose”, og “hvorfor skal børn medicineres?”.

"Alle drenge har det"
Vi får at vide, at børn og unge udsættes for en diagnose-epidemi, og at psykiatrien udvider og udvander definitionerne for en diagnose.

For ADHD betyder i grunden blot: ’Alle Drenge Har Det’, som en anerkendt, amerikansk akademiker engang proklamerede til en sundhedskonference, jeg deltog i.

Det er en følgevirkning af vores moderne, hektiske SoMe-styrede samfund, påstod han. Den betegnelse syntes publikum var vældig sjov. Undtagen mig. Jeg har nemlig en søn med autisme og ADHD, og tro mig, han har ikke fået ADHD af at være ofte på Youtube eller for den sags skyld spise mange bolcher.

Diagnoser til børn og unge er ikke noget, som man blot trækker ude i sodavandsautomaten. En udredning er et grundigt forløb, som ikke alle og enhver bliver indstillet til.

Det kræver en stabil forekomst af symptomer på tværs af kontekster at blive diagnosticeret med ADHD. Det er altså ikke nok, at Peter er uopmærksom, impulsiv og hyperaktiv i skolen, hvis han ikke er det derhjemme eller omvendt.

Det er en mærkelig forudsætning, at man skal være særligt påholdende med visse diagnoser: Gælder det også sukkersyge og brystkræft? Har vi én gang for alle aftalt, at der kun er plads til et vist antal mennesker med autisme?

Et udækket behov
Mange læger i psykiatrien ser derfor også stigningen som et udtryk for, at der har været et udækket behov. Samfundet har overset en stor mængde børn og unge, som først nu er ved at blive udredt. Forhåbentlig betyder det, at de får den rigtige støtte fremover.

Jeg kan ikke udelukke, at en mindre del af stigningen skyldes strukturelle ændringer, idet autisme og særligt ADHD i nogen grad afhænger af det omgivende samfund. Nutidens skolekultur er hård for de børn og unge, som tidligere kunne støtte sig til tydelige krav og en forudsigelig struktur.

Men det må ikke få os til at afvise diagnoser.  

Når et barn får en diagnose, betyder det, at man som forælder langt mere målrettet kan opsøge den nødvendige viden og derved blive bedre til at guide barnet.

Langt de fleste mennesker, som først bliver udredt som voksne, fortæller, at de ville ønske, at de havde vidst det noget før. Så kunne de have fået den nødvendige hjælp og været mange ødelæggende nederlag foruden. For mange er det en befrielse at få at vide, at det ikke er dem, der er noget i vejen med. Ligeså vel at man ikke kan gøre for, at man er født med brunt hår, kan man ikke gøre for, om man fødes med anlæg for en gennemgribende udviklingsforstyrrelse.   

Tid til at opruste
Der er i øjeblikket mange desperate forældre, der ikke får den fornødne hjælp fra kommunen og derfor skubber på for en afklaring i psykiatrien. Social- og skolelovgivning giver ikke kommunerne fripas til at forlange diagnoser, inden familier tilbydes hjælp. Men det er ofte det, der sker i praksis.

Desværre. Det skaber et stort pres på psykiatrien.

Ja – en diagnose kan være stigmatiserende og en spændetrøje. Og måske også i enkelte tilfælde bekvemme identitetsskabende forklaringsmodeller for den utilpassede og de nærmeste pårørende. Men en diagnose kan også være en hjælp til bedre selvindsigt, til adækvat behandling og til mere forstående omgivelser.

Jeg håber inderligt, at den store stigning giver anledning til, at vi opruster på det pædagogiske felt og i psykiatrien, sådan at nogle af vores mest sårbare børn og unge får den fornødne hjælp. Det er der hårdt brug for.

Forrige artikel Uddannelseschef: Ingen kan være perfekt døgnet rundt Uddannelseschef: Ingen kan være perfekt døgnet rundt Næste artikel Gymnasieelever: Fremdriftsreform og karakterræs skaber usund kultur Gymnasieelever: Fremdriftsreform og karakterræs skaber usund kultur