Lektor om Riisager: Endelig en minister, der ved, hvad det drejer sig om

Af Lone Nørgaard
HF-lektor i dansk, engelsk og filosofi

1. juli kan man på Altinget læse en skarp kritik af undervisningsminister Merete Riisager (LA). Afsender: Venstre og Socialdemokratiet. Anklage: Ministeren kører soloræs, ser stort på samarbejde og brede aftaler og profilerer sig selv på andres bekostning.

Hårde ord i juli, og fint at meningerne brydes. Problemet for undervisningsordførerne er bare, at i modsætning til såvel Anni Matthiesen (V) og Annette Lind (S) lader Merete Riisager til at have god føling med, hvad problemerne er i det danske uddannelsessystem. Og hun evner at kalde en spade en spade frem for at pakke de faktiske forhold i undervisningsindustrien ind i lyrik.   

Jeg har været i branchen som HF-lærer (dansk, engelsk, filosofi) i 37 år og konstaterer, at med Merete Riisager har vi endelig fået en undervisningsminister, der lader til at vide, hvad der rent faktisk foregår ude i klasseværelserne og i eksamenslokalerne.

Merete Riisager har 90 procent ret i sit angreb på de seneste årtiers borgerlige undervisningspolitik. Og synderne må gerne blive trukket frem i lyset med Venstres Bertel Haarder og Ulla Tørnæs i spidsen. 

Lone Nørgaard
Lektor

Slår ned de helt rigtige steder
Eksempler på ministerens egenrådighed ifølge ordførerne er bl.a. initiativer i forhold til snyd på gymnasierne og for meget fravær. Til oplysning slår Riisager ned de helt rigtige steder, fordi hun tager afsæt i følgende historik:  

Det sidste tiårs reformer på alle niveauer i uddannelsessystemet - kulminationen på en lang udvikling - lider af en række principielle fejl, som har fået omfattende og massivt dokumenterede negative konsekvenser:

Riisager har fat i den lange ende, og i betragtning af de kræfter, hun er oppe imod, indgyder hendes tiltag respekt.

Lone Nørgaard
Lektor

1.      Det faglige niveau er faldet markant

2.      Tværfaglighed hviler ikke på solid faglighed

3.      Metodefriheden er sat under pres. Der lægges for meget vægt på form på bekostning af indhold

4.      Taxametersystemet fremmer økonomisk tænkning ved at optage uegnede og umotiverede elever/studerende, som gennemfører uanset deres faglige niveau

5.      Lærerautoriteten er blevet undermineret

6.      Karaktersystemet er for ofte misvisende – senest illustreret af, at 12-tallerne muterer, men de faglige kundskaber og paratviden – den eneste reelle viden – skrumper. ’Kompetencer’ dækker over den tomme mængde.

Borgerlige syndere
Merete Riisager har 90 procent ret i sit angreb på de seneste årtiers borgerlige undervisningspolitik. Og synderne må gerne blive trukket frem i lyset med Venstres Bertel Haarder og Ulla Tørnæs i spidsen. Som jeg skrev i en kronik tilbage i 2005 om den netop vedtagne gymnasiereform:

”Skal man bygge et hus, er det smartest at starte med at pilotere og anlægge kælder og gulv. Ulla Tørnæs er startet med skorsten og småsprossede vinduer. Det bliver der ikke et sundt og levedygtigt hus ud af, men til gengæld dynger af udbrændte lærere og ringere elever. ”

Min vurdering, som jeg ikke kan bevise, er, at Tørnæs blev trukket rundt ved næsen af det pædagogiske kleresi, men hvad end årsagerne var, høster vi i dag, som der blev sået.  

Jeg vil ikke som Merete Riisager tale om borgerlig uddannelsespolitik. Alle disse etiketter slører mere end de fremmer forståelsen og beskrivelsen af virkeligheden. Men hendes kritik retter sig mod den reformpædagogik og kompetenceideologi, som har betydet, at nutidens studerende mangler grundlæggende teoretiske og metodiske færdigheder. De studerendes viden er blevet mere overfladisk, og det er blevet sværere at få dem til at sætte sig ind i noget kompliceret.

Knæfald for digitaliseringen
Føj hertil det katastrofale knæfald for digitaliseringen. Alt for mange skolelederes ukritiske accept af it har føjet spot til skade. Dertil kommer, at den magtfulde pædagogiske elites årelange kolportering af 1. Det-skal-være-lystfyldt-at-lære, 2. Ligemageriet (populært udtrykt: ingen skal lære, hvad ikke alle kan lære) allerede har kostet et par generationer af børn og unge dyrt. De fleste har hverken tilegnet sig solide faglige kundskaber, udholdenhed eller arbejdsdisciplin. 

It og de digitale medier er kommet for at blive, men lidt besindelse og omtanke på et langt mere kvalificeret niveau end det aktuelle ville være vederkvægende. Men pt sænkes alle bomme, og seneste hovedløse tiltag er, at eleverne ikke skal have udleveret eksamenshæfter i papirform.  Skal man le eller græde over idiotien, når al forskning peger på, at hjernen foretrækker papir.

Færre børn kravler op ad samfundsstigen
Dugfriske tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at færre børn af lavtlønnede rykker op på samfundsstigen.  At bryde den sociale arv er altså blevet vanskeligere. Den udvikling hænger ikke mindst sammen med et skolesystem, der tilgodeser elever fra ressourcestærke familier med al for meget fokus på rummelighed og trivsel. Frem for at prioritere struktur, disciplin og lærerautoritet og klare faglige mål for undervisningen.

Samt et dannelsesbegreb med substans. Et dannelsesbegreb, som det er min opfattelse, at Riisager deler. Af pladsmæssige årsager må jeg her nøjes med dette link, der gennemgår, hvad et klassisk dannelsesbegreb går ud på.

Riisager har fat i den lange ende og i betragtning af de kræfter, hun er oppe imod, indgyder hendes tiltag respekt. Selv om jeg ikke kunne drømme om at stemme på Liberal Alliance!