Martin Lidegaard: Danmark kan mere – men ikke med mindre uddannelse

Al dansk uddannelse – fra ABC til PhD – har i hele den moderne historie været drevet af to enkle principper, der om noget har skabt den rigdom og det samfund, som vi alle nyder godt af i dag.

Det første princip går helt tilbage til afskaffelsen af den sorte skole og kan bedst illustreres ved Grundtvigs berømte ord: "Den har aldrig levet, der klog på det er blevet, han først ej havde kjær".

Sagt i korthed: Når læring føles meningsfyldt, stimulerende og legende, er vi mennesker hurtigere og bedre til at erhverve menneskelige og faglige færdigheder og til at anvende dem i praksis.

Det andet princip handler om at forstå undervisning og uddannelse som en egentlig dannelsesrejse for den enkelte, hvor vi lærer vores børn og unge at turde tænke selv og sige deres mening højt. Uvurderlige egenskaber, både i familien, i demokratiet og på arbejdsmarkedet.

Begge de to principper udfordres alvorligt i disse år.

Først en katastrofal udflytningsaftale

På baggrund af den åbenlyse og uholdbare mangel på kernemedarbejdere i både den offentlige og private sektor, forsøger især Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative i disse år at manipulere de unge i en anden livsretning, end de unge egentlig selv ønsker sig.

Lur mig, om det i sidste ende ikke bliver netop provinsen, der bliver taber i kampen om de nu færre uddannede unge.

Martin Lidegaard

Først var der den katastrofale udflytningsaftale (som SF af uransagelige årsager stadig tilslutter sig!) hvor tusindvis af uddannelsespladser er blevet nedlagt i de store byer for at tvinge de unge til at læse i provinsen.

Resultatet blev, at vi i stedet fik tusindvis af færre uddannede unge inden for de fag, som vi har mest brug for: Sygeplejersker, pædagoger og sosu’er. Og lur mig, om det i sidste ende ikke bliver netop provinsen, der bliver taber i kampen om de nu færre uddannede unge.

Nu lancering af kortere universitetsuddannelser

Nu lancerer regeringen så kortere universitetsuddannelser i et forsøg på at skubbe flere unge i retning af andre og kortere uddannelser og øge det generelle arbejdsudbud – idéer som også Venstre og De Konservative - foruden forringelser af SU'en - også har flirtet med.

Men også i denne manøvre vil resultatet med stor sandsynlighed blive, at man ikke opnår det ønskede resultat – flere fagligt uddannede og professionsuddannede – men i stedet blot får sænket uddannelsesniveauet i Danmark generelt. Og det kan blive ligeså katastrofalt som den såkaldte udflytning af uddannelser. Som universiteterne sammenfattede det i deres reaktion på udspillet: Danmark kan mere – men ikke med mindre uddannelse.

Det kan blive ligeså katastrofalt som den såkaldte udflytning af uddannelser

Martin Lidegaard

Det høje uddannelsesniveau er som bekendt Danmarks vigtigste råstof og en helt afgørende forudsætning, hvis vi skal fastholde vores position som landet med den bedste konkurrenceevne i verden og en ekstrem høj produktivitet.

Konklusion er med andre ord, at den grundlæggende forestilling om, at politikere kan tvinge de unge til andre livsvalg ved at forkorte, omlægge eller udflytte deres uddannelser, simpelthen er forkert.

Tre andre veje at gå

Men hvad så? Hvordan løser vi så manglen på især faglærte i den private sektor og professionsuddannede i den offentlige sektor. Hvad gør vi, når de ældre overgange bliver større, og de unge mindre? Hvordan får vi flere til at søge mod provinsen?

Der er grundlæggende kun tre veje at gå.

Den første vej er at bruge de menneskelige ressourcer, som vi rent faktisk råder over, langt bedre. Og her skal regeringens initiativer til at afbureaukratisere, tilpasse og sikre endnu bedre ledelse i den offentlige sektor hilses velkomne. Også i den private sektor er der store muligheder.

Den anden vej handler om, at vi må og skal blive bedre til at få en større del af en ungdomsårgang med på arbejdsmarkedet. Det er stadig op mod hvert sjette barn, de forlader folkeskolen uden at kunne læse, skrive og regne - og hver femte unge, der aldrig fuldfører nogen form for uddannelse.

Vi må og skal blive bedre til at få en større del af en ungdomsårgang med på arbejdsmarkedet

Martin Lidegaard

Det må og skal vi kunne gøre bedre. Ikke fordi alle skal være akademikere – tværtimod. Det er afgørende at skabe større anerkendelse og attraktion om de mindre boglige fag. Men fordi vi svigter de unge, hvis ikke vi giver dem bedre muligheder for at håndtere et nyt arbejdsmarked med betydeligt færre ufaglærte jobs.

Og den tredje vej handler om simpelthen at blive langt bedre til at lære af de tusindvis af gode eksempler fra den virkelige verden, der netop betræder de to første veje: Lære af de frikommuner, der nu viser vejen med en langt enklere forvaltning med færre regler, mere tillid og større faglighed.

Lære af de såkaldte brandkadetter i de kommunale beredskaber, hvor unge med alle slags baggrunde integreres helt fra folkeskolen og opnår succes og integration i et meningsfyldt fællesskab, der fokuserer på, hvad de kan, i stedet for, hvad de ikke kan. Og lære af Frederikssund Sygehus, der tager sygeplejerskestuderende helt ind i vagtplanerne og tæt på patienterne, så de ikke møder et praksischok når de er færdige, og så flere har lyst til at blive på sygehuset i provinsen.

Der er ikke én, let vej til at løse den fundamentale velfærdskrise, som vi står midt i. Der er kun et langt sejt træk, som de ansvarlige partier bør stå sammen om, i stedet for at smadre de uddannelsesinstitutioner, som hele vores velfærd og demokrati står og falder med.