Minister afviser forligsbrud: Lovforslaget er et tillæg til folkeskoleforliget
SAMRÅD: Regeringen bryder folkeskoleforliget med lovforslag om obligatoriske sprogprøver i 0. klasse, siger SF og Radikale. Merete Riisager afviser kritikken, og kalder lovforslaget et tillæg til forliget.
Får regeringen som forventet indført obligatoriske sprogprøver i 0. klasse, vil det være et brud med folkeskoleforliget.
Det mener undervisningsordfører Jacob Mark (SF) og skoleordfører Marianne Jelved (R), som tirsdag havde kaldt Merete Riisager i samråd i Undervisningsudvalget.
Men undervisningsministeren afviste under samrådet kritikken og kalder aftalen for "et tillæg" til folkeskoleforliget, og af respekt for forligskredsen vil sprogprøverne først træde i kraft efter et valg, sagde ministeren.