Minister forsvarer pædagogers rolle i folkeskolen

SAMRÅD: Pædagoger er ikke uddannet til at udfylde den rolle, som de i øjeblikket gør i undervisningen i folkeskolen, lyder det fra Liberal Alliance. En devaluering af pædagogerne, siger undervisningsministeren.

Mads Gluud Jørgensen

Er der overhovedet noget fagligt grundlag for, at pædagoger er en del af undervisningen i folkeskolen? Det ville Liberal Alliance gerne have svar på, da de til samråd i Undervisningsudvalget tirsdag problematiserede pædagogers rolle i folkeskolen.

Merete Riisager (LA) forstår dog ikke, hvordan pædagogers mere fremtrædende rolle i dagens folkeskoler harmonerer med faglig udvikling.

“Man starter med en faggruppe, som ikke er uddannet til at undervise, og så begynder man at efteruddanne. Jeg synes, det er mærkeligt. Hvad er ministerens videnskabelige belæg for at sige, at flere timer med ikke fagligt personale giver kundskaber? Fordi for mig at se, så er skolen et sted, hvor der sker undervisning,” lød det fra Merete Riisager.

Ellen Trane Nørby (V) var slet ikke med på, at pædagogerne ikke havde en rolle at spille i folkeskolen.

“Jeg synes, at når man sætter det op som en modsætning, hvor man siger, at pædagogerne ikke har en rolle at spille overhovedet i folkeskolen, så er det i høj grad en underkendelse af de mange kompetencer, som ligger hos vores pædagoger,” sagde undervisningsministeren, der mente, at pædagoger fx kunne hjælpe med vanskelige elever.

“Jeg oplever tit, når jeg taler med lærere, at noget af det, de synes er mest frusterende er, at en eller to elever i klassen tager al deres opmærksomhed, fordi de har særlige behov. Hvorfor kan en anden faggruppe som pædagoger ikke sørge for, at man ser på hele uddannelsen,” lød det fra Ellen Trane Nørby.

Initiativet med pædagoger i undervisningen kom igennem folkeskolereformen, som var udformet af den tidligere SR-regering.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ellen Trane Nørby

Fhv. minister & MF 2007-22 (V), byrådsmedlem, Sønderborg
cand.mag. i kunsthistorie (Københavns Uni. 2005)

Merete Riisager

Forfatter, foredragsholder, fhv. undervisningsminister (LA), fhv. direktør, Dansk Svømmeunion
cand.mag.pæd. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00