Minister: Friskolernes formand er naiv


REAKTION: Friskolernes formand, Peter Bendix Pedersen, får svar på tiltale efter sin kritik af politikernes fremfærd over for muslimske friskoler. Han er ”berøringsangst” og ”naiv”, mener undervisningsministeren.

Både Ellen Trane Nørby og Alex Ahrendtsen (t.h.) tager kraftigt til genmæle mod udtalelser fra Dansk Friskoleforenings formand, Peter Bendix Pedersen.
Både Ellen Trane Nørby og Alex Ahrendtsen (t.h.) tager kraftigt til genmæle mod udtalelser fra Dansk Friskoleforenings formand, Peter Bendix Pedersen.Foto: Kasper Kaasgaard/Altinget
Erik Bjørn Møller

Politikernes krav om at få bedre styr på landets 28 muslimske friskoler er ved at udarte sig til en usædvanlig strid mellem regeringen og Dansk Friskoleforening, der kritiserer politikerne for at løbe med folkestemningen og mistænkeliggøre de muslimske friskoler.

Formanden for Dansk Friskoleforening, Peter Bendix Pedersen, beskyldes nu for at være så naiv og politisk korrekt, at han fuldstændig lukker øjnene for virkeligheden på muslimske friskoler, der med statslige penge i ryggen modarbejder det danske folkestyre.

Sådan lyder – kort fortalt – reaktionerne fra undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) og Dansk Folkepartis undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen, efter at friskolernes formand tirsdag i Altinget anklagede politikerne for at løbe med folkestemningen i deres iver efter at stramme op på tilsynet med de muslimske friskoler.

Stødt på manchetterne
”Det er jo simpelthen demokratisk uværdigt at behandle et mindretal på den måde. Det er en skidt tendens, men politikerne er blevet grebet af frygt og bæven og løber med folkestemningen, fordi de har set nogle dokumentarprogrammer på TV 2,” lød det blandt andet fra Peter Bendix Pedersen, der også konkluderede, at der ikke finder radikalisering sted på de 26 muslimske friskoler, der er medlemmer af Dansk Friskoleforening.

Han er jo helt skævt på den, når han siger, at der ikke er nogen problemer.

Ellen Trane Nørby (V)
Undervisningsminister

Udtalelserne medførte ros på mailen til formanden fra flere medlemsskoler, men fremprovokerede til gengæld også kritiske og knubbede ord fra Christiansborg.

”Jeg er egentlig lidt stødt på manchetterne over de udtalelser. Jeg har i mere end to år forsøgt at få skærpet tilsynet med de muslimske friskoler, men hver gang jeg har forsøgt at få Dansk Friskoleforening til at interessere sig for problemet, har man bare smilet venligt og sagt, at der ikke er nogen problemer, der er ingen parallelsamfund, der er ingen koranskoler. Og udtalelserne fra formanden understreger, at her er tale om en politisk korrekthed ud over alle grænser. Men han lukker øjnene for virkeligheden,” siger DF-ordfører Alex Ahrendtsen.

Bjørnetjeneste
Han mener, at Peter Bendix Pedersen reelt gør sig selv en bjørnetjeneste ved at modarbejde de politiske ønsker om skærpet tilsyn.

”Jeg er egentlig lige så ked, at vi er nødt til at skærpe tilsynet. Men det har bare været nødvendigt, for der er nogen, der misbruger vores frihed og tillid, og det vil jeg ikke finde mig i. Vi har set en række sager, hvor muslimske friskoler og personager omkring de skoler modarbejder folkestyret, mens de ovenikøbet får penge fra staten. Og sagen er, at hvis vi ikke griber ind nu, vil hele friskolesystemet være ødelagt og afskaffet inden for 10-20 år,” siger Alex Ahrendtsen.

Også undervisningsminister Ellen Trane Nørby afviser pure, at hun med sit forslag til opstramning af tilsynet med friskolerne skulle løbe med folkestemningen efter en tv-udsendelse. Hun påpeger, at hun allerede i oktober meldte ud, at hun ønskede en stramning.

Overraskelse hos undervisningsministeren
”Det havde jeg ovenikøbet møder med Bendix om før jul. Så jeg blev lidt overrasket over hans udfald. Han er jo helt skævt på den, når han siger, at der ikke er nogen problemer, og at det ikke er relevant at tage hånd om. Det er meget problematisk, hvis man kan have den tilgang, at vi ikke skal sørge for et ordentligt tilsyn med de skoler, hvor man kan have bekymring for, at de ikke uddanner eleverne til at blive demokratiske medborgere,” siger Ellen Trane Nørby.

Ved at blive ved med at se gennem fingre med det, er det danske samfund med til at skabe et etnisk proletariat, som ikke får fodfæste med uddannelse og job, påpeger hun.

”Friskolerne siger, at der ikke er noget at komme efter. At affeje problemerne på den her måde, synes jeg, afslører en ekstremt stor berøringsangst og naivitet i forhold til de steder, hvor der er problemer. Og hvorfor egentlig frygte et skærpet tilsyn så meget, hvis der ikke er noget at komme efter,” lyder det fra undervisningsministeren.

Eleverne skal også høres
Hun peger også på, at Dansk Friskoleforening er modstander af den del af forslaget, der handler om, at de tilsynsførende fremover også skal have lov til at tale med eleverne, uden at skolens ledelse eller lærere er til stede.

”Både i forhold til børns rettigheder og Børnekonventionen har vi en god tradition i Danmark for, at børn også skal have lov til at sige deres mening og ikke være underlagt kontrol fra de voksne. At nægte børn at fortælle om deres oplevelser er også at lukke øjnene for virkeligheden,” siger Ellen Trane Nørby.

Peter Bendix Pedersen er ikke overrasket over de politiske reaktioner på hans udtalelser.

”Jeg vidste, de ville sige noget i den retning. Men jeg mener faktisk ikke, at jeg er naiv, berøringsangst eller politisk korrekt – men derimod, at jeg netop står ansigt til ansigt med virkeligheden. Jeg smider fakta på bordet og tilbyder dem at mødes med de folk, der har fingeren på pulsen,” siger han.

Friskoleformanden understreger, at han er træt af politikernes vending om, at ”der har været sager.”

”Det er så uklart og giver kun fornemmelser og synsninger, som skaber mere utryghed og uvished. De kan jo bare tage ud på de skoler, hvor de mener, der er noget galt og se, hvad der sker. Og er det ikke i orden i forhold til loven, så er der konsekvenser, som vi alle kender,” siger Peter Bendix Pedersen.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Alex Ahrendtsen

MF (DF), medlem, Nationalbankens repræsentantskab
cand.mag. i dansk, litteratur, religion og oldgræsk (Odense Uni. 1996)

Ellen Trane Nørby

Fhv. minister & MF 2007-22 (V), byrådsmedlem, Sønderborg
cand.mag. i kunsthistorie (Københavns Uni. 2005)

0:000:00