Ny lov skal lokke flere elever til erhvervsskoler

LOVFORSLAG: Undervisningsministeren lægger op til en ny forsøgsordning, der skal få flere unge til at søge ind på en erhvervsskole. Det skal ske ved at lade efterskolerne tilbyde erhvervsuddannelsernes grundforløb. 

Et nyt uddannelsestilbud på efterskolerne skal få flere unge til at søge ind på landets erhvervsuddannelser.
Et nyt uddannelsestilbud på efterskolerne skal få flere unge til at søge ind på landets erhvervsuddannelser.Foto: colourbox.com
Erik Bjørn Møller

For at få flere unge til at starte på en erhvervsuddannelse vil undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) nu ændre loven, så efterskoler får lov til at tilbyde eleverne en ny uddannelsesmulighed, der kombinerer folkeskolens 10. klasse med erhvervsuddannelsernes grundforløb.

Det skal medvirke til, at flere unge får øjnene op for mulighederne ved at søge ind på en erhvervsskole i stedet for automatisk at søge ind på det almene gymnasium, som langt størstedelen af de unge gør i dag.

I første omgang bliver der dog tale om en treårig forsøgsordning med et loft på seks skoler og 200 elever. Det vil være indholdet i et lovforslag om en ny forsøgsbestemmelse, som undervisningsministeren vil fremsætte efter nytår.

Lovhjemmel på vej
”I dag er der ikke lovhjemmel til det, men hvis der er enighed blandt partierne, lægger jeg op til at ændre loven, så vi kan lave forsøg med erhvervsuddannelsernes grundforløb forlagt på en efterskole. Forhåbentlig kan det medvirke til at få flere unge til at tage en erhvervsfaglig uddannelse – det er jo vores fælles mål for det hele,” siger undervisningsminister Ellen Trane Nørby til Altinget.

Vi vil frygtelig gerne have en melding fra ministeren, for hvis vi skal nå at markedsføre det her over for de unge og deres forældre, så skal vi i gang her i efteråret.

Vibeke Pakkenberg
Områdedirektør på Roskilde Tekniske Skole

At regeringen i første omgang nøjes med en forsøgsordning, skyldes blandt andet, at man vil afvente konklusionerne fra en ekspertgruppe, inden man beslutter sig for at etablere nye, permanente ordninger. Desuden er der usikkerhed om det økonomiske aspekt, fordi det endnu er uvist, hvilke elever der vil gøre brug af den nye mulighed.

”Derfor er det nødvendigt at lave et forsøg, før man ruller det hele ud,” siger ministeren.

Bred opbakning
Alt tyder på, at hun har bred opbakning til initiativet fra partierne bag erhvervsuddannelsesreformen.

”Vi skal turde være lidt kreative i vores forsøg på at få flere ind på erhvervsuddannelserne, og jeg synes, at det her giver rigtig god mening,” siger Socialdemokratiets erhvervsuddannelsesordfører, Mattias Tesfaye.

Det kommende lovforslag udspringer blandt andet af et tæt samarbejde mellem Odsherred Efterskole og *erhvervsskolen EUC Nordvestsjælland, der med opbakning fra en lang række aktører som LO, HK, Dansk Metal, Dansk Erhverv og Danske Erhvervsskoler har kæmpet for at få lov til at oprette en forsøgsordning på området.

Det haster
Flere efterskoler og erhvervsskoler står allerede på spring for sammen at kunne udbyde det nye uddannelsestilbud. Og de er utålmodige - for med en forsøgsordning, der træder i kraft i august 2017, skal de hurtigst muligt i gang med markedsføringen af det nye tilbud, understreger én af initiativtagerne bag det nordvestsjællandske projekt, Vibeke Pakkenberg, der i dag er områdedirektør på Roskilde Tekniske Skole.

Hun var torsdag ikke bekendt med det kommende lovforslag og håber, at der snarest kommer en officiel udmelding fra ministeret.

”Vi vil frygtelig gerne have en melding fra ministeren, for hvis vi skal nå at markedsføre det her over for de unge og deres forældre, så skal vi i gang her i efteråret, for det er her de unge og deres forældre beslutter sig,” siger Vibeke Pakkenberg.

Hun håber, at den nye mulighed vil være med til at gøre flere unge bevidste om mulighederne i at tage en erhvervsuddannelse.

”70-80 procent af de unge vælger i dag det almene gymnasium, og vi skal gerne have flere til at vælge en erhvervsuddannelse. Nu kan vi brede paletten lidt ud og udfordre uddannelsesvalget hos de 15.000 unge, der i dag går på en efterskole,” siger hun.

* Navn på erhvervsskolen EUC Nordvestsjælland korrigeret.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ellen Trane Nørby

Fhv. minister & MF 2007-22 (V), byrådsmedlem, Sønderborg
cand.mag. i kunsthistorie (Københavns Uni. 2005)

Mattias Tesfaye

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

0:000:00