Debat

Produktionsskole: Resultataflønning sænker ambitionerne

DEBAT: Produktionsskoler får kun udbetalt fuldt taxameter for de elever, der går direkte i uddannelse eller arbejde - og i stedet for at få flere videre ved at hæve kvaliteten er det lettere bare at sortere de svære elever fra, skriver Den Økologiske Produktionsskole.

Foto: Den Økologiske Produktionsskole
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jesper Lund
Viceforstander på Den Økologiske Produktionsskole

Det er lettere at frasortere de svære elever end at hæve kvaliteten i undervisningen.

Produktionsskoler får kun udbetalt fuldt taxameter for de elever, der efter skoleopholdet går direkte i uddannelse eller arbejde. Formålet er at hæve kvaliteten – men hvordan virker denne ”incitamentsstruktur” så i praksis?

Belastede elever som økonomisk belastning
Ja, man behøver vel ikke være økonom for at regne ud, at det let kan oversættes til, at det er en økonomisk belastning for skolen at tage ”belastede elever” ind, for eksempel unge med svære problemer eller diagnoser, kriminelle og så videre, der dels har ringere chance for at udløse det fulde taxameter og dels kræver langt flere ressourcer fra skolens side.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Og hvordan kan den ”økonomisk ansvarlige” skole reagere på det? Blandt andet ved at sammensætte undervisningstilbud, der primært retter sig mod ”lette elever”, og ved så vidt muligt at sortere de mere ”tunge” elever fra, når de henvender sig. Således undgår man også at få et ry som ”socialt rummelig skole”, da dette let kan medføre, at også den kommunale ungerådgivning begynder at sende særligt krævende elever dén vej. På den måde ender skolerne i et spil ”sorteper”, hvor man forsøger at skubbe de mest sårbare elever fra sig.

Lad os fokusere på eleverne
Heldigvis tænker skolerne ikke blot som ”homo oeconomicus”, men fastholder i høj grad opgaven med også at give ”de svære elever” en mulighed – på trods af at vi tilbydes belønning for at springe over, hvor gærdet er lavest.

Men frem for at indføre et andet ressourcekrævende (og sikkert stadigt upræcist) måle-regime, ville vi nu foretrække, at politikerne lod os udføre vores arbejde med fokus på eleverne frem for pengepungen.

Jesper Lund
Viceforstander på Den Økologiske Produktionsskole

Egentlig burde skolerne jo omvendt tilføres flere ressourcer, når de påtager sig mere krævende opgaver. Men frem for at indføre et andet ressourcekrævende (og sikkert stadigt upræcist) måle-regime, ville vi nu foretrække, at politikerne lod os udføre vores arbejde med fokus på eleverne frem for pengepungen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00