Produktionsskoler: Den praktiske vej er også en ungdomsuddannelse

Af Axel Hoppe
Sekretariatsleder, Produktionsskoleforeningen

Alt for mange unge får aldrig eller meget sent en uddannelse.

Det er et problem, både for den enkelte unge og for samfundet.

I Produktionsskoleforeningen hilser vi derfor velkomment, at KL nu kommer med et bud på forbedringer, og at der snart vil komme et fra regeringens ekspertgruppe. Men når vi går i gang med at forbedre, så skal vi ikke dømme alt det nuværende ude. For der er ting, der virker, men de har brug for bedre vilkår!

For en stor del af de unge, er det nødvendigt, at læring i praksis også gælder, når det handler om dansk og matematik.

Axel Hoppe
Sekretariatsleder i Produktionsskoleforeningen

Lad os i stedet anerkende området og sammen tale det op. Det er der brug for, hvis det skal have succes.  

Hvad er problemet?
Set fra produktionsskolernes synspunkt, så er der tre hovedproblemer, som vi sammen er nødt til at tage fat på, hvis vi skal give vores unge mennesker et tilbud, der virkelig batter:

1. For det første er vi nødt til for alvor at anerkende læring i praksis som en legitim vej til uddannelse og job. For de skoletrætte og for dem, der af forskellige grunde dropper ud af erhvervsuddannelserne, er der motivation at hente i praktiske adgangsveje.
   
   
2. For det andet er vi nødt til at gøre sammenhænge og overgange mellem forskellige uddannelsestilbud mere fleksible. Det vil føre til mindre spildtid for den unge, såvel som for systemet. I den forbindelse har vi på produktionsskolerne talt om kædeansvar: Den enkelte institutions ansvar bør række ud over det, der sker inden for egne vægge.
   
   
3. For det tredje skal vi se på finansierings- og incitamentsstrukturer: I dag finansieres forskellige tilbud forskelligt. Derfor får vi en skæv incitamentsstruktur. Både for de unge og for de kommunale instanser. Det er et alvorligt problem, hvis man kommer til at se på økonomi frem for den unges behov, der rettelig bør stå i centrum.

En anden – og praktisk – vej til uddannelse
På trods af ovennævnte hovedproblemstillinger, så har produktionsskolerne allerede længe påtaget sig at være ’En anden – og praktisk – vej til uddannelse’ for de unge, der har brug for det. En vej, hvor produktionsskoleforløbene kombineres med andre gode muligheder, der rent faktisk virker:

• Over halvdelen af produktionsskolerne tilbyder erhvervsgrunduddannelse, hvor unge gennemgår et 2-årigt praksisbaseret uddannelsesforløb, og hvor rigtig mange kommer i ordinær beskæftigelse efterfølgende.
  
  
• Over halvdelen af produktionsskolerne tilbyder den produktionsskolebaserede erhvervsuddannelse, hvor de unge via en anden tilgang ender med et fuldgyldigt svendebrev.
  
  
• De fleste af landets produktionsskoler tilbyder den kombinerede ungdomsuddannelse, der forhåbentligt vil blive endnu en vej for de unge.  

At have forskellige ’slags’ elever på skolen har vist sig at have store fordele. De unge kan spejle sig i hinanden og se nye muligheder, og det giver faktisk en påviselig større effekt på udslusningen.

Gode råd fra produktionsskolerne
Hvis man vil forbedre det forberedende område, så skal man – efter min mening – bruge en række af de gode erfaringer fra produktionsskolerne:

• Det overordnede læringssyn bør tage udgangspunkt i praktisk arbejde omkring reelle opgaver, der skal bruges til noget. ’Som om’ duer ikke!
  
  
• For en stor del af de unge, er det nødvendigt, at læring i praksis også gælder, når det handler om dansk og matematik. Fagene bør integreres i det praktiske arbejde, hvis disse unge skal få lysten og modet til det teoretiske.
  
  
• Tingene skal hænge sammen: Kædeansvaret gælder udover egen institutionsramme, og ingen unge må lades tilbage uden en plan for deres overgang til videre uddannelse eller andet.
  
  
• Komplementære uddannelsestilbud styrker området (PBE, EGU, KUU).

Anerkendelse og fælles vilkår
På produktionsskolerne går vi gerne ind i arbejdet med vores erfaringer. Og vi håber, at det forberedende områdes vilkår vil blive styrkede: Fælles og tydelige rammer med hensyn til lovgivning og finansiering, der kan hindre skæve incitamentsstrukturer.

Vi mener, man skal lægge vægt på ensartethed i tilbud og kvalitet, så derfor er det afgørende med et statsligt taxameter. Samtidig skal vi sikre, at tilbuddene bliver lokalt forankrede.

Og lad os så give ’Den anden vej til uddannelse’ den anerkendelse, den fortjener. Lad os til fulde anerkende, at de unge, der går den praktiske vej, er lige så meget i gang med deres ungdomsuddannelse, som alle andre.