Debat

Produktionsskolerne: Anbefalingerne anerkender de kloge hænders vej

DEBAT: Ekspertgruppen forholder sig til en lang række af de problematikker på det forberedende område, som Produktionsskoleforeningen længe har påpeget. Supergodt arbejde, lyder det fra Axel Hoppe.

GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Axel Hoppe
Sekretariatsleder i Produktionsskoleforeningen

Så er de længe ventede anbefalinger fra ekspertgruppen om bedre veje til en ungdomsuddannelse endelig på bordet, og spændingen er udløst.

I Produktionsskoleforeningen er vi glade! Det er vi, fordi ekspertgruppen har forholdt sig aktivt til en lang række af de problematikker på det forberedende område, som vi længe har påpeget. Og hvis anbefalingerne bliver fulgt, så vil det varsle bedre tider for de unge, der har brug for et forberedende tilbud. Lad mig blot nævne nogle af punkterne.

Seks super tiltag

  • Vi vil få en Forberedende Uddannelse, hvor læring i praksis får en fremtrædende plads. Hvis vi skal have de unge med, så er det alfa og omega, at de unge får lov til at lære i værkstedet. Det er det læringssyn, der har gennemsyret produktionsskolernes virke, og derfor er jeg selvfølgelig særligt glad for dette punkt.

  • Vi vil få en 100 procent målsætning, der vil have alle med, og som ydermere anerkender, at vejen for nogle unge går gennem beskæftigelse. Det er inkluderende og godt for de praktiske unge. Vi har alt for længe tudet dem ørerne fulde af, at ordinær uddannelse er den eneste vej.

  • Vi vil få en uddannelsesparathedsvurdering, som forholder sig til det, den unge er parat til. Supergodt, lad os se på ressourcerne! Unge har alt for længe skulle erklæres IKKE-parate til uddannelse for eksempelvis at få lov at komme på produktionsskole.

  • Vi vil få en samlet ungeindsats, der samler alle de gode tilbud, der lige nu er spredt ud over en række instanser og derfor er svære for den unge at finde rundt i.

  • Vi vil få uddannelsesinstitutioner, der er forpligtede i et kædeansvar, der rækker ud over egne rammer. Det er godt set. Som det er nu, er der alt for stor risiko for at falde fra i skiftene fra det ene forløb til det næste.

  • Og vi vil – ikke mindst – få en række statslige selvejende institutioner med et statsligt taxameter som ramme omkring den Forberedende Uddannelse. Alt for længe har der eksisteret et kaos af forskellige regelsæt og forskellig finansiering. Det har været besværligt, men først og fremmest har det været med til at skævvride incitamentsstrukturer.

    Fra et produktionsskolesynspunkt er ovenstående en anerkendelse af meget af det, produktionsskolerne gør i dag. Og det er et fantastisk godt udgangspunkt at tage afsæt i, når vi skal i gang med at se på, hvilke konkrete ændringer, der vil komme på tale. 
Fakta
Deltag i debatten!
Skriv et indlæg til [email protected]

Tre opmærksomhedspunkter
Men når vi skal i gang med arbejdet, så er der også en række punkter, vi i Produktionsskoleforeningen vil holde fast i og holde politikerne op på. Lad mig nævne de vigtigste her:

  • Statslig finansiering er nødvendig for at sikre ensartethed og kvalitet på tværs af landet: Ekspertgruppen anbefaler en betydelig statslig finansiering for at holde et tilstrækkeligt højt bundniveau. Det råd mener vi er essentielt at følge. Produktionsskolerne har i dag overvejende statslig finansiering, og vi ved, at det sikrer en kvalitet i tilbuddet. 

  • Det forberedende område skal friholdes af to-procent-omprioriteringsbidraget: Når der lægges op til markante ændringer, skal der være penge til at finansiere forandringerne. Derfor skal det forberedende område friholdes af det to-procent-omprioriteringsbidrag, uddannelsesområdet har været påtvunget over en årrække. 

  • Den lokale forankring: Den nærhed og lokale forankring, som vi kender fra produktionsskolerne i dag er vigtig og skal bevares, hvis vi vil have alle med. Den målgruppe, den Forberedende Uddannelse henvender sig til, er ikke den mest mobile. Derfor skal institutionerne ligge tæt på de unge.

Reformér det forberedende område!
Reformer er på vej for det forberedende område. Ryd meget gerne op. Forenkl det og gør det overskueligt. Så de unge kan komme i fokus! Men hold fast i det eksisterende, der fungerer.

Vi vil få en uddannelsesparathedsvurdering, som forholder sig til det, den unge er parat til. Supergodt, lad os se på ressourcerne! 

Axel Hoppe
Sekretariatsleder i Produktionsskoleforeningen

Hvis vi har brug for flere ’kloge hænder’ i samfundet – og det har vi – så er produktionsskolerne en vigtig medspiller. Vi har erfaringerne med de praktiske adgangsveje, vi har erfaringerne med de praktiske unge – dem, der har ’hænderne skruet rigtigt på’.

De erfaringer bør videreføres og nytænkes i forbindelse med den kommende reform!

Dokumentation

Den lige vej til en ungdomsuddannelse
Alt for mange unge får ikke den rette hjælp til at komme ind på en ungdomsuddannelse efter folkeskolen. Altinget: uddannelse sætter fokus på problemet.

Fra 8. februar til 8. marts 2017 spørger vi et panel af politikere, forskere, virksomheder, organisationer og praktikere om, hvordan vi løser problemet, og hvem der har ansvaret. Mød panelet her.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00