Debat

Professionshøjskoler: Det skal være mere krævende at blive lærer

DEBAT: Hvis lærerprofessionen skal have den anerkendelse, den fortjener, er det en forudsætning, at lærerne bliver dygtigere. Derfor skal vi blandt andet øge studieintensiteten og stille større krav til de lærerstuderende, skriver Stefan Hermann.

Foto: Pressefoto/Danske Professionshøjskoler
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Stefan Hermann
Formand, Danske Professionshøjskoler, og rektor, Professionshøjskolen København

Når det næste hold lærerstuderende indtager de i alt 19 uddannelsessteder landet over efter sommerferien, kan de se frem til større forventninger og højere krav end de dimittender, der som de første i den nye læreruddannelse netop har taget hul på livet som folkeskolelærer.

Forandringerne kommer som en naturlig konsekvens af de første erfaringer med den nye læreruddannelse og af vores grundsyn på lærerprofessionen og læreruddannelsen: Lærer er noget det vigtigste og det fineste i vores samfund. Læreren står i midten af samfundet, og derfor skal det være krævende at blive en god lærer.

Handleplan til en bedre læreruddannelse
Et af målene med uddannelsen, som blev indført i 2013, var især at styrke lærernes faglighed og at styrke uddannelsens sammenhæng med folkeskolen. Det er på en række områder lykkedes.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Men vi kan også se, at dele af uddannelsen kan blive stærkere. Derfor fremlagde landets seks professionshøjskoler forleden i fællesskab en handleplan for læreruddannelsen: Handleplan til en bedre læreruddannelse – 10 ambitioner.

Handleplanen beskriver ti områder, hvor vi kan se, at uddannelsen kan styrkes – fra bedre inddragelse af forskning, stærkere konstruktiv og kritisk mestring af teknologi til fokus på lærere med stærk professionel autoritet og kunnen.

Det virker på elevernes udbytte af skolegangen, når lærerne ranker ryggen og tror på sig selv; ja, udfylder rollen som autoritet, kunne man sige.

Stefan Hermann
Formand, Danske Professionshøjskoler, og rektor, Professionshøjskolen København

Handleplanen er til debat (så byd ind!). Vi er gået i dialog med alle centrale interessenter – ikke mindst om øgede krav til de studerende.

Mere omfattende og krævende prøver
Vi vil udvikle prøverne, så de stiller større krav til de studerende, og vi vil øge studieintensiteten.

Vores erfaringer viser, at der ikke er tilstrækkelig sammenhæng mellem de studerendes arbejde i løbet af uddannelsen og de afsluttende prøver. Det skal ikke være muligt at læse op til eksamen på få uger, eksamen skal omfatte den studerendes grundige arbejde gennem uddannelsen.

Vi skal have indført mere omfattende og krævende prøver. Men på baggrund af længere forløb, hvor de studerende får bedre mulighed for at fordybe sig og tilegne sig gerningen i ikke mindst de fag, de skal mestre i dybden, og i mødet med eleverne. Barren skal altså hæves, men forudsætningerne for at leve op til kravene også styrkes.

Højere faglighed er en forudsætning for anerkendelse
Vores syn på behovet for at skærpe kravene til de studerende blev – desværre og heldigvis – afstivet, da Uddannelses- og Forskningsministeriet for nylig offentliggjorde den første delevaluering af den nye læreruddannelse.

Rapporten viser, at uddannelsen lever op til politikernes mål: De kompetencemål, som er fastsat i bekendtgørelsen for læreruddannelsen, er på et højt niveau, og der bliver stillet store krav til de studerende.

Fagdidaktikken, det vil sige fokus på indhold, rammer og metoder i undervisningen, får ros, og uddannelsen prises for at være tæt koblet med praksis i folkeskolen.

Dygtigere lærere, der ikke alene har mødt høje forventninger og betydelige krav i prøverne, men også koncentrerede forløb med fremragende undervisning, er forudsætningen for, at lærerprofessionen styrker sin selvbevidsthed og får den anerkendelse, den fortjener.

Det lyder selvfølgeligt og er senest eftervist af OECD: Det virker på elevernes udbytte af skolegangen, når lærerne ranker ryggen og tror på sig selv; ja, udfylder rollen som autoritet, kunne man sige.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stefan Hermann

Direktør, Life Fonden, fhv. rektor, Københavns Professionshøjskole
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1999)

0:000:00