Professor: Ryd op i debatten om folkeskolereformen

Af Lars Qvortrup
Leder af Nationalt Center for Skoleforskning på Aarhus Universitet

Debatten om folkeskolereformen når undertiden hysteriske højder.

For mange debattører er det tilsyneladende kun fantasien, der sætter grænser for de forestillinger, de gør sig.

Det vrimler med grundløse udsagn og med argumenter, der ville have gjort Erasmus Montanus stum af misundelse.

Ideen er ikke at ”gøre alt til læring”. Ideen er at skelne mellem undervisning og læring ud fra devisen, at undervisning skal stimulere læring. Så simpelt er det.

Lars Qvortrup
Leder af Nationalt Center for Skoleforskning på Aarhus Universitet

"Folkelig vilje"
Én debattør, som er ph.d.-studerende, mener at vide, at flere af de partier, der stemte for folkeskolereformen, ”slet ikke havde forstået beslutningens implikationer”.

Herfra er det jo let for ham at slutte, at beslutningen ikke var udtryk for nogen ”folkelig vilje”.

En sådan debat er jo stort set umuligt at deltage i. Det svarer til at spille skak med en modstander, der har ret til at omdefinere brikkerne og reglerne: ”Er det en bonde? Nej, for mig er det en springer”. ”Må kongen kun rykke ét felt? Jeg synes, det er sjovere, hvis han må rykke frit”!

Lars Qvortrup
Leder af Nationalt Center for Skoleforskning på Aarhus Universitet

For hvad folket ved, det har kun den ph.d.-studerende indsigt i, ligesom kun han ved, hvad politikere har forstået og ikke forstået.

Der arbejdes med ”læringsmål”. Ergo mener han at kunne slutte, at folkeskolereformen tilstræber det, han kalder ”statslæring”.

”Alle skal præstere det samme på bestemte tidspunkter i deres liv”
En anden debattør, som er lektor, påstår, at målet med folkeskolereformen er, at ”alle skal præstere det samme på bestemte tidspunkter i deres liv”.

Han lader sig ikke anfægte af, at et centralt element i reformen er, at skoledagen skal være længere og mere varieret, fordi man herigennem, som der står i aftaleteksten, kan sikre ”varierede og differentierede læringsformer, der udfordrer både fagligt stærke og fagligt svage elever”.

Enten har han ikke læst aftaleteksten, eller også er han ligeglad med, hvad der står. Hvorfor have respekt for selv de mest fundamentale kendsgerninger, når det nu er fantasien, der definerer debatten?

En sådan debat er det jo stort set umuligt at deltage i. Det svarer til at spille skak med en modstander, der har ret til at omdefinere brikkerne og reglerne: ”Er det en bonde? Nej, for mig er det en springer”. ”Må kongen kun rykke ét felt? Jeg synes, det er sjovere, hvis han må rykke frit”!

Undervisning skal stimulere læring
Så lad mig nøjes med to basale elementer i reformen:

Hvorfor står der i aftaleteksten, at der skal arbejdes med ”læringsmål, der sætter elevernes læringsudbytte tydeligere i centrum”? Fordi nogen vil fjernstyre skolen? Gøre alting abstrakt?

Nej, forklaringen er langt enklere: enhver lærer (håber jeg) underviser med henblik på at stimulere elevernes læring, udvikling og trivsel. Samtidig med at enhver lærer (håber jeg) ved, at der ikke er én vej til målet.

Lærergerningen hænger tæt sammen med, at der sættes mål. Mål for den enkelte elev. Mål for et fagligt forløb. Og mål for folkeskolen.

Ideen er ikke at ”gøre alt til læring”. Ideen er at skelne mellem undervisning og læring ud fra devisen, at undervisning skal stimulere læring. Så simpelt er det.

Undervisning er en kompleks opgave
Men målene skal være enkle og ikke for detaljerede, for undervisning er ikke en enkel, men en kompleks opgave, der forudsætter, at læreren kan udøve dømmekraft.

Derfor var det godt, at der i respekt for aftaletekstens formulering om at der skal være ”få klare mål og regelforenklinger”, blev ryddet op i målene.

Hvorfor taler man om data? Svaret hedder feedback. Netop fordi undervisning er en kompleks og ikke en simpel aktivitet, kan den kun bedrives med feedback.

Lærerne får løbende feedback fra eleverne: det gør det muligt for dem at sætte sig i elevernes sted.

Men lærerne får, ligesom lederne, forvaltningerne og politikerne, også feedback fra data: når vi de mål for læring og trivsel, vi har sat os, eller gør vi ikke?

Derfor har vi nationale tests, og derfor har vi en årlig national trivselsundersøgelse.

Vi skal ikke have for mange, men vi skal have dem, der er brug for (og i øvrigt har Danmark ikke flere, men færre end de fleste af de lande, vi normalt sammenligner os med): Det er disse data, der fortæller, om vi gør det godt nok, individuelt og som fællesskab. Og hvis ikke: hvor kan vi forbedre os?