R-bagland vil have målsætning for antallet af unge på erhvervsskolerne

EUD: Der er brug for en national målsætning for, hvor mange unge der skal tage en erhvervsuddannelse. Det mener Radikales bagland, som vil tage punktet op ved partiets landsmøde i weekenden.
Foto: Det Radikale Venstre
Per Bang Thomsen
Hvis flere unge skal gå murer-, tømrer- eller frisørvejen, er det nødvendigt at fastsætte en national målsætning for, hvor mange unge der skal tage en erhvervsuddannelse.

Det mener Aarhus' Radikale Vælgerforening, som har fremsat et resolutionsforslag om det i forbindelse med Radikales landsmøde i weekenden. Det møder opbakning fra et flertal i den radikale hovedbestyrelse, som har indstillet forslaget til vedtagelse ved landsmødet.

I dag findes der nemlig kun den overordnede 95-procentsmålsætning for ungdomsuddannelserne, og Radikale og de to andre regeringspartier har indtil nu afvist at sætte tal på, hvor mange der skal tage henholdsvis en erhvervsuddannelse i fremtiden.

Men det skal der laves om på, lyder det fra baglandet.

"Vi bliver nødt til at diskutere, hvor mange der skal have en erhvervsrettet uddannelse. Det hænger også sammen med, at vi skal have flere til at vælge en videregående uddannelse, og derfor er det nødvendigt med en national målsætning på området," siger Sanne Bjørn, hovedforfatter på resolutionsforslaget og radikal folketingskandidat i Skanderborg.

Vi bliver nødt til at diskutere, hvor mange der skal have en erhvervsrettet uddannelse.

Sanne Bjørn (R)
Hovedforfatter på resolutionsforslaget

Flere målsætninger på vej
Ønsket om en national målsætning for erhvervsuddannelserne er en del af et større resolutionsforslag, som skal gøre håndværksuddannelserne mere attraktive for de unge.

Sanne Bjørn vil ikke selv sætte en procentsats på, hvor mange unge der skal tage en erhvervsuddannelse i fremtiden. For hende handler det først og fremmest om at skabe bedre overgange mellem grundskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser.

Hun vil derfor også gerne diskutere, om der skal sættes målsætninger for, hvor mange unge der skal tage en kort og en mellemlang videregående uddannelse. Regeringens målsætning er i dag, at 60 procent af de unge skal tage en videregående uddannelse, og at 25 procent skal tage en akademisk universitetsuddannelse.

"Når vi får sat fokus på det, viser vi også, at vi prioriterer det," siger Sanne Bjørn.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Radikales undervisningsordfører, Lotte Rod.

Dokumentation

Det står der i resolutionsforslaget:

Øget fokus på erhvervsuddannelserne

Radikale Venstre mener, at det skal sikres, at erhvervsuddannelserne bliver et attraktivt tilvalg. Dette skal ske ved:

- at gøre erhvervsuddannelserne både erhvervsrettede og studierettede.

- at skabe campusmiljøer på tværs af ungdomsuddannelserne.

- at fastsætte en national målsætning for, hvor mange unge der skal have en erhvervsuddannelse.

Begrundelse:
Erhvervsuddannelserne skal sikre, at vi også i fremtiden har veluddannede og dygtige håndværkere, social- og sundhedsassistenter mv.

I dag fravælger nogle unge erhvervsuddannelserne, fordi en gymnasial ungdomsuddannelse udskyder valget af erhverv og holder flere veje åbne, og fordi de ikke ser en kobling imellem erhvervsuddannelsen og muligheden for senere i livet at bygge efteruddannelse på. Vi ønsker campusmiljøer, med henblik på at øge de unges incitament til at søge en uddannelse, hvor kammeraterne går, hvor der er god fordeling imellem køn, og hvor der er gode studiemiljøer på tværs af faggrænser.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lotte Rod

MF (R)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00