Regeringen lover at prioritere sociale klausuler

PRAKTIK: Sociale klausuler er et vigtigt område for regeringen, fastslår erhvervsministeren, der nu vil tage initiativer til, at kommuner og regioner bliver bedre til at tage folk i praktik. Et brev til ministerierne skal sørge for, at de husker på klausulerne fremover.

Henrik Axel Lynge Buchter

Hvis Danmark skal have ordentlig arbejdskraft i fremtiden, skal der være mulighed for at komme i praktik. Det var meldingen fra Troels Lund Poulsen (V) på et samråd onsdag, som Socialdemokratiets Mattias Tesfaye havde indkaldt til om sociale klausuler. 

Ministeren vil nu tage initiativer til, at særligt kommuner og regioner bliver bedre til at tage folk i praktik. Undersøgelser viser, at ministerierne er bedre til at opretholde de sociale klausuler, men ministeren vil sende et brev til sine kollegaer, så de fortsætter med at tage folk i praktik i fremtiden.

"Hvis man skulle tillægge mig dårlige motiver, kan man sige, at hvis man sender et brev, er det bare en undskyldning for ikke at prioritere området højt nok. Men jeg lader det ikke stå tilbage ved det. Jeg kommer til at lave en opfølgning på, at mine ministerkollegaer følger det her område," sagde erhvervsministeren blandt andet.

Ifølge Troels Lund Poulsen er det særligt kommunerne og regionerne, som skal blive bedre til at tage flere i praktik fra erhvervsuddannelserne. En undersøgelse fra KL viser, at 59 procent af de relevante udbud havde haft personer i praktik. I ministerierne er det tal 87 procent.

Ministeren påpegede derfor, at princippet om “følg-eller-forklar”, som den tidligere S-R-SF-regering indførte for at skaffe flere praktikpladser til erhvervsuddannelser, i stort omfang er lykkedes i ministerierne, mens kommuner og regioner stadig kan blive bedre.

Udover at sende et brev til sine ministerkollegaer vil han selv tage kontakt til KL og Danske Regioner for at finde en løsning på at få flere i praktik. 

Han vil ligeledes bede Forbruger- og Konkurrencestyrelsen om at gøre kommunerne og regionerne opmærksomme på at følge princippet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00