Debat

Rektorer: Ungdomspanelet viser en fin vej til at genstarte ungdomsuddannelserne

Uddannelsesinstitutioner skal særligt have fokus på elevernes sociale liv og trivsel, når de vender tilbage til skolen. Samtidig skal det være muligt af afdække elevernes efterslæb oven på det seneste års undervisning, mens der skal laves fleksible ordninger for unge, der er droppet ud, skriver Birgitte Vedersø.

Mange elever er bekymrede for deres efterslæb ovenpå nødundervisningen. Derfor skal det være muligt af afdække elevernes mulige efterslæb, skriver Birgitte Vedersø. 
Mange elever er bekymrede for deres efterslæb ovenpå nødundervisningen. Derfor skal det være muligt af afdække elevernes mulige efterslæb, skriver Birgitte Vedersø. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Birgitte Vedersø
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Langt de fleste gymnasieelever er nu tilbage i skole i en eller anden form efter det mærkeligste skoleår nogensinde. Både trivsel og faglighed har været udfordret af mange måneders virtuel undervisning, og der er ingen tvivl om, at der skal gøres en særlig indsats for at hjælpe gymnasieeleverne i gang igen og få klassefællesskaberne til at fungere.

Tidligere på måneden kom regeringens Ungdomspanel med ikke færre end 15 fine anbefalinger til, hvordan man kan øge unges trivsel i kølvandet på coronakrisen. Jeg har her valgt at fokusere på dem, der er særligt relevante for gymnasierne og deres elever.

Fokus på det sociale liv og trivsel

Ikke overraskende fastslår panelet, at trivsel, sociale relationer og trygge rum er forudsætninger for læring. Derfor anbefaler panelet, at uddannelsesinstitutionerne har særligt fokus på det sociale liv og elevernes trivsel, når eleverne vender tilbage.

Det koster noget at rette op på mange måneders ufrivillig isolation foran hjemmecomputeren, men at se indsatserne som en udgift vil i mine øjne være en stor fejl. 

Birgitte Vedersø
Formand, Danske Gymnasier

Det tror jeg, langt de fleste rektorer og gymnasielærere allerede er opmærksomme på, og mange af dem er i fuld gang med at planlægge fællesspisning, intro- og hytteture, og andre arrangementer, der kan ryste fortsættereleverne sammen igen.

Ydermere foreslår panelet, at eleverne bør have udvidet adgang til studievejledning og undervisning i mindre hold eller med flere lærere, så der ganske enkelt er flere voksne omkring dem. Jeg er helt enig i, at det er vigtigt i en overgangsperiode, mens eleverne finder på plads, finder sig selv og deres plads i fællesskabet igen.

Afdækning af elevernes efterslæb

Mange elever er bekymrede for, at nødundervisningen har resulteret i et fagligt efterslæb. For at imødegå den bekymring foreslår panelet, at alle børn og unge ved genåbning og/eller skolestart får mulighed for en samtale, der skal afdække elevens trivselsmæssige og faglige efterslæb.

Om efterslæbet skal indhentes ved hjælp af flere undervisningstimer, frivillige suppleringsforløb på ungdomsuddannelserne, tilbud om valgfri sommerskole, ret til lektiehjælp eller lignende er op til den enkelte skole eller klasse.

Mulighederne er mange, og panelets spændende anbefalinger er selvfølgelig ikke gratis. Det koster noget at rette op på mange måneders ufrivillig isolation foran hjemmecomputeren, men at se indsatserne som en udgift vil i mine øjne være en stor fejl. I stedet bør man se det som en investering i ungegenerationens fremtid. En investering, der helt sikkert vil gavne både samfundet og den enkelte.

Fleksible ordninger for elever, der er droppet ud

Når det gælder unge, der i løbet af nedlukningen har mistet tilknytning til uddannelsessystemet eller er på nippet til det, er der brug for en særlig indsats. Konkret foreslår panelet, at der laves fleksible ordninger, så unge let kan sluses ind på nye uddannelser eller vende tilbage til de uddannelsesforløb, de er droppet ud af under nedlukningerne.

Det, synes jeg, lyder som en rigtig god idé, ligesom de unge også skal have mulighed for at bevare kontakt til studievejledningen på den uddannelsesinstitution, de har forladt. På den måde kan vi sikre os, at coronanedlukningen ikke sætter varige, negative spor hos de unge, men kun bliver et ubehageligt minde, som med tiden vil blegne.

I Danske Gymnasier vil vi i hvert fald gøre vores til, at elevernes hverdag hurtigste muligt vender tilbage, og Ungdomspanelets anbefalinger er i den henseende en god rettesnor.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00