Professor: Reaktionister skaber falske modsætninger i uddannelsesdebatten

REPLIK: Niels Jakob Pasgaard og Brian Degn Mårtensson fremmer unødvendig stilstand på uddannelsesområdet, når de kritiserer politiske reformer. De skaber falske modsætninger, skriver leder af Nationalt Center for Skoleforskning Lars Qvortrup.

Hvis ikke der forvaltes, som det var hensigten, må politikerne gribe ind, sådan som de da også gjorde i 2018, mener leder af Nationalt Center for Skoleforskning Lars Qvortrup. — Hvis ikke der forvaltes, som det var hensigten, må politikerne gribe ind, sådan som de da også gjorde i 2018, mener leder af Nationalt Center for Skoleforskning Lars Qvortrup. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Qvortrup
Leder, Nationalt Center for Skoleforskning, DPU, Aarhus Universitet

Hvis ikke der forvaltes, som det var hensigten, må politikerne gribe ind, sådan som de da også gjorde i 2018.
Lars Qvortrup
Leder, Nationalt Center for Skoleforskning, DPU, Aarhus Universitet

I sin bog ”Reaktionens tid” med undertitlen ”Konkurrencestaten mellem reform og reaktion” skelner Ove Kaj Pedersen mellem reformister og reaktionister.

Jeg tilhører reform-fløjen. Ikke alene tror jeg på, jeg insisterer på at tro, at vi gennem politiske indsatser, som Ove Kaj Pedersen skriver, kan reformere velfærdsstaten for at bevare den. Også på uddannelsesområdet.

Det mest prominente eksempel er folkeskolereformen. Dens tre centrale virkemidler var:

Fakta

Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

- En længere og varieret skoledag med mere og bedre undervisning og læring
- Et kompetenceløft af lærere, pædagoger og skoleledere
- Få klare mål og regelforenklinger.

Et af kendetegnene for reformisterne er, at vi er klar over, at alle fremskridt er brolagt med dilemmaer.

De sætter spørgsmålstegn ved det repræsentative demokrati, for eksempel ved at fremture i, at politikerne ikke ved, hvad de gør.
Lars Qvortrup
Leder, Nationalt Center for Skoleforskning, DPU, Aarhus Universitet

Hvis skoledagen alene bliver længere, men ikke bedre eller mere varieret, bør der gribes ind. Også hvis det koster penge.

Hvis målet om regelforenklinger ikke bliver indfriet, skal der gribes ind.

For sådan virker det repræsentative demokrati. Hvis ikke der forvaltes, som det var hensigten, må politikerne gribe ind, sådan som de da også gjorde i 2018.

Data øger forståelsen
For reaktionisterne forholder det sig anderledes: Deres grundsætning nummer ét er: ”Stop reformerne for at holde fast i fortiden” (OKP, side 29). Derfor afløses åbne dilemmaer af ”hårde modsætninger” (OKP, side 32).

En af konsekvenserne er, at de tillægger modparten synspunkter, som vedkommende ikke har, alene for at opretholde et billede af hårde modsætninger.

For eksempel påstår de, at jeg har skrevet, at skolens ”væsentligste virke” kan gøres op i data fra nationale test og trivselsmålinger. Men det, jeg skrev, var: "Lærerne får løbende feedback fra eleverne: Det gør det muligt for dem at sætte sig i elevernes sted."

Læs også

Debat: Professor Qvortrups datamorgana

Debat

"Men lærerne får, ligesom lederne, forvaltningerne og politikerne, også feedback fra data: Når vi de mål for læring og trivsel, vi har sat os, eller gør vi ikke?" Og det er jo noget helt andet.

Værst af alt: I reaktionens tid sætte ”det repræsentative demokrati (…) i modsætning til det civile samfunds medlevende borgere” (OKP, side 32).

Det er det, Niels Jakob Pasgaard og Brian Degn Mårtensson gør.

”Folket” er en del af demokratiet
De sætter spørgsmålstegn ved det repræsentative demokrati, for eksempel ved at fremture i, at politikerne ikke ved, hvad de gør. Politikerne udtrykte ifølge debattørerne ”overraskelse over de lange skoledage”.

Men i den politiske aftale står der allerede på side 3, sort på hvidt: ”Der fastlægges et minimumstimetal på hvert klassetrin for den samlede skoledags længde, som svarer til en gennemsnitlig skoleuges længde over et år på 30 timer i børnehaveklasse til 3. klasse, 33 timer for 4. til 6. klasse og 35 timer for 7. til 9. klasse”.

Kan det misforstås? Havde politikerne ikke læst teksten, før de skrev under?

Det samme sker, når de kalder en politisk aftale om læringsmål for ”statsdikterede læringsmål”, og når de kalder det kommunale demokrati for ”det kommunale overherredømme” og stiller det i modsætning til den folkelige medleven.

Skolerne er en del af det kommunale demokrati. Også her skal der prioriteres og træffes vanskelige valg.

Men at sætte ”folket” i modsætning til demokratiet og den politisk styrede forvaltning er at fratage det repræsentative demokrati dets legitimitet. Jeg nægter at tro, det er det, der er Niels Jakob Pasgaard og Brian Degn Mårtenssons ærinde.

Politik har aldrig været vigtigere