Sådan skal man ændre gymnasiet

Af Casper Strunge
Formand for de Konservatives Uddannelsestænketank og konservativ folketingskandidat

I 2012 lovede undervisningsminister Christine Antorini (S), at gymnasiereformen fra 2005 skulle have et serviceeftersyn. Det vakte glæde i gymnasieverdenen, da store dele af gymnasiet ikke har udviklet sig i den retning, som var hensigten med reformen.

Efter debat i folketingssalen blev det dog kun til en enkelt ændring; obligatorisk matematik blev hævet fra niveau C til B. Et ringe resultat, når tilstanden på landets gymnasier er blevet kritiseret igen og igen de sidste nu ni år.

Alligevel skete der noget, da et bredt flertal i Folketinget dette forår besluttede at indføre adgangskrav på erhvervsuddannelserne. Dermed var diskussionen nemlig åbnet for, om ikke også gymnasierne skulle have en optagelseskarakterkvotient.

Nu har de fleste partier meldt ud, at de er for at indføre en generel adgangskvotient, og selv om kravene varierer, lader det til, at adgangskvotienten bliver en realitet. Det er vi glade for, men det er langtfra nok.

Fra elite- til masseuddannelse
De fem gymnasiale ungdomsuddannelser optager i øjeblikket godt 75 % af afgangseleverne fra folkeskolerne, hvilket betyder, at gymnasierne har fået helt andre opgaver end tidligere.

Overgangen fra elite- til masseuddannelse flytter en række udfordringer fra folkeskolen til gymnasierne. Dette omfatter blandt andet sociale og samfundsmæssige opgaver og ikke mindst den udfordring, at mange elever ikke besidder de mest basale færdigheder:

De kan ikke læse en sammenhængende tekst, de kan ikke stave, deres historiske og almene viden er stort set ikke-eksisterende, og brøkregning og andre basale matematikværktøjer er ikke på hylderne hos dem.

Kvalitet belønnes ikke
Gymnasiernes ledelser er glade for udfordringerne, for staten præmierer ikke kvalitet, men kvantitet. Det vil sige, at jo flere unge, der optages og slæbes igennem gymnasierne, desto flere penge får de selvejende gymnasieskoler.

Gymnasiet er blevet big business, og selv om lærere og rektorer helt sikkert gerne vil levere høj faglighed og kvalitet, så er det ikke kvaliteten, der belønnes, og derfor ikke den, der prioriteres.

På grund af dette og meget mere bør Christine Antorini ikke fokusere udelukkende på adgangskrav, men i stedet sørge for at gennemføre en meget større justering af uddannelserne.

Forslag til positive ændringer
I tænketanken har vi arbejdet med at udpege de områder, som især vil gøre en positiv forskel i gymnasiet. Det er ikke småting, men ændringer, der er mulige at gennemføre hurtigt og med stor effekt.

1. Begræns de over hundrede studieretninger til kun fem. Studieretningerne har udviklet sig til salgsskilte, som først og fremmest skal lokke kunder i biksen. Motivet burde i stedet være at kvalificere de unge til en videregående uddannelse. Færre og mere nyttige studieretninger, der trods det færre antal skal dække bredt fra det naturvidenskabelige, det sproglige og globaliserede til det kreative.
   
   
2. Nedlæg Almen Sprogforståelse (AP), og placer i stedet sprogforståelsen i fagene. Det er her grammatik, litteratur og sproghistorie hører hjemme.
   
   
3. Gør Naturvidenskab (NV) til et konkret fag. I dag er faget hverken er fugl eller fisk. I stedet bør vi lægge os på et rent fag som fysik eller kemi og lade det være indgangen til naturvidenskaben for de unge.
   
   
4. Flyt Almen Studieforberedelse (AT) til sidst på gymnasieuddannelsen, og lad AT bygge på elevernes større opgave (SRP). I dag kalder de unge faget Almen Tidsspilde, sandsynligvis fordi faget forsøger at skabe tværfaglighed mellem fag, eller en faglighed, som mange af eleverne ikke besidder i starten af uddannelsen.
   
   
5. Viderefør sprogene fra folkeskolen i stedet for at lade eleverne vælge et nyt andetsprog. På den måde er udgangspunktet en fortsættelse af arbejdet fra folkeskolen, og ikke som i dag oftest en ny chance til et nyt sprog.
   
   
6. Giv alle musik i 1.G, og gør idræt obligatorisk på alle fem gymnasiale uddannelser. Musikken er et godt alment dannende fag, som med stort udbytte kan bredes ud til alle elever. Idræt handler om folkesundhed og sunde vaner, det har de unge brug for.
   
   
7. Indfør en minimumskarakter på 4 i dansk og matematik fra folkeskolen for at komme ind på gymnasiet, Det er nærmest komisk, at dette krav ikke kan finde opbakning i Folketinget. Lad os håbe, at vi kan mødes på karakteren 4 af hensyn til de mange elever, som spilder tre år på den forkerte ungdomsuddannelse, og ikke mindst af hensyn til gymnasiernes fokus på de, der faktisk evner og ønsker en studentereksamen.

Der er meget andet godt, vi kan gøre i og for gymnasiet, men lad os starte med disse syv punkter og se, om ikke også snakken videre kunne falde på fagkonsulenter og ikke mindst en revision af taxametersystemet.

Indrøm fejlene, og start på en frisk
Lige nu klapper reformens folk hinanden på ryggen. Rektorerne er ansat til at forvalte og forsvare loven og dermed reformen fra 2005, og politikerne har for manges vedkommende været med til at vedtage reformen og mangler mod til, som vi konservative, at erkende fejlene.

Prisen betaler de elever, som ikke kender til andet end det nuværende gymnasium. Ansvaret ligger nu hos de politikere, som virkelig sætter sig ind i området og lader de radikale ideer fra 1990’erne ligge.

Det bliver et spændende efterår med en forhåbentlig stor justering af gymnasieuddannelserne. Af hensyn til eleverne og vores alles fremtid.