Sekretariatschef i Alternativet: Efter fire år med borgerforslag er det tid til at udvikle konceptet

26. december 2017 blev der på Marselisborg Slot med håndskrift og segl slået en sprække i Christiansborgs tykke mure – de danske borgere fik deres borgerforslagsordning, der på Christiansborgsk kaldes ”B169”.

Idéen til B169 kom oprindeligt fra mit eget dengang nystartede parti Alternativet, der jo ønsker at udvikle vores politiske kultur igennem forskellige former for nye demokratiske tiltag.

Et borgerforslag gør det muligt for personer med 50.000 stemmeberettigede støtter i ryggen at få Folketinget til at tage et forslag op i Folketingssalen på lige fod med Folketingets egne beslutningsforslag.

Demokratianalysen fra 2021 viser, at danskernes og især de unges tillid til politikerne er helt i bund. Dengang som nu er det yderste betimeligt, at vi iværksætter tillidsskabende tiltag som for eksempel borgerforslagsordningen, der kan bidrage til et opgør med politikerleden ved at forpligtige folketingspolitikerne til at lytte direkte til borgernes stemmer. 

Fem vedtagne borgerforslag

På hjemmesiden borgerforslag.dk har jeg relativt nemt kunnet fremsøge forskellige former for data om, hvordan det så er gået med de mange borgerforslag fremsat i konceptets fire første leveår fra januar 2018 og til januar 2022. På samme vis har jeg fremsøgt data på folketingspolitikernes egne beslutningsforslag for den samme periode på hjemmesiden ft.dk.   

I løbet af perioden er der blevet fremsat 1.141 borgerforslag, og af disse var 125 stadig igangværende med hensyn til underskriftindsamling blandt borgerne, 983 var udløbet uden de nødvendige borgerunderskrifter og 33 (2,9 procent) var gået videre til behandling i Salen.

Af de sidstnævnte var 25 borgerforslag afsluttet med en afstemning, hvoraf fem blev vedtaget - altså en succesrate for borgerforslag i Salen på 20 procent.

I alt var der i løbet af de fire første år afgivet 3.871.408 underskrifter til de 1.141 borgerforslag, men langt hovedparten (89 procent) af borgerforslagene fik dog kun under 5.000 underskrifter.

Til sammenligning blev 100 procent af de 753 fremsatte beslutningsforslag selvfølgelig behandlet i folketingssalen, idet ingen blev afvist som værende grundlovsstridige. Af de 313 beslutningsforslag, der har været til afstemning i folketingssalen i perioden, endte kun 35 med at blive vedtaget – altså en succesrate for beslutningsforslag i Salen på 11,2 procent.

Som det ses i figuren nedenunder, så er det partier, der til en vis grad slår sig op på social ansvarlighed, der har stemt for flest borgerforslag. Det vil sige Kristendemokraterne, mit eget Alternativet, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti (på ældresiden) og Radikale Venstre.

En anden forklaringsdimension træder også frem i figuren - nemlig at partiernes alder er negativt korreleret med villigheden til at stemme for borgerforslagene. Så det tyder på, at det er de relativt unge, progressive partier – lige med undtagelse af dem, der også er liberale (NB og LA) - der gerne lytter til borgernes bekymringer for samfundet.

Kvalitetsforslag fra borgerne

Venstres nuværende forperson, Jakob Ellemann-Jensen, kaldte i 2016 i BT idéen om borgerforslag for både et ”tomt” og ”populistisk” forslag. Han troede simpelthen ikke, at det ville styrke tilliden mellem borgerne og politikerne, idet borgernes forslag ville blive ”hældt af brættet”.

Det kan godt være, at Jakob fik ret, hvis man altså kun interesserer sig for kvantiteten – idet mere end 20 gange så mange beslutningsforslag er kommet i Salen sammenlignet med borgerforslag.

Men til gengæld er andelen af de borgerforslag, der blev fremsat i salen og vedtaget, næsten dobbelt så høj, som andelen af beslutningsforslag, der blev vedtaget i perioden. Det peger i mine øjne på, at kvaliteten af borgernes forslag til lovgivning er høj.

Måske har borgerne bare i højere grad end Folketingets partier fingeren på samfundspulsen?

Udvikling af konceptet

Det helt store spørgsmål er så nu, om borgerforslagskonceptet fire et halvt år efter dets tilblivelse har bidraget til styrkelse af borgernes tillid til Folketingets medlemmer, som jo var en af Alternativets visioner med konceptet i sin tid.

Her tror jeg faktisk, at borgerne i skrivende stund har fået større tillid grundet deres åbenlyse nye mulighed for at få borgerforslag i Salen. Men jeg er også bange for, at de hvis de læser nærværende analyse, faktisk vil rutsje ned under det oprindelig tillidsniveau igen, fordi de magtfulde partier i så høj grad stemmer imod borgerforslag.

Borgerforslagene er i mine øjne blevet en succes, og det ville derfor være oplagt at videreudvikle konceptet yderligere. For eksempel ved at øge andelen af stillede borgforslag, der rent faktisk ender med at komme igennem sprækken i Christiansborgs tykke mure.

Her kunne vi enten sænke kravet til antal underskrifter, eller måske endnu bedre ved at etablere et servicerende og kvalificerende sekretariat for borgerne og deres borgerforslag.

Endelig er det oplagt med en decentralisering af konceptet til vores by- og regionsråd.

Vi alternativister er faktisk lidt stolte af at have stået fadder til den danske borgerforslagsordning og dens 3.871.408 demokratiske holdningstilkendegivelser.

Det vildeste og mest fantastiske er, at Danmarks borgere besidder en så enorm demokratisk kapital, at de i mit perspektiv har givet Folketinget parlamentarisk baghjul, når det kommer til kloge visioner for vores fælles samfund.

Så må vi jo bare håbe, at borgerne med tiden genvinder tilliden til politikerne – men det forudsætter jo nok en noget længere udstrakt, men også langt mere tillidsfuld, hånd fra Borgen til borgerne.