Debat

Skolereform skal skabe fællesskabskultur

DEBAT: Formanden for Skolelederforeningen, Anders Balle, er overbevist om, at folkeskolereformen gør folkeskolen bedre. Men det kræver en ny fællesskabskultur på skolen med fokus på dialog og tillid mellem medarbejderne.
Skoleledernes formand, Anders Balle, ønsker en fællesskabskultur på skolen med dialog og tillid mellem medarbejderne.
Skoleledernes formand, Anders Balle, ønsker en fællesskabskultur på skolen med dialog og tillid mellem medarbejderne. Foto: Pressefoto
Jesper Birch
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anders Balle
Formand for Skolelederforeningen 

Jeg er overbevist om, at vi får en væsentlig bedre folkeskole, end den vi kender i dag.

Vi skal have alle elever til at lære mere, og vi skal have indrettet skolen som en arbejdsplads, hvor energi og begejstring sprudler, og som ikke er så belastende som i dag, hvor for mange lærere går ned med flaget.

Målet er, at alle elever skal udfordres optimalt. Vi skal mindske den negative sociale arv og styrke tilliden og trivslen i folkeskolen.

Det er ikke et udtryk for en yderligere akademisering, måske tværtimod, da der er klare forventninger om, at alle elever skal udfordres både fagligt, personligt og socialt. Blandt andet via flere praktiske, kreative og musiske aktiviteter i skolen. Teori og praksis skal gå hånd i hånd, og mangfoldigheden skal blomstre.

En ny fællesskabskultur
Ledere og lærere skal ikke længere tænke i tid og fordeling af timer. Vi skal tænke i opgaver og fordeling af dem.

Tiden og timerne er der! 37-42 arbejdstimer pr. uge, afhængigt af hvor mange uger årets arbejde skal fordeles på. Det meste af dagen med tilstedeværelse på skolen. Vi skal væk fra den individuelle kultur, hvor vi siger, hvis ikke, jeg har aftalt andet, så kan jeg gå hjem, til en ny kultur, hvor vi siger: Hvis ikke vi har aftalt andet, så er vi her på skolen.

Alle landets skoleledere er vant til at fordele arbejdsopgaverne mellem lærere og øvrige medarbejdere. Det skal vi fortsat i tæt dialog og samarbejde med alle ansatte.

De vigtigste lærerkompetencer
Der er mange vigtige lærerkompetencer.

En stærk faglighed, der fokuserer på, hvad eleverne lærer i undervisningen. Stærke relationskompetencer til god klasserumsledelse og til forpligtende professionelt samarbejde. Stærk indlevelsesevne til at sikre god kontakt til hver enkelt elev som grundlag for at lave en undervisning, som udfordrer alle. Stærke evner til at organisere den fleksible skoledag og det tætte professionelle samarbejde, og for at sikre, at alle elever lærer optimalt og for at sikre den mest effektive brug af arbejdskraften.

Alle skoler er dybt afhængige af lærernes engagement, begejstring og arbejdsiver. Det fremmes bedst, hvis der er et godt samarbejde og en god stemning på skolen. Derfor er det et mål for mig, at vi skal skabe en god arbejdsplads for alle medarbejdere.

Al ledelse i folkeskolen skal bygge på en høj grad af tillid. Men der er en tendens til i disse tider at sidestille tillid og personlig frihed. Det synes jeg ikke, vi skal.

Lærerne har ansvaret

Vi har brug for at styrke fællesskabet i folkeskolen, og det går naturligvis ud over den personlige frihed til at disponere sin egen tid. Men tillid er ikke noget, vi kan aftale. Tillid er et gensidigt forhold, der kan udvikle sig. Tillid er noget, man gør sig fortjent til.

Lærerne har ansvaret for at bruge de pædagogiske metoder, som fremmer elevernes læring bedst muligt. Det skal ledelsen have fokus på, og det er her, den pædagogiske ledelse udfordres.

Fakta
Folketingets partier blev i juni enige om en ny folkeskolereform.

Reformen træder først i kraft fra august 2014, men allerede nu er landets skoler begyndt at forberede sig på nye tider.

Altinget | Uddannelse sætter i de næste uger fokus på implementeringen af reformen på skolerne, i kommunerne og i ministeriet.

Vi skal i skolens ledelse være mere fokuserede på at samtale med og udfordre lærerne om deres metodevalg – giver det den ønskede effekt? Det er vi nødt til at vide noget mere om.

Her skal vi bl.a. bruge faglige vejledere. Vi har særdeles gode erfaringer med de læsevejledere, som er i gang på skolerne. De har givet læsningen et stort løft, og de har understøttet det rigtige metodevalg.

Glæder mig til at komme i gang
Man indretter sig sikkert forskelligt fra kommune til kommune, og det kommer ikke til at gå helt af sig selv. Derfor bliver det spændende, når de lokale strukturer og økonomimodeller falder på plads.

Ud over den nødvendige finansiering er vi som ledere afhængige af, at der lokalt politisk og forvaltningsmæssigt bliver truffet klare beslutninger, at vi helhjertet bliver bakket op, og at skolens dygtige medarbejdere indgår i et tæt, forpligtende og inspirerende samarbejde.

I alle fald: Jeg glæder mig til august 2014 og ser frem til spændende udfordringer og muligheder!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Balle

Fhv. formand, Skolelederforeningen og LC-lederforum
lærer (Jelling Seminarium 1972)

0:000:00