Debat

Spastikerforeningen: Hold fingrene fra retskravet på STU

DEBAT: Lad være med at tale imod retskravet på STU, og se i stedet på, om de ordinære uddannelser er tilgængelige nok for unge med funktionsnedsættelser, skriver direktør Mogens Wiederholt fra Spastikerforeningen. 

Foto: Spastikerforeningen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mogens Wiederholt
Direktør i Spastikerforeningen

Siden 2005 har unge, der ikke er i stand til at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse, haft et retskrav på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU). Det har over 30.000 fysisk, psykisk og kognitivt handicappede unge nydt godt af. Nu skal uddannelsen evalueres.

Grundlæggende en succes
Der er selvfølgelig masser af nuancer, men helt grundlæggende er STU en succes.

Rigtig mange unge med cerebral parese (spastikere) har de seneste 10-12 år gennemført en 3-årig individuelt tilrettelagt ungdomsuddannelse, som har givet dem (selv)indsigt og udvikling. Unge, som ellers aldrig ville have fået en uddannelse. Unge, som alternativt ville have flakket formålsløst rundt i uddannelsessystemet, befundet sig i kontanthjælpssystemet eller endt i beskyttet beskæftigelse som 20-årige.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Centralt for en STU er, at den giver alle – uanset forudsætninger – et retskrav på tre års ungdomsuddannelse efter endt grundskole. Ingen kamp om retten til uddannelse – og ingen dømmes ude. Alle har ret til en uddannelse, der understøtter, udfolder og udvikler det potentiale, eleven kommer med, uanset hvor spinkelt det end må tage sig ud.

Her er vi lige i hjertet af det, der har været bærende i dansk undervisningstænkning siden slutningen af 50’erne: Ingen er uunderviselig. Alle rummer noget, som kan stimuleres og udvikles – også selvom job og selvforsørgelse ikke er det mest oplagte perspektiv.

Centralt for en STU er, at den giver alle – uanset forudsætninger – et retskrav på tre års ungdomsuddannelse efter endt grundskole. Ingen kamp om retten til uddannelse – og ingen dømmes ude. Alle har ret til en uddannelse, der understøtter, udfolder og udvikler det potentiale, eleven kommer med, uanset hvor spinkelt det end må tage sig ud.

Mogens Wiederholt
Direktør i Spastikerforeningen

Restkrav som det eneste værn
For Spastikerforeningen er det helt afgørende, at den kommende evaluering ikke stiller spørgsmålstegn ved retskravet. Alle, der ikke kan profitere af en ordinær ungdomsuddannelse, skal fortsat garanteres mindst tre års ungdomsuddannelse.

Også den spastiker, som ikke har noget verbalt sprog, svære kognitive funktionsnedsættelser og en meget begrænset udsigt til at komme i beskæftigelse. For de svageste unge er retskravet det eneste værn.

Fra kommunal side har der ved forskellige lejligheder været argumenteret mod retskravet. Lad være med det!

For det første er der ingen grund til at tro, at der skulle ligge en større besparelse her. De unge, som er i målgruppen for en STU, vil under alle omstændigheder være i målgruppen for en massiv kommunal indsats. Disse unge bliver ikke ”gratis” af, at man fratager dem muligheden for en STU. De vil blot skulle have et andet tilbud i stedet. Og hvorfor det skulle være ønskeligt, kan jeg ikke få øje på.

STU-rammen er så fleksibel, at der er rigelig plads til at tilrettelægge et individuelt og skræddersyet forløb til den enkelte – samtidig med, at uddannelses- og udviklingsperspektivet fastholdes. Derfor bliver kampen om retskravet blot endnu en af disse ulidelige kampe om ”kommunalt råderum” – hvem der bestemmer: kommunen eller borgeren.

Er for mange i STU-systemet?
Hvis der skal justeres på målgruppen til STU, så er der snare grund til at overveje, om der er unge, som i dag visiteres til en STU, selvom de – hvis der blev stillet op med den rigtige hjælp – kunne gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse. Er for mange i STU-systemet, så er det her, de skal findes: En ung kvinde med cerebral parese, som efter et forkludret forløb i gymnasiet dropper ud midt i 2. g, får efterfølgende tilbudt en STU.

Det er svært at forestille sig, at næste naturlige skridt efter en forfejlet gymnasial uddannelse er en STU. Pointen er snarere, at en STU – i ikke ubetydelig grad – har legitimeret en betydelig dovenskab i de ordinære ungdomsuddannelser. Det har simpelthen været for let og for bekvemt at sende en hvilken som helst elev med en skæv finger i retningen af STU’en. STU er blevet løsningen – også der, hvor svaret var større tilgængelighed og relevant kompensation i de ordinære ungdomsuddannelser.

Set i lyset af den kolossale inklusionsindsats og -debat, der har været på folkeskoleområdet, er det mildt sagt bemærkelsesværdigt, at der har været så stille omkring inklusion i ungdomsuddannelserne. En stor del af de mange børn med særlige behov, som de seneste år er inkluderet i grundskolen, skal selvfølgelig videre i det ordinære ungdomsuddannelsessystem – og ikke mekanisk sendes i retning af en STU. Her ligger der en kæmpe opgave, som ikke handler om STU, men om de ordinære ungdomsuddannelsers frihjul i inklusionsarbejdet.

Evalueringen af STU’en kommer til at foregå i lyset af den meget omfattende ekspertrapport ”Bedre veje til en ungdomsuddannelse”, som – under stor politisk opmærksomhed – blev offentliggjort for en god måneds tid siden.

Brobygning mellem folkeskolen og ungdomsuddannelser
STU’en er en ungdomsuddannelse. Derfor er og skal STU’en selvfølgelig ikke integreres i en uddannelse, som forbereder til ungdomsuddannelse. Men mange af de tanker, som kommer til udtryk i ekspertgruppens forslag om en ny Forberedende Uddannelse, kan fint understøtte en bedre og mere målrettet brobygning mellem folkeskolen og de ordinære ungdomsuddannelser – også for en gruppe elever med særlige behov, som i dag tilbydes STU.

Men det vil kræve, at man systematisk bruger den Forberedende Uddannelse til at afklare og udrede de kompenserende støtteforanstaltninger, eleven har behov for, for at kunne gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse. Ikke i et vakuum, men i et tæt samarbejde med de aftagende ungdomsuddannelser, så forberedelsen ikke alene bliver en forberedelse af eleven, men også af den ungdomsuddannelse, som eleven efterfølgende skal gå på.

Jeg håber, at evalueringen af STU’en også kan komme til at handle om alt muligt andet end retskravet – og ikke mindst være med til at sætte fokus på de ordinære ungdomsuddannelsers tilgængelighed, når det gælder elever med funktionsnedsættelser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00