Tænketank: Demokratisk dannelse er lovgivning med gummiord

Af Jens Raahauge
Formand for Tænketanken Sophia

I bestræbelserne på at modvirke radikalisering indgår et krav om demokratisk dannelse i de frie skoler nu i pakken af lovforslag. Dette skal sikres gennem et skærpet tilsyn med landets omkring 500 frie skoler.

Men hvordan skal de tilsynsførende kunne andet end at føle sig sat på en Urias-post?

Skal de udøve en slags sindelagskontrol, som i øvrigt er forbudt i det tyske mindretals friskoler jævnfør aftalen med Forbundsrepublikken? Eller skal de gøre det, som på sin vis er en parallel til udviklingen i folkeskolen: forsimple begrebet dannelse, så det kommer til at være synonymt med kompetence – hvilket ikke har en bønne med demokratisk dannelse at gøre?

I folkeskolen har forligspartierne bag Folkeskoleforliget i vidt omfang afmonteret den almene dannelse og ikke mindst den demokratiske dannelse ved at flytte fokus fra undervisning af alle til læring for den enkelte.

Individualiseringen, som bliver båret af elev- og udviklingsplaner, sigter på, ”at alle elever bliver så dygtige, som de kan”. Dette sker ved især at have blikket stift rettet imod det, man kalder en øget faglighed, hvor fagene i øvrigt er blevet strammet ind til det målbare.

Så frem for at opstille det som et gummiord, der skal føres tilsyn ud fra i de frie skoler, burde man skabe rum for det i den målstyrede folkeskole.

Jens Raahauge
Formand for Tænketanken Sophia

Har mistet terræn
Vi har netop set en evaluering fra Københavns kommune, hvor det kan konstateres, at eleverne er blevet bedre til læsning og matematik, men dårligere til socialisering. Og dette kan, uden at fifle med begreberne, sidestilles med, at de har mistet terræn i forhold til demokratisk dannelse.    

Professor Lene Tanggaard har i sin seneste bog – FAQ om kreativitet – en interessant argumentation om kreativitetens forskelligartede udtryksretninger.

Udviklingen af den enkeltes kompetencer for at blive så innovativ – og dermed så attraktiv en arbejdskraft som muligt – over for den enkeltes udvikling af empati, indsigt i og respekt for andre mennesker for at kunne bidrage til et demokratisk samfund.

Lene Tanggaard ser et behov for begge dimensioner af kreativiteten, selv om meget tyder på, at den innovative del i fremtiden i lige så høj grad som at opdage nyt får et fokus på at genopdage det, der kan bære.

Men i denne sammenhæng omkring demokratisk dannelse må man konstatere, at læringen har fået sin ramme gennem mål, der sigter på arbejdskraften frem for demokraten.

Forsnævret synsfelt omkring den enkelte
Når denne udvikling er så markant i folkeskolen, godt understøttet af Moderniseringstyrelsens instrumentalisering - og dermed målbarhed af individets udvikling – så er det værd at se på Svend Brinkmanns opgør med den sociologisk orienterede psykologis forsnævrede synsfelt omkring den enkelte.

Brinkmann argumenterer overbevisende for, at mennesket ikke danner sig selv, men dannes i samspillet med andre.

Og hans budskab er enkelt: få adgang til indsigt i andre menneskers tanker og følelser ved at læse litteratur, ikke for at lære noget, der er opstillet som mål og kan hakkes af, men for at møde det, du ikke vidste fandtes.

Derved kan vi nærme os den almene og demokratiske dannelse, som er trængt i folkeskolen på grund af kontrol- og målesystemer, men som stadig folder sig ud i mange frie skoler.

Demokratisk dannelse er ikke et juridisk og målbart begreb, men et levet fænomen.

Så frem for at opstille det som et gummiord, der skal føres tilsyn ud fra i de frie skoler, burde man skabe rum for det i den målstyrede folkeskole.